Vagn Kjær-Hansen - SF Brøndby

Vagn Kjær-Hansen - SF Brøndby

Jeg sidder i kommunalbestyrelsen for SF. Jeg ønsker et grønt Brøndby som er rart at leve i.

23/05/2024

Vi har i kommunalbestyrelsen valgt Maja Højgaard som ny borgmester. Jeg stemte med glæde for Maja som borgmester. Hun er den bedste (når vi nu ikke kan få en SF-borgmester 🤩).

Jeg ser frem til et godt samarbejde om vores vigtige opgaver i kommunen. Fx udviklingen af Brøndby Strand med nyt center og nye boliger.

Vi har rokeret en smule rundt på nogle af posterne i kommunen, og jeg bliver formand for det retlige Børn- og Ungeudvalg (som beslutter tvangsfjernelser og lignende). Ikke et sted hvor man ønsker sig at der er mange sager, men når der er børn som mishandles i deres familie eller har brug for særlige indsatser mener jeg at vi gør en positiv forskel.

Jeg kommer desuden i bestyrelsen for Vestbad. Jeg har tidligere argumenteret for rabatter til dem som har færrest penge, så de også har råd til en svømmetur. Måske kan det lykkes.

MAJA HØJGAARD BLIVER BRØNDBYS NYE BORGMESTER 🎉
Det bliver Maja Højgaard, som sætter sig i borgmesterstolen den 1. juni 2024, når Kent Magelund går på pension.

Den nye borgmester blev formelt valgt på kommunalbestyrelsesmødet i dag den 22. maj.

38-årige Maja Højgaard bliver Brøndbys sjette borgmester og den første kvinde på posten.

Hun er uddannet læge og bor i Brøndbyøster sammen med sin mand og parrets to sønner.

Læs mere i pressemeddelelsen, som Brøndby Kommune har sendt ud her til aften: https://www.brondby.dk/om-kommunen/nyheder/2024/05/maja-hojgaard-er-brondbys-nye-borgmester/

23/05/2024

Der bliver pyntet op til blå og gul Brøndby-sejersfest

Photos from SF-Brøndby's post 18/05/2024

Solen var med os i Brøndby Strand. Og hvor var det underligt ikke at møde andre partier rundt omkring i bydelen. Det plejer at være helt anderledes rift om de gode lygtepæle til andre valg.

Brug en halv time på at få fjernvarmen til Brøndby Strand 16/05/2024

De næste to uger afgør om der kommer fjernvarme i villakvartererne i Brøndby Strand. Derfor har jeg skrevet denne opfordring i Folkebladet til alle her, som gerne vil have fjernvarme.

Brug en halv time på at få fjernvarmen til Brøndby Strand Af Vagn Kjær-Hansen (SF), medlem af kommunalbestyrelsen i Brøndby og bestyrelsesmedlem i Strandskolevejens Grundejerforening af 1960

11/05/2024

Det er stadig muligt at melde sig til fjernvarme i Brøndby Strand. Entreprenøren vil gerne lægge rørene og har derfor accepteret en forlængelse af tilbuddet til 31. maj. Har du allerede meldt dig til, så spørg dine naboer og genboer om de også vil være med. Jo flere vi er med, jo billigere bliver det for os alle.

Et argument for fjernvarmen er at naturgassen forsvinder fra energiforsyningen, så os i Brøndby Strand der har gasfyr kan lige så godt finde en bedre løsning snart. For nylig foreslog statens nationale energikrisestab, NEKST, at staten skal kunne tvinge danskere af gasnettet. Det er fordi i takt med at færre vil være på gasnettet, så bliver der færre til at betale for driften. Det er faktisk allerede blevet dyrere for os gasbrugere.

Brøndby Fjernvarme svarer gerne på spørgsmål om fjernvarme, og du kan også få et besøg hvis du er i tvivl. Mail til [email protected], skriv på brondbyfjernvarme.dk/kontakt/ eller ring på tlf. 43 45 20 60.

25/04/2024

Vi er til i Brøndby Strand og planter naturvenlige træer, stauder og buske i den midlertidige park ved centeret og stationen.

Her bliver rigtig fint, og det er skønt at se så mange deltagere. Børn og bedsteforældre er godt repræsenteret, og Lene Skallebæk har bagt klimakage.

23/04/2024

Hvad er de vigtigste emner vi skal have med i vores kommende Mobilitets- og Trafikhandlingsplan? Det havde vi i dag temamøde om i kommunalbestyrelsen.

Her er vi samlet omkring tavlen med prioritering af forslagene. Det som flest var enige i lyder: "Vi vil planlægge byen, så aktiv og kollektiv trafik er de naturlige valg til hverdagens gøremål." Altså at vi skal gå, cykle, tage bus, letbane eller tog mest muligt.

PS: Der var flere med til mødet end du ser på fotoet

14/04/2024

Fire år mere! Jeg er netop i dag blevet valgt som SF-Brøndbys spidskandidat til kommunalvalget i 2025. Her står jeg sammen med det meste af vores temmelig nye bestyrelse (og en enkelt under oplæring).

Der er endnu lang tid til valget, men vi går snart i gang med forberedelserne. Resten af listen vælger vi først i 2025.

Photos from Vagn Kjær-Hansen - SF Brøndby's post 07/04/2024

Nu har vi officielt indviet den nye daginstitution i Tranehaven. En rigtig flot og bæredygtig bygning, med masser af træ.
Det første hold børn er allerede flyttet ind, og de sang smukt for os ved indvielsen. Nye børn og flere ansatte kommer til, og i alt er der plads til 160 børn her.
Haven ser ikke ud af meget lige nu. Der er frugtbuske, rabarber og krydderurter, som de nok skal få glæde af.
Jeg er glad for at vi nu har pladser nok til alle de børn som kommer eller er kommet i Brøndbyvester.

Photos from Vagn Kjær-Hansen - SF Brøndby's post 18/02/2024

Kulturcafeerne i Brønden og Kilden får nye åbningstider fra mandag den 19/2:
Mandag-fredag: 8.30 – 16.00 * Lørdag: 10.00 – 16.00 * Søndag lukket
Et varmt måltid mad kan fortsat købes fra 11.30 til 14.00 på hverdage.

Ændringen er besluttet i kommunalbestyrelsen, efter at vi har set hvor få som benytter cafeerne i aftentimerne og søndag. Cafeerne har gjort en stor indsats for at få flere besøgende. Det startede i april sidste år med gratis smagsprøver i et par uger og festlig åbning først i maj.

Siden da er der efterhånden tit godt besøgt midt på dagen. Men sidst på eftermiddagen og i aftentimerne er det reelt spild af kommunale penge at drive åbne cafeer. Jeg har talt med mange som er glade for cafeerne, og jeg synes bestemt de skal fortsætte.

Foreninger kan fortsat bestille forplejning til aftenmøder og andre arrangementer, og ved særlige lejligheder vil cafeerne holde længere åbent.

15/02/2024

Måske får vi delecykler og el-løbehjul i Brøndby på et tidspunkt. Spændende!

Vi har jo flere stationer, og letbanen kommer også snart forbi på Ringvejen - men hvad så med de sidste 500 eller 1500 meter hjem? Her vil det være dejligt at kunne slippe for at vente på bussen.

https://www.brondby.dk/om-kommunen/nyheder/2024/02/delecykler-og-ellobehjul-skal-styrke-den-kollektive-trafik-i-brondby/

15/02/2024

Kommunalbestyrelsen har nu vedtaget lokalplanen om hegn, træer, fliser og overkørsler. Vi har lavet regler for, at forhaver i vores villa- og rækkehuskvarterer skal være grønne ud mod veje og stier, og at der ikke må være fast belægning på mere end halvdelen af forhaven. Store træer skal så vidt muligt bevares, og overkørsler må være op til 5 meter brede.

Planen gælder for alle parcelhus-, rækkehus- og kolonihaveområder i Brøndby Kommune. Dens formål er at styrke det grønne udtryk og få flere grønne kvaliteter ind i vores haveboligområder. Mere biodiversitet vil også have en positiv indvirkning på den grønne omstilling.

En vigtig pointe ved lokalplanen er, at den gælder for alle villa- og rækkehusområder, Her har tidligere været en del forskellige regler for hegn, som varierede fra område til område. Først nu vil det være muligt at kommunikere effektivt om reglerne, fordi de er de samme over hele kommunen. Vi har bedt forvaltningen om at skrue op for kommunikationsindsatsen, nu hvor planen er vedtaget.

Det betyder at vi forventer færre overtrædelser af lokalplanen. Rigtig mange af vores borgere vil sådan set gerne følge reglerne, men tidligere har de ofte ikke været klar over hvad der præcist stod i netop deres lokalplan.

Vi fik rigtig mange høringssvar til denne lokalplan, både kritiske og positive. 119 høringssvar og 116 kommentarer på Facebook. Jeg er glad for, at så mange har engageret sig i debatterne om planen. Til især rækkehusejerne med små forhaver er jeg glad for at kunne sige, at vi har lyttet til kritikken og ændret reglen om befæstning, så man altid kan have en befæstet parkeringsplads og fliser under sine skraldespande, uden at de bliver taget med i beregningen af det befæstede areal.

Der var en bemærkning i redegørelsen om at 80% af træer og buske skulle være hjemmehørende arter, som nu er blevet fjernet. Endelig har vi præciseret at store træer som er til fare for omgivelserne, i givet fald vil kunne få en hurtig dispensation til at kunne fældes.

Photos from Vagn Kjær-Hansen - SF Brøndby's post 01/02/2024

For tiden er der ombygning i gang flere steder på Borgmester Kjeld Rasmussens Boulevard. Det er for at Bus 500S skal kunne komme hurtigere frem.

Busserne får egne svingbaner i nogle kryds, og busbaner enkelte steder. Nogle lyssignaler ændres, så bussen får lov til at køre først. Og ved Brøndby Strand Station kommer 500S til at få stoppesteder ude ved Boulevarden, så den ikke skal bruge minutter på at køre ind på forpladsen og ud igen.

Samtidig bliver krydsene ved den nye Midlergårdsvej og ved Sydgårdsvej ændret, så cyklisterne skal køre anderledes. Særlig grønt til dobbeltrettede cykelstier i et lyskryds er der simpelthen for mange trafikanter som ikke forstår, og der har været farlige situationer af den grund.

Meningen er at cyklisterne fortrinsvis skal køre i højre side af vejen, så de kan følges med bilisterne der skal samme vej, og have grønt samtidig. Det er hvad vi er vant til fra næsten alle lyskryds.

30/01/2024

Et højhus i Brøndby Strand. Der er 7 tilbage efter af de 5 med PCB blev revet ned. Et kæmpe projekt at få dem skilt ad bid for bid.

Det gav larm, men ikke så meget forurening som nogle havde frygtet. For der var styr på nedrivningen. I Teknik- og Miljøudvalget og forvaltningen havde vi lavet en plan, faktisk en grundig VVM som var i høring i lokalområdet inden den blev vedtaget.

Vores miljøfolk holdt godt øje med at alt gik efter planen, og ændrede hvor noget skulle tilpasses. Nedrivningsfirmaet var helt klar over at der var mange beboere rundt om højhusene, så de tog opgaven meget alvorligt, og husejerne - boligforeningerne - bidrog naturligvis til at det fungerede.

Efter nedrivningen er der taget en masse prøver for at se om fx jorden er forurenet. Der var noget PCB et enkelt sted, og det er naturligvis blevet fjernet. Egentlig temmelig fantastisk at sådan en kæmpe nedrivning kunne gennemføres uden uventede problemer.

Og jo, selvfølgelig var der larm og bøvl med trafikken for dem som boede i nærheden. Tak for jeres forståelse og undskyld at I blev generet!

Hvis nogen vil læse flere detaljer er orienteringen til udvalget her:
https://dagsordener.brondby.dk/vis?id=13fe6d44-7981-4af2-b432-41d2ce6443b4&punktid=6b3fff6f-434f-4280-9ed3-413946cf4614

11/01/2024

Torsdag og fredag er cirka halvdelen af kommunalbestyrelsen i Brøndby til Kommunaløkonomisk Forum i Aalborg. En fin lejlighed til at høre nyt fra forskere, økonomer og andre kommunalpolitikere. Masser af god inspiration fra andre kommuner.

05/01/2024

Hvor høje skal digerne være i Strandparken? Det går vi i Brøndby Kommune i gang med at undersøge sammen med Vallensbæk, Ishøj og Greve Kommuner.

Vores nuværende diger er ikke høje nok til stigende have og stærkere storme, og nogle steder er de også slidt lavere af os mennesker. Derfor skal de forhøjes, og vi skal helst være enige om højden hele vejen fra København og Hvidovre til Greve, for vand respekterer ikke kommunegrænser.

VI har i kommunalbestyrelsen fået en grundig rapport fra Cowi, og den anbefaler tre forskellige løsninger. De to handler om at sikre os mod en opdateret udgave af 1872-stormen som gav mange oversvømmelser langs den dengang mere ubeskyttede kyst, den tredje om at sikre os endnu mere - mod det som teknikerne kalder en tusindårshændelse. Det vi taler om er at klitterne=digerne i Strandparken skal være fra 4 til 5,7 meter høje.

Det kommer vi til at diskutere nærmere i de kommende år, for det vil koste mange hundrede millioner hvis husene nær kysten bliver oversvømmet. Og vi taler om milliardbeløb, når vi medregner skaderne på fælles infrastruktur som metro og motorveje.

Udgifterne til digebyggeriet er skønnet til mellem 41 og 127 millioner kroner i Strandparkens område, alt efter hvilken løsning som vælges. Med andre ord betaler de sig rigeligt hjem, bare vi forhindrer en enkelt oversvømmelse.

Læs mere i kommunalbestyrelsens referat her:
https://dagsordener.brondby.dk/vis?id=c919a4e9-7a5b-4079-9e70-cab15e4a107e&punktid=1f711da1-ff7a-4f3e-8e03-b6d587402e6d

Photos from Vagn Kjær-Hansen - SF Brøndby's post 16/12/2023

I går var vi en større flok som tog til Århus for at få inspiration til forbedringen af Brøndby Strand. Bestyrelsesmedlemmer og ansatte fra boligforeningerne, cirka halvdelen af kommunalbestyrelsen og kommunens medarbejdere i og omkring Fremtidens Brøndby Strand.

Vi besøgte Bispehaven og Gellerup, hvor Brabrand Boligforening og Århus Kommune er i gang med store forbedringer. Interessant var fx deres ombygning af den store parkeringskælder til nye stueetager i blokkene og en ny park imellem.

Vores udgangspunkt i Brøndby Strand er klart bedre end det var i Århus, men derfor kan vi godt lære af deres erfaringer. De har også fjernet jordvolde og flyttet veje og stier, som vi kommer til.

16/12/2023

Vejene larmer voldsomt i Brøndby. Især motorvejene, men også de større veje som fx Ringvejen, Roskildevej, Gammel Køge Landevej og Park Alle. Støjkortet viser tydeligt, hvor mange steder som er udsat for skadelig støj.

Ja, støjen er ikke bare ubehagelig at høre på, den skader faktisk din sundhed. Stress, irritation og søvnforstyrrelser på grund af trafikstøj kan give forøget risiko for hjertekarsygdomme, overvægt, diabetes og kræft.

Du kan se hele kortet og zoome ind på din egen vej i vores forslag til støjhandlingsplan på https://brondby.viewer.dkplan.niras.dk/plan/89 #/23876

Den orange farve viser 58-63 decibel støj (dB), og så stiger støjen ellers med 5dB for hver farve indtil den blå. 58 dB er Miljøstyrelsens vejledende grænseværdi for acceptabel vejstøj ved boliger, og kortet viser derfor ikke lavere støjværdier end 58 dB.

De hvide områder med mindre end 58dB er ikke særlig store, og samlet set er næsten 2/3 af vores boliger i kommunen støjplagede. Det er alt for meget.

14/12/2023

Flere veje skal ned på 50 km/h

Der er for meget støj fra vores større veje rundt i Brøndby, og de høje hastigheder er ikke rare at bo i nærheden af. Derfor glæder det mig at kommunalbestyrelsen i går skrev nogle flere større veje ind i forslaget til ny støjhandlingsplan.

Det hele kommunalbestyrelsen var enige om er hastighedsnedsættelser til 50 km/t på Park Allé, Gammel Køge Landevej, Østbrovej samt Borgmester Kjeld Rasmussens Boulevard nord for den grønne kile. Om det kan lade sig gøre afhænger blandt andet af politiet, som nogle gange mener at lavere hastighed ikke passer til vejens udformning eller har andre indvendinger.

Der er mange i Brøndby som er plaget af støj, og motorvejene er klart dem som larmer mest. Derfor skal vi dog ikke glemme kommunens egne større veje, især hvor der er boliger lige ved vejen.

Støjhandlingsplanen er i høring i 8 uger, inden den vedtages. Kom derfor gerne med dine ønsker og bemærkninger. Læs hele planen på https://brondby.viewer.dkplan.niras.dk/plan/89 #/

13/12/2023

En god nyhed til alle som ønsker mindre støj fra motorvejene: Udvidelsen af Motorring 3 er sat på pause i Folketingets transportudvalg.

Analyser af udvidelsen viser at støjen ikke vil blive mindre, og at udvidelsen ikke er samfundsmæssigt rentabel. Derfor er forslaget sendt tilbage til Vejdirektoratet.

Jeg håber at der vil komme en bedre støjdæmpning, når der om forventeligt et halvt års tid kommer et nyt forslag. Jeg håber også at der slet ikke kommer nogen udvidelse af motorvejen, for det viser erfaringen fører til endnu flere biler og endnu mere støj og trængsel.

Hvad synes du?

11/12/2023

Vi arbejder flittigt i det særlige udvalg om den kommende skole midt i Brøndby Strand. Vi vil gerne åbne skolen for lokalområdet, så der også er aktivitet udenfor skoletiden.

På det seneste møde prøvede vi at vælge mellem de mange mulige nye funktioner som kan være i skolen. Her er prioriteringen i min gruppe, med de vigtigste øverst i hver søjle.

Måske lidt forvirrende, men spørg gerne hvis du vil vide mere.

Photos from Brøndby Kommune's post 09/12/2023

Endnu en vej med Kirkebjerg i navnet - så er man ikke i tvivl om hvor den cirka ligger, og godt at det nu er på plads. Vi vedtog faktisk navnet i Teknik- og Miljøudvalget for adskillige år siden, men det blev glemt længe på grund af udskiftning i forvaltningen og heldigvis fundet frem igen.

20/11/2023

Nu er fjernvarme i hele Brøndby tættere på at blive realiseret. Udbuddet af Vesterled er afklaret, og Brøndby Fjernvarme har meldt tilslutningsprisen ud. Den er 125.000 kr. inklusiv frakobling af naturgas, og de 8.000 kr. det koster kan man være heldig at få betalt af statens afkoblingspulje.

Tilslutningsprisen kan betales kontant, eller man kan vælge at afdrage den over 30 år. For mange vil de månedlige omkostninger være større med fjernvarmen, hvis man indregner at afdrage på etableringen. Ser man kun på den løbende varmeudgift, er fjernvarmen billigere end de fleste andre opvarmningsformer.

Beslutningen om at vælge fjernvarmen er for mig at se mest et spørgsmål om fremtiden: Bliver det dyrere at varme op med naturgas? Ja, naturgassen skal udfases for de fleste almindelige forbrugere, og der kommer derfor til at være færre til at betale for driften af naturgasnettet, altså bliver det dyrere for dem som holder fast i naturgassen.

Der kommer formentlig også afgifter på naturgas og andre fossile energikilder, som slipper CO2 ud. Og endelig er der det usikre gasmarked, som kan påvirkes mærkbart af uro som fx da Rusland invaderede Ukraine.

Tilslutningen til fjernvarme holder længe. Rør i jorden går ikke lige så hurtigt i stykker som fx et naturgasfyr, og varmeveksleren til fjernvarme er simplere og dermed billigere at skifte når den endelig er udtjent. Det taler også til fordel for fjernvarmen.

Hvis jeg boede i Vesterled, ville jeg ikke være i tvivl om at skifte til fjernvarme. Som fjernvarmekunde er det ikke en selv, som skal bygge om i huset, hvis der i fremtiden skal nye energikilder til - det klarer fjernvarmenetværket, som jo allerede i dag er forsynet med mange forskellige energikilder. Fx overskudvarme fra affaldsforbrænding eller store virksomheder i nærheden af fjernvarmenettet.

Udbuddet i Brøndby Strand er endnu ikke afklaret. Jeg tænker at det er fordi priserne ligger højere, og Brøndby Fjernvarme er i gang med at forhandle med dem som har budt. Så det er spændende hvor vi ender dér.

13/11/2023

Det nye plejehjem i Brøndbyvester vil være klar til indflytning sidst i 2027. Det siger den tidsplan, som kommunalbestyrelsen har vedtaget inden projektet blev sendt i udbud.

Interesserede udviklere har frem til 26. januar 2024 til at byde på grunden og opgaven med at bygge og drive et friplejehjem.
Tilbuddene bliver derefter vurderet og eventuelt forhandlet med de bydende, så der 8. marts 2024 kan vælges en vinder, og kort derefter indgås en aftale.

Det efterfølgende års tid går med projektering og udarbejdelse af en lokalplan, og byggeriet sker fra midten af 2025 til midten af 2027. Byggeperioden er forlænget med fem måneder efter udsagn fra mulige udviklere.

Udfra de nuværende prognoser for antal borgere i plejeboliger, skulle der ikke komme til at mangle pladser, selv om plejehjemmet kommer senere. Det vil forvaltningen og kommunalbestyrelsen naturligvis holde øje med.

Jeg er glad for at vi nu i kommunalbestyrelsen er kommet så langt, og håber at alt går efter planen.

Friplejehjemmet skal indeholde 104 plejehjemspladser. Det skal være bæredygtigt byggeri, som skal falde godt ind i lokalområdet og indeholde natur og rekreative stier.
De planlagte 48 midlertidige plejepladser kan vanskeligt blive en del af et friplejehjem, og planen er derfor at de placeres på Gildhøjhjemmet.

10/11/2023

Affaldsindsamlingen i Brøndby fungerer godt, siger byens borgere i en stor spørgeskemaundersøgelse. Den er lavet, fordi det er godt et år siden at firmaet Urbaser overtog affaldsindsamlingen i kommunen, og ni ud af ti besvarelser er tilfredse med dem.

Det er jeg naturligvis glad for, fordi vi før Urbaser havde mange problemer med det daværende firma. I kommunalbestyrelsen lagde vi ekstra stor vægt på kvaliteten, da vi satte opgaven i udbud. Ved siden af prisen skulle der også ses på klima, service og uddannelsen af medarbejderne. Det var med til at afgøre hvem som vandt kontrakten.

De fleste af skraldebilerne er derfor nu elektriske lastbiler, og medarbejderne er uddannede til at være servicemindede og imødekommende.

Alt er naturligvis ikke fejlfrit, men det er efterhånden meget sjældent at jeg som politiker hører om problemer med indsamlingen af affald. Det gjorde jeg virkelig tit med det tidligere firma, for deres arbejde var ofte alt for dårligt.

Her vil jeg også gerne sige mange tak til alle beboere i Brøndby, som sorterer affaldet i vores mange forskellige skraldespande. Uden jeres gode indsats kunne vi aldrig få vores genbrugsordninger til at fungere, til gavn for klimaet og miljøet.

Hvis nogen vi se undersøgelsens resultater i detaljer, ligger den her:
https://dagsordener.brondby.dk/vis?id=81821d2c-45c6-4f75-aebc-1d7e3684632a&punktid=f6d6af66-5a9a-4213-aa79-8a82742fc983

Støt kvinder og piger på flugt - Dansk Flygtningehjælp 05/11/2023

I dag samler jeg ind til kvinder og piger på flugt sammen med Dansk Flygtningehjælp. Det foregår online, og mit mål er at få samlet 5.000 kr. ind. Dem dobler jeg så, for jeg synes virkelig det er værd at støtte.

Støt kvinder og piger på flugt - Dansk Flygtningehjælp Jeg samler ind til kvinder og piger på flugt som en del af DRC Dansk Flygtningehjælps Landsindsamling 2023. Hvert bidrag tæller, og lige nu er der mange at hjælpe. Sammen kan vi gøre en forskel for de kvinder og piger, der hver dag kæmper for at overleve livet på flugt. Jeg støtter ofte DRC,...

02/11/2023

Vores nye børnehuse i Brøndby er godt på vej, og Børnehuset Tranehaven vil efter planen åbne til februar 2024 med plads til 160 børn.

Tranehaven bliver en profilinstitution med fokus på natur, bæredygtighed, biodiversitet og science, og får blandt andet et natur- og sciencelaboratorie og to store multisale.

Allerede nu kan man se bygningerne i temmelig færdig stand ud mod Park Alle.

Det er især i det nye Kirkebjerg, at vi får mange nye beboere, og derfor er der stort behov for nye daginstitutioner i nærheden. Børnehuset Kirkebjerg i områdets nordøstlige hjørne er allerede åbnet i midlertidige lokaler. Om cirka et år flytter de ind i deres nye hus, som også er ved at bliver bygget.

01/11/2023

Der er nu kommet ladestandere på 5 offentlige P-pladser i Brøndby, og i løbet af november forventes 10 steder mere at være klar. Se hvor de er på kortet, og læs mere i nyheden på kommunens hjemmeside.

Det er de to ladeoperatører OK og EDF Danmark som sætter ladestanderne op. Derefter sætter Brøndby Kommune parkeringsskilte op. Det er naturligvis kun elbiler som må holde ved standerne, og der kommer en tidsbegrænsning i dagtimerne.

Der er naturligvis brug for mange flere opladningsmuligheder hvis vi skal nå målet om at være CO2-neutrale i 2050. Jeg glæder mig over at kommunen nu kommer godt i gang med vores bidrag.

Telephone