Cyklistforbundet Aalborg Afd

Cyklistforbundet Aalborg Afd

Lokalafdeling for CYKLISTFoRBUNDET i Aalborg - medlemsbaseret lobbyorganisastion for hverdagscyklister og rekreative cyklister i Danmark.

Krig på vejene: - Mange bilister får næsten et anfald ved tanken 16/07/2024

En ændring af færdselsloven vil også komme cyklisterne i Aalborg til gavn i følge forperson Mike White:

"I og med man i Aalborg har besluttet en trafikpolitik, hvor målsætningen er nul dræbte på vejene, mener Mike Hedlund-White, det giver mening også at indføre en generel fartgrænse på 30 km/t her. Undtagelser kunne være store firesporede veje med cykelsti som Hobrovej og Østre Allé".

Du kan i de næste 48 timer læse hele artiklen med flere citater fra Mike White via linket her:

Krig på vejene: - Mange bilister får næsten et anfald ved tanken Hvem har mest ret til asfalten?

03/07/2024

CYKLIST-STATISTER TIL FOTO-SHOOT I HAMMER BAKKER SØGES

Den fælleskommunale turistorganisation Udvikling Hærvejen søger et antal cyklister i alle aldre, også familieformat med mor/far og mindre børn/teenagerbørn, til foto-seance á ca. 3 timer i Hammer Bakker i uge 32 på Hærvejens rute gennem det bakkede skovterræn nord for Vodskov, dvs. en dag i perioden 5/8-9/8 2024, enten kl. 13-16 eller kl. 16:30-19:30.

Der søges cykel-statister, der har erfaring med at cykle 1 dagsture eller flerdagsture og som gerne cykler afsted med cykeltasker (inkl. evt. anden oppakning) og i afslappet, cykel-behageligt hverdagstøj (ikke top-tunet lycra og seneste tekniske vidundere) – Der er brug for såkaldte helt ”normale”, afslappede udflugts-cyklister, som de fleste hverdagscyklister oplever, at de kan identificere sig med.
Der søges altså en bred målgruppe med en så vidt mulig repræsentativ fordeling på alder og køn.

Der kan desværre ikke tilbydes penge-betaling, men der vil blive bekostet forplejning og man kan få kopier af fotografierne uden beregning – Der vil også blive tale om, at underskrive en erklæring om tilladelse til brug af fotografierne til brug for Udvikling Hærvejen og Hærvejens Sekretariat.

Formålet er at få taget fotos, der kan illustrere, at Hærvejen er et attraktivt tur-tilbud gennem seværdige dele af Jylland, både dagsture, week-end ture og længere forløb for en bred gruppe af helt almindelige brugere uden at man skal forvandle sig til at være udstyrs-nørd eller toptrænet lycra-atlet, derfor er det vigtigt med ”modeller”, der er klædt i almindeligt, praktisk afslappet, men dog cykelturs-egnet behageligt tøj og fodtøj – Man skal huske at have egne cykler, cykeltasker og anden egen oppakning med sig samt eget tøj forstås.

Udvikling Hærvejen mangler fotografier med helt almindelige, afslappede, normale ikke-nørdede Hærvejs udflugts-cyklister, både til næste års annoncering for ruten, men også til den billeddatabase, som man forsøger at opbygge med relation til Hærvejen – Man mangler p.t. helt ”normale” model-cyklister i det hele taget og meget gerne fra andre dele af Jylland end lige netop Viborg, hvor Udvikling Hærvejen holder til.

Interesserede bedes henvende sig til [email protected] med mærket FotoTur så snart som muligt med info om, hvem man er og hvor mange man er samt med angivelse af, hvilket tidspunkt på dagen ud fra den angivne ramme, som man kan stille op til og så vil man blive kontaktet efterfølgende – Der vil sandsynligvis blive udvalgt en enkelt dag, hvor alle kan mødes, så det vil være fint, hvis man er generelt disponible alle hverdage i uge 32, men man er velkommen til at angive foretrukne dage og tidsintervaller, som vil blive inddraget i den samlede planlægning.

Med cykel-venlig hilsen og på vegne af Udvikling Hærvejen,
CYKLISTFORBUNDET AALBORG AFD.

Skriv under: 30 er det nye 50 02/07/2024

VIDSTE DU AT KUN TRE UD AF 10 BLØDE TRAFIKANTER OVERLEVER AT BLIVE PÅKØRT MED 50 KM/T?

Derimod overlever ni ud af ti bløde trafikanter at blive påkørt med 30 km/t. Derfor ønsker vi i Cyklistforbundet, at ændre færdselsloven så 30 km/t bliver den nye normalhastighed i byerne, mens hurtigere og farligere fart er undtagelsen.

