Brecklings Blackout

Hørt på Tinder:

Hende: Hej Friskfarmandpåfemogfyrre. Tak for match som man siger. Du ser spændende ud- ja altså bortset fra at du drikker alkohol på alle dine billeder. Men altså.. gider du godt gå på date med én der ikke drikker snaps eller spiser kinesiske kødboller?

Ham: Hej med dig krølhåret kvinde med de røde sko - du ser jo sød ud. Altså… ja.. måske. Men. Hvad hælder du så på dig selv, når du er på bar ?

Hende: Jeg hælder musik på mig selv. Og danskvand med citron -hvis det skal være vildt.

Ham: Øhh.. okay. Drikker du slet ikke alkohol?

Hende: Jeg har drukket resten.

Ham: Nå. Men. Kan du lide Country musik?

Hende: Kun når jeg er fuld.
Skal vi mødes?

Ham:

Sidder på bænken foran min gamle folkeskole
og tænker tilbage på mine 10 år som elev i disse lokaler.
Formning. Idræt. Madlavning. Historie. Biologi. Tysk. Matematik. Åh, puha, matematik. Av!
Dansk og engelsk var mine yndlingsfag.
Musik var min hobby. Drama blev mit drug.
Der foregik så mange fine og sjove ting på den her skole. Jeg var ret heldig med sammensætningen af elever i min klasse.
Det var en sjov og kærlig flok.
Jeg husker også alle de mindre gode oplevelser, som desværre er dem der har sat sig mest fast.
Jeg mærker dem stadig stikke i min krop.
Jeg mærker hvordan jeg havde det dengang. Særligt når jeg sidder her på bænken.
Så kommer det hele tilbage.
Alle ordene. Følelserne. Tvivlen. Frygten. Usikkerheden på sig selv.
Ord sætter spor. Blikke sætter sig i sjælen.
Og følelserne følger én resten af livet.
Følelsen af, ikke at være god nok, ikke at være klog nok, ikke at være fin nok, ikke at være flot nok. Ikke at være tynd nok. Ikke at være dygtig nok.
At være for meget, eller at være for lidt.
Jeg arbejder stadig med mig selv og mit selvværd, og jeg ved i hvert fald nu, at kilden for mig, til at få det bedre, er at mærke mig selv gennem gode og sunde fællesskaber.
At være en del af noget med nogen, mærke at man kan høre til et sted.
Fællesskabet efter familien, fortsætter i institutionerne og i skolerne -som er den tid hvor vi er allermest sårbare, følsomme og usikre på os selv. Vi møder voksne , som ikke er vores forældre , der medvirker til at opdrage og influere os. På godt og ondt.
Jeg har heldigvis haft nogle undervisere gennem tiden, der har set mig, hørt mig og forstået mig.
Jeg kom først sent igang med en HF, fordi jeg havde udviklet en angst for skolesystemet.
Men jeg kom igennem det, og fik en ny oplevelse på skolebænken.
Det var så vigtigt at få det vendt.
Barndomstraumer kan behandles.
Man kan frigøre sig, udvikle sig, og få nye redskaber til at blomstre.
Blive mere glad. Mere rustet. Mere hel.
Jeg er nået langt nu. Men kæmper stadig med alt muligt. Det gør vi jo alle. Indimellem.
Men jeg oplever, at jeg får det bedre, når jeg ikke kæmper alene.
Det er fællesskaberne der redder mig hver gang.
Isolation fører til mere smerte. Punktum.
Så kom. Lad os blive ved med at tage hinanden i hænderne.
Vi kan altid spritte af bagefter.
Det vigtigste er, at vi siger højt til nogen, hvordan vi har det.
Og så genkender de fleste noget, og man modtager så meget mere, igen.

Bænkens tilbageblik bobler i mit blod
Og jeg mærker en fornyet lyst til livet.

Tak for hjælpen!

Sidder ved søerne
og ser et skævt skib
komme snigende.
Blændende lys.
Og lyden af klingrende glas og grin
skærer i baggrunden.
Skål og skibe være med det.
Sådan virker det.
Duften af mine drømme.
Og tusindvis af tomme vodkaflasker
i bunden af min længsel.
Søpavillionens gule ånde
bider mig i nakken.
Åndeligheden
hænger
under frakken.
Festen er mere farverig
når man indtager den udefra.
Taknemmelig over
at kunne være
lige her
I dette nu.
Uden procenter i blodet.
Uden potentielle blackouts.

Synet af søerne
i lysende mørke
beruser mit blik.
Det er nok.

Skibet skal spejle i nat…

God
weekend
🖤

Jeg har tilbragt den halve nat med Robbie Williams og er fuldstændig overrasket og overvældet over denne nye dokumentar på Netflix.
Den gjorde ondt at se.
Jeg mærker at den stadig sidder i mig denne morgen og jeg anbefaler virkelig alle at se den 🖤

Tilbage på bænken…

Søndagen startes med skrivning

Nogen er på vej hjem efter J dag….

Ny og vigtig dokumentar på TV2.

Eckhart si’r det!

Seksten år senere…

Hun ankommer til smerteklinikken
og sygeplejersken spørger
om hun har taget noget smertestillende.
Pigen siger at det har hun ikke.
Hvorfor ikke spørger sygeplejersken.
Fordi jeg er afhængig siger pigen.
Afhængig af hvad spørger sygeplejersken.
Afhængig af alting siger pigen.
Sygeplejersken ryster på hovedet
og siger: Det er sgu da dumt altså.
Pigen siger at der er så meget
der er dumt i disse dage
og at Jorden er et vildt sted at være lige nu.
Sygeplejersken siger: Spis nu brød til.
Pigen siger
at
det kan hun ikke
for
Hun
kan
heller
ikke
tåle
gluten.
Åh Gud siger sygeplejersken
og ruller med blikket og læner sig frem.

Sygeplejersken siger så at pigen skal smide tøjet
Og siger at hun skal sætte sig i stolen.
Pigen folder armen ud
og
trækker trøjen op
og
hiver vejret ind.
Hun vender ansigtet mod vinduet
og mærker mørket
mod sin kind.

Sygeplejersken stikker pigen
med en anstrengt mine
Hun har læbestift på sine fortænder.
Men pigen lader som ingenting.

Sygeplejersken siger iiih
og rejser sig med at sæt fra stolen.
Hun sætter brillerne på sin næse
og sætter sig stift ned igen.
Det er sgu svært at ramme rigtigt
med så dårlige vener
siger sygeplejersken og stikker og sukker igen.

Hun stopper op og siger
at pigens årer er uduelige.
Hun har sveddråber
dryppende
fra sit pandehår.
Hun snøfter op
Og skifter arm
og skifter nål
Og taber tråden.

Altså jeg skal nok spise de der piller
siger pigen.
Sygeplejersken hæver stemmen og siger
at det sgu da er for sent nu.
Hun er nødt til at komme tilbage en anden gang.
Men hvad så med blodprøverne siger pigen
De skal jo bruge svarene
før de kan foretage min operation.
Du må bestille en ny tid
siger sygeplejersken
og smider nålen på den hvide bakke
Hun rejser sig og sætter sig ned igen.

Tiden er gået nu
så du må gå.
Nå men så går jeg nu siger pigen.

Pigen tager sit overtøj
Og forlader rummet
det snurrer i loftet
Hun er tør i munden
væggene vælter
Gulvet gynger
Hun forsøger at fokusere
på den grønne linje.

Hun finder vejen ud
Og tager verden ind.
Og tænker at det da var en underlig oplevelse derinde.

Hun bevæger sig målrettet
hen mod kiosken
Den ligger på hjørnet henne ved krydset.

Hun kaster et malplaceret håndtegn
og siger hej til Hassan.
Hassan kender hende
og står stadigvæk bag disken.

En flaske whiskey koster hundredefemoghalvfems kroner i den her kiosk.
I gamle dage kostede en hel flaske kun det halve.

Hun betaler kontant ved kassen.
Finder en brun bænk
Omme bag busken
Hun åbner flasken
Og lukker øjnene.
Trækker lugten ind.

Et tilbagefald starter tit før
man køber flasken.
Det er sygeplejerskens skyld tænker hun…

Mågen drikker vodka. Det er en Mettemåge.
Sjælen sidder fast i en flaske. Men fuglen er fri.
Sjældent har vi mødt en måge der ikke kommer sig....

🖤

David Bowie talks about sobriety recovery on BBC 1999 David Bowie talks about sobriety recovery on BBC 1999

Set på
Den Blå Avis:

“Skæv dobbeltseng i nogenlunde stand med justerbare ben sælges.
Kun brugt i kort tid i nogle uger, da min kæreste var på besøg fra Taiwan.
Til gengæld op til flere gange om dagen.
Den mangler nogle fjeder og brædder under sig
men står stadig flot og sikkert.
Knirker efter midnat, men har stadig nogle gode år i sig. Forhåbentlig.
De gule, hvide og røde pletter på madrassen kan vel fjernes med lidt sprut?
Står i Gørding
Skal afhentes på Amager
Du skal selv bære den ned.
Kan evt. kastes ud over altanen hvis du spørger pænt.
Jeg træffes bedst i dagtimerne.
Kun seriøse henvendelser
Perverse kvinder bliver blokeret
og/eller meldt til politiet”

Psykologen siger
Hun skal genfinde
sin gnist
Men
Det man siger
Er man
Selv.

Når man bliver skilt
bliver kærligheden knust.
For en stund.
Indtil man finder ud af at samle hjerterne igen.
Og sætte dem sammen. På en ny måde.
Kærligheden får en anderledes form
men følelserne bliver stærkere.

Det er seks år siden, at børnenes far og jeg besluttede at vi ikke længere skulle være sammen.
Det første år var forfærdeligt, det første farvel, det første på gensyn-kram, den første adskillelse, de første dage alene, de første fødselsdage, den første jul.
Det var ubegribeligt hårdt.
Men det var også nødvendigt.
At komme væk fra det, der ikke fungerede.
At skabe nye rammer, så kærligheden kunne blomstre op igen, og støjen, skænderierne og frustrationerne kunne forlade hverdagen.
Sætte børnene i fokus.
Skabe en tryg base for dem.
Uden forældre der ikke længere fungerede sammen. Som par.
Her seks år senere, er vi nået længere
Vi har øvet os i
at være en skilsmissefamilie.

Jeg er så taknemmelig over, at vi har fundet roen, trygheden, tilliden og håbet sammen (og hver for sig) igen.
Jeg er så stolt af hvad mine børn
er blevet til.
At, de trods omstændighederne
er så kærlige, blide, åbne og forståelige små væsner
trods familien er blevet skilt.

Juletiden sætter altid gang i tankerne.
Hvor er vi?
Hvad kommer vi fra?
og hvor er vi på vej hen?
Somme tider føles det
som om
der ikke er nogen mening
der ikke er nogen retning.
Men alligevel finder vi vej.

Jeg ligger lige nu
med kaffe, stearinlys og tæppe
og blinkende børn
og sølvstjerner
i min stue.
Og betragter flammen på mit kalenderlys
bevæge sig rytmisk
til lyden af Sinatras stemme.
der synger så smukt
at man tuder.
Om livet.
Om tilgivelse.
Og om årene
der er gået
Og om tiden
der heler
alle sårene
man har fået.
Og om muligheder
man vil møde
i det nye år.

“But now the days are short
I'm in the autumn of the year
And now I think of my life
as vintage wine
from fine old kegs
From the brim to the dregs
and it poured sweet and clear
It was a very good year”.

Glædelig
søndag
derude ❤️

Der er så mange krænkede mennesker der føler sig krænkede over at andre mennesker føler sig krænkede. Og det er jeg faktisk krænket over!
Da jeg var dreng var Jul på Slottet min yndlings julekalender. Hold kæft hvor synes jeg bare at den var tjotjal go’. Jeg var forelsket i Mia Maja og ville ønske at jeg var Prins Valentin. Bum.
Da jeg som voksen ville gense løjerne med mine unger, og havde tændt op for stearinlys og forventninger, og sad klar foran skærmen med pebernødder og spændte børn, nåede vi med nødder og næppe ikke længere end til afsnit 3. Jeg kunne simpelthen ikke fastholde dem foran skærmen. Og faktisk heller ikke mig selv. Den var altså sjovere dengang. Og gav meget mere mening.
Dengang.
Men. Verden. ændrer. sig. jo.
Og menneskeheden ligeså.
Og grænserne.
Og ja ja.. det er da noget skidt.
For alting VAR jo bare meget bedre i gamle dage .. og Pyrus ER da en smadder sjov og top moderne og fræk nissefyr…ikk?

Godnat og sov ssslot ❤️

Jeg har forelsket mig
i Nick Cave
sådan for alvor
på mine ældre dage.
Jeg har altid fundet hans personlighed tiltalende.
Hans poetiske tekster dragende og helende.
Hans ord rammer hårdt.
Lige i brystet.
I maven.
I underlivet.
Hans lydbillede er mystisk, inspirerende og fortryllende.
Efter hans 15 årig søn Arthur, døde i 2015, udgav Cave efterfølgende værket “Ghosteen” i 2019.
Det er hans 17. Album.
Dette værk har betydet meget for mig.
Det har været så helbredende og forløsende
at lytte til.

I dette spritnye interview, udgivet i går, fortæller Cave om sorgen, troen på Gud og musikken midt i det hele.
Om kærligheden og om at finde mening.
Jeg synes det er et smukt interview og får lyst til at dele det, da jeg ved at flere af jer her, ligesom jeg, også er ret begejstrede for Nick ❤️

Håber
at I alle
må få
præcis den søndag
I ønsker jer.

KØS

Nick Cave on faith, grief, and music: The Newsnight Interview The singer songwriter Nick Cave, best known for fronting his band Nick Cave and the Bad Seeds, talks to BBC Newsnight. The artist talks about the death of o...

Overgivelse Fremmer Forståelsen… ❤️

M O O D

Nick Cave and Warren Ellis - "Push the Sky Away" | Live at Sydney Opera House Nick Cave and Warren Ellis perform a triumphant rendition of "Push the Sky Away" recorded at their Film Music concert in December 2019 with the Sydney Sympho...

I dag
er den dag
du døde
Den dag
Dit hjerte
stoppede
med
at slå.
Den dag
din vejrtrækning
forsvandt fra verden
Det er stadig uvirkeligt
og umuligt
at forstå.
Jeg vil tænke på dig i dag.
Jeg vil fremkalde dit levende væsen.
Dit smil
Din stemme
Og dine øjne.

I dag
vil jeg
huske
Og
mindes
hele
smukke
dig.

🖤

❤️

På vej hjem efter J-dag…

Med Kærlighed
Kommer
Man
Længst.

Det eneste jeg tænkte på, under partirunden i aftes, når Lars Løkke talte, var: Ham gad man jo godt spise et par sild og drikke nogle snaps sammen med…

Jeg sidder ved mit stamsted og spiser den sædvanlige sprøde salat
mens jeg falder i de samme støvede staver
og lader tankerne lette
med blikket rettet mod himlen.
Men så stopper hun op midt på fortorvet
foran mig og udbryder: “Undskyld.. men vi har set hinanden på gaden nogle gange nu og.. ja.. vi har altså gået på højskole sammen engang”.
Og lige dér hoppede jeg ud af staverne.
Tiden frøs og jeg blev trukket tilbage.
Til de dage.
Tilbage til sidst i halvfemserne, hvor jeg flakkede rundt med ringe i næsen, impuls tatoveringer og en tungepiercing der fik mig til at læspe i slowmotion.
Den tid.
Og selvfølgelig kunne jeg ikke kende hende, for hun lignede heller ikke sig selv, eller den hun var dengang.
Hun var blevet en anden nu.
Hun står smuk og lys foran mig med lang frakke og solen skinnende gennem nakken.
Dengang var hun sort.
I håret og i sind.
Mørk og dyster som mig selv.
Og nu husker jeg hende. Fuldstændig.
Jeg husker det hele. Hendes stemme. Hendes tone. Hendes humor. Hendes tøj og hendes timing. Hun fik mig til at grine. Hun var en af de få der havde den form for humor. Den underspillede. Den platte.
Jeg fremkalder det menneske hun var dengang. Mens hun står glimtende foran mig, på fortovet på Frederiksberg.
Vi taler ikke så længe sammen, men nok til at det er hyggeligt. For hun skal hente sin søn og jeg skal også spise videre. Men vi udveksler kontakt-oplysninger og aftaler at mødes igen en anden dag.
Og tale sammen om de gamle dage.
Somme tider sker der noget uventet , mens man sidder midt i nuet med sin salat.
Somme tider kigger fortiden forbi når man mindst forventer det, og det er faktisk overraskende fedt.
For hvem er vi egentlig uden vores historie?
Vi er blevet så optaget af at forsøge at frigøre os, fra det der for længst er forbi. Og det er også fint.
Men vi er da dem, vi er blevet til, i kraft af vores fortid. Gennem møderne med hinanden.
Det gik lige op for mig i dag.
Men vi er selvfølgelig også meget andet end det, og mere og alt muligt nyt.
Men somme tider er det rart at blive rusket lidt i sit rustne system og blive konfronteret med sig selv og sit gamle jeg, via en anden. Og minderne om sider af sig selv, man havde glemt. Eller gemt.
For det var altså ikke kun skidt at være teenager.
Det var faktisk også en fantastisk tid.
Hvor man turde være modig.
Anderledes og underlig.
Hvor selvtilliden stadig var intakt.
Hvor sindet blev styrket af at møde skøre sjæle som een selv.
Det var faktisk en temmelig sjov tid på højskolen. Det havde jeg næsten glemt.
Men denne dag blev fortiden til nutid.
Og måske fremtid.
Gennem mødet med hende og parkerede minder fra højskolen.
Det var meningen tror jeg.
At hun faldt over mig på fortovet og fik mig til at grine fjollet igen.
Der er så meget jeg gerne vil huske. Indimellem har jeg lidt for travlt med mit nærvær. Lidt for travlt med at forsøge
at lukke dørene
til dengang.
Men ikke alle døre skal lukkes.
Nogle døre står ubevidst på klem
så de rette mennesker fra fortiden
kan sætte foden i
og
komme
ind.

For femten år siden
havde jeg mit sidste blackout.
Det fandt sted her på Vesterbro.
Så vidt jeg husker.
Og det blev i aften markeret
på fineste vis.
Tak til alle jer
der har hjulpet mig.
Støttet mig
og løftet mig….!
Jeg er taknemmelig og ydmyg.
Vesterbro er virkelig smuk, set fra denne vinkel…

❤️

Backflash!

Denne måned
minder mig
altid om
at noget må
slutte
for at nyt
kan
begynde.

Love
is
in
the
hair

Vi mødes foran Zoo klokken femten minutter i fire
Så vi kan gå en tur sammen
i Søndermarken.
Marken er meget.
Men du er mere.
For du har taget en beslutning.
Det første store skridt.
Du siger at du har set frem til denne samtale .
At du føler dig klar nu
til at stoppe med at drikke helt.
Jeg er din mentor på papiret.
Men din soulmate i marken.
For engang var jeg
lidt
som
dig.
Men det ved du ikke.
Og det behøver du ikke at vide.
For det her handler ikke
om mig.
Det her handler om dig.
Og om din rute. Om din vej.
Men jeg forstår godt dit mindset.
Din smerte. Din kamp.
Og alligevel gør jeg
slet ikke.
For jeg går ikke rundt
i dine sko.
Men jeg går
ved siden af dig.
Og jeg betragter dine fremskridt.
Jeg kender denne sti.
Men jeg ved ikke hvor vi skal hen.
Jeg ved ikke hvor du ender.
Jeg håber bare at du bliver her.
Måske har du brug for
at hoppe af
ind i mellem
når modvinden gør dig blind
Og vandringen giver dig vabler.
Det er okay.
Hvis bare du bliver ved.
Gå. Stå. Men bevæg dig frem
når du søger tilbage.
For jeg er her.
Og jeg følges med dig.
Og jeg lytter til dit mørke
Så Giv slip. Men hold fast.
For lyset er ikke for enden.
Lyset er lige her.
Mellem os. På stien. Mens vi går.
Og du holder fast i lygten.
Og jeg holder fast i dig.
Og
Dine
Grønne
Øjne
Glimter.
Vi er på vej…