Men vi har brug for DIN hjælp til at lægge pres på politikerne, så færdselsloven kan blive ændret. Du kan hjælpe os ved at skrive under her: https://www.cyklistforbundet.dk/30?mc_cid=7068c7fa72&mc_eid=3ea29e716a

Hvis du mangler et par argumenter mere for hvorfor 30 skal være det nye 50, så vil vores byer med en lavere normalhastighed få renere luft og mindre støj samt blive mere fredelige og trygge for især de svage trafikanter: børn, unge og ældre.

Kasper Fryd Hofmansen og Martin Gislason fra institut for Byggeri, By og Miljø på Aalborg Universitet skrev i 2023 deres speciale om effekterne af hastighedsnedsættelse i byerne ift. rejsetidsforlængelse, trafikstøj og trafiksikkerhed. Det kan du læse her:https://projekter.aau.dk/projekter/files/536494407/Kandidatspeciale_Hastighedsnedsattelser_i_byer_En_vurdering_af_lavere_hastighedsgransers_betydning_for_rejsetidsforlangelse_trafikstoj_og_trafiksikkerhed_KHOFMA21_MGISLA21.pdf

Skriv under: 30 er det nye 50 Tænk, hvis vi kunne gøre vores byer mere fredelige, trygge og rene at være i. Byer, hvor vi ikke er bange for at sende vores børn ud i trafikken. Byer, hvor vi som ældre føler os mere trygge. Byer, hvor cyklister og gående har lige så stor ret som biler. Det kan vi godt - hvis vi gør 30 km/...

Photos from Cyklistforbundet Aalborg Afd's post 28/06/2024

Her er vinderen af den bedste cykelparkering i Aalborg Kommune 2024 🚲🏆

I juni måned satte Cyklistforbundet i Aalborg for første gang fokus på god cykelparkering. Vi har i de seneste uger modtaget flere gode bud på, hvor den bedste cykelparkering i Aalborg Kommune er placeret.

Vinderen blev A. Enggaard, der i forbindelse med etableringen af Kontorhuset KANT på Østre Havnegade i Aalborg har opstillet den moderne cykelparkering. I indstillingen blev cykelparkeringen fremhævet for at være overdækket og have et let designudtryk samt for med tagbeplantningen at bringe mere grønt ind i byrummet.

Ejendomschef hos byudviklingsfirmaet A. Enggaard, Jesper Toft fik prisen overrakt af Jan Nymark Thaysen rådmand for By og Landskabsforvaltningen, der også omfatter Aalborg Cykelby, som var inviteret til at overrække præmien for den bedste cykelparkering i Aalborg Kommune 2024. Med til fejringen var også ejer af landskabsarkitekterne By + Land, Gitte Christensen der har designet cykelparkeringen samt to af de tre lejere i kontorbygningen, administrerende direktør for Det Nordjyske Mediehus, Morten Vinther Jensen og markedsdirektør i Jyske Bank, Bjørn Nørbak.

A. Enggaard som er med i flere udviklingsprojekter i bl.a. Aalborg, Aarhus og København mærker også den stigende efterspørgsel på god cykelparkering - om dette siger Jesper Toft ”god cykelparkering er nu en naturlig del af pakken”.

Fra Cyklistforbundet i Aalborg som stod bag kåringen, siger forperson Mike White om vinderen:
”Cykelparkeringen ved Kontorhuset Kant viser at cykelparkering ikke behøver være kedeligt og uelegant. Tværtimod kan en cykelparkering som denne bringe mere grønt ind i byrummet og gøre det mere attraktivt at tage cyklen på arbejde eller ind til byen for benytte dens mange tilbud, fordi cyklen kan stå overdækket og man ikke risikerer at komme tilbage til et vådt sæde”.

Han fortsætter om baggrunden for at sætte fokus på god cykelparkering:
”I takt med at cyklisterne investerer mere i deres cykler, som bl.a. kan ses ved boomet i salget af elcykler, forventer de i højere grad bedre cykelparkeringsfaciliteter. Her skal cyklen kunne stå i tørvejr, sikkert og tæt på deres destination. Samtidig skal cykelparkeringen bl.a. have plads til ladcykler og diverse cykeltyper med brede styr. Det stiller f.eks. krav til afstanden mellem stativerne, placering og antallet af cykelparkeringspladser. Derfor er det vigtigt at sætte fokus på at cykelparkering ikke bare er et simpelt gammeldags cykelstativ.

Der indkom i alt ni forslag til den bedste cykelparkering i Aalborg Kommune, men kun et enkelt forslag til en cykelparkering ved en forretning og derfor valgte lokalbestyrelsen i Cyklistforbundet at slå de oprindelige to konkurrencekategorier sammen. Vi takker for de indkomne forslag og håber at der kommer endnu flere næste år.

På fællesbilledet er det fra venstre mod højer, Gitte (By + Land), Bjørn (Jyske Bank), Morten (Det Nordjyske Mediehus), Mike White (Cyklistforbundet), Jan Nymark Thaysen (Rådmand for By og Land) og Jesper Toft (A. Enggaard A/S).

Kommunen lovede handling: Men alt for mange cyklister dør stadig 12/05/2024

Lokalbestyrelsesmedlem Michael Levisen Nielsen giver i Nordjyske på vegne af Cyklistforbundet Aalborg, Aalborg Kommune et kærligt spark bag i.

Kommunen har meldt sig som deltager i et forsøgsprojekt fra Vejdirektoratet omkring nedsættelse af hastighedsgrænserne, men har slet ikke afprøvet mulighederne nok.

Det er en spildt mulighed for kommunen og et problem, fordi Vejdirektoratet ikke får særligt megen data fra Aalborg Kommune.

Vi håber at kommunen vil udnytte de sidste seks måneder som projektet løber til at udføre mange flere prøve handlinger.

Du kan i de næste 48 timer læse debatindlægget her:

Kommunen lovede handling: Men alt for mange cyklister dør stadig Burde man sætte hastigheden ned på biltrafikken i Aalborg? Det foreslår skribenten i dette læserbrev.

Photos from Cyklistforbundet Aalborg Afd's post 01/05/2024

Cyklistforbundet i Aalborg uddelte kage til ”Palsgaards Cyklemyg fra Nord”

For at sætte fokus på Cyklistforbundets Vi Cykler Til Arbejde kampagne, som starter i dag, blev de otte deltagere fra Palsgaard Spærs lokalafdeling i Nørresundby overrasket med kage fra Penny Lane Café af repræsentanter for Cyklistforbundets lokalafdeling i Aalborg.

75 procent af medarbejderne i lokalafdelingen deltager i VI CYKLER TIL ARBEJDE (VCTA), som er blevet et tilbagevendende hyggearrangement. Og netop det sociale ved VCTA er vigtigt for holdkaptajnen Kamilla og hendes kollegaer. Således er succeskriteriet, når man er med, at man blot cykler én dag på arbejde i løbet af maj måned 🚴‍♀️🚴‍♂️

For Kamilla er det nemt at få kollegaerne med og tilmelde dem VCTA. Det at cykle smitter nemlig blandt kollegaerne, når temperaturen stiger og der er medvind på cykelstien. I hvert fald den ene vej. Og kollegaerne er vant til at maj betyder cykling, virksomheden har nemlig deltaget i VCTA i de sidste syv-otte år, og har også deltaget i vinterudgaven i de seneste tre år.

Adspurgt om barriere for at tage cyklen til arbejde nævner Kamilla afstanden til arbejdspladsen for medarbejderne i oplandet og den ekstra tid som det tager at hoppe på cyklen fremfor at tage bilen. Til gengæld øger den forbedrede cykelinfrastruktur i Aalborg med bl.a. en ny supercykelsti og cykelstier generelt cykelglæden blandt deltagerne.

Vi ønsker Kamilla og resten af ”Palsgaards Cyklemyg i Nord” medvind på cykelstier og veje i maj måned 💨🚴‍♂️🚴‍♂️

Du kan også stadig nå at deltage i Vi Cykler Til Arbejde kampagnen som starter i dag, ved at tilmelde dig på https://www.vcta.dk

Photos from Cyklistforbundet Aalborg Afd's post 30/04/2024

VI CYKLER TIL ARBEJDE 2024 – FOLKETINGSMEDLEMMER PÅ LANGFART – AALBORG TIL KØBENHAVN

I anledning af Cyklistforbundets årlige Vi Cykler Til Arbejde (VCTA) kampagne, der er løbet af stablen siden 1997 hvert år i maj måned, har formanden for Folketingets Transportudvalg, Rasmus Prehn (S) for andet år i træk besluttet sig for at gøre sit for at gøre opmærksom på og vise sin støtte til den traditionsrige, cykel-festlige kollegiale cykel-dyst ved at cykle til sit arbejde på Christiansborg fra bopælen i Aalborg på en tre dages pedal-odyssé.

Med fra Aalborg var i år også Malte Larsen, der er partifælle med Rasmus Prehn og menigt medlem af Transportudvalget. Sidste år (2023) gennemførte Rasmus Prehn turen på kun to strabadserende dage, med en første etape til Randers via Hadsund i regn og strid modvind, og på den tur fik han selskab i Terndrup, hvortil Malte Larsen var cyklet fra sin hjemme-adresse i Randers for at følges med Rasmus videre med overnatning i Randers hos selvsamme Malte Larsen.

I år ville Malte Larsen være bedre forberedt og mødte derfor op i til starten på pladsen foran det fine gamle, gulkalkede rådhus fra 1700-tallet midt i Aalborg, hvor starten gik lidt efter kl. 15:00 søndag d. 28. april 2024. Den lokale og regionale verdenspresse var blevet adviseret, men i disse stærkt mediefragmenterede tider må mange aktører selv sørge for at kaste egen opmærksomhedsglans via egne platforme i diverse sociale medier, når publicisterne ikke er med på spøgen. Dog valgte byrådsmedlem i Aalborg, Tobias Bøgeskov Eriksen (S) og EU-parlament kandidat Asser Mortensen at kigge forbi for at ønske Rasmus og Malte god tur.

En tredje deltager stævnede også ud på turen fra starten i Aalborg, nemlig formanden for Cyklistforbundet Aalborg Afdeling, Mike White, der også i mange år har haft sæde i hovedbestyrelsen for samme forbund. Mike White var trioens mand med cykeltasker, der var fyldt op med info-postkort om VCTA 2024, diverse eksemplarer af magasinet CYKLISTER, cykeltursfoldere og andre nyttige sager.

Det var en ganske fin forårsdag med hæderlige 15-16 grader, men der blæste dog en ganske strid og ret så frontal-irriterende syd/sydøstlig modvind, der først dæmpede sig mærkbart efter Hobro (50 km).

Det var en tur med forskellige små uventede hændelser – Rasmus tabte inden Skalborg Bakke på uheldig vis fra bagagebæreren den VCTA 2024 t-shirt, som han ellers glædede sig til at præsentere sig med i København og ærgerligt nok opdagede de andre ikke det tabte gods. På selve Skalborg Bakke (ca. 4,5 km) knækkede Malte´s cykelkæde og hans følgebil, der var kørt til IKEA måtte rekvireres, men han vendte heldigvis stærkt tilbage i Støvring, hvor der var pitstop og mekanisk kyndig hjælp hos MF-koryfæet Bjarne Lausten (S) til at montere en BILKA-indkøbt nød-kæde.

Bjarne Lausten kan i 2024 sé tilbage på sammenlagt 28 år på tinge og er dermed den MF´er i det nuværende Folketing med 4. højest anciennitet.

Fra omkring IKEA i Skalborg og frem til det nordlige Svenstrup ved Gøl Pølser faldt Mike og Rasmus i snak med chefen for kolonialafdelingen i Bilka Skalborg, der også er valgt til formand for personaleforeningen samme sted, så Mike benyttede anledningen til at forsyne ham med info-materiale om VCTA, inden Bilka-repræsentanten cyklede ind ad en sidevej.

Hos Bjarne blev der serveret lune boller med smør, ost, spegepølse, kaffe, god chokolade, cola og en pilsner til at peppe op inden de 30 km ridt til næste større stop, der var planlagt til at finde sted på Hobro Station, hvor MF Per Husted (S) skulle støde til selskabet sammen med to lokale socialdemokratiske byrådsmedlemmer i Mariagerfjord Kommune, Jens Riise Dalsgaard og Edin Hajder.

På de første kilometre syd ud af Støvring og frem til den nordlige del af Rold Skov fulgte Bjarne Lausten med på sin patina-prægede el-cykel og rytteren selv var iført en vidunderlig, sjælden set ”Captain America” hjelm med tilhørende vintage-stil goggle-solbriller.

På hele den samlede første etape, som i store træk foregik ad rute 180 (tidl. A10) blev der drøftet stort og småt fra transport- og mobilitetsuniverset ud over de mere hverdagsagtige emner og hvad der var af interessante scenerier og seværdigheder undervejs.

På en bakketop mellem Rold og Vebbestrup dukkede Cyklistforbundets landsformand, Jens Peter Hansen, op og gjorde VCTA-selskabet følge videre via Hobro til Randers. Jens Peter havde lige først hygget sig med 80 km opvarmning med udgangspunkt i hjemmet på Asferg-kanten nord for Randers i forbindelse med en cykeltur og generalforsamling i Cyklistforbundet Randers.

VCTA-holdet foretog en sidste-øjebliks rute-justering lige nord for Hobro, der lønnede sig med høj landskabelig herlighedsværdi og som ledte selskabet ind gennem et boligområde etableret efter 2015 ad en dobbeltrettet cykelsti midt i et usædvanligt seværdigt, kuperet terræn lige nord for den tidligere byafgrænsning, øst for jernbanen og ud mod den nordlige, øst/vest-rettede omfartsvej.

Per Husted var kørt langs med Mariager Fjord fra Hadsund mod vest for at mødes med VCTA-rytterne og overrække disse et udvalg af læskende drikke på dåse inden de faglig/saglige udvekslinger om infrastruktur og mobilitet.

I Hobro var der var særligt fokus på to hovedemner, nemlig den kommende ”bjerg-cykelsti”, der skal forbinde stationen meget mere praktisk direkte med en større bydel højt hævet i terrænet over resten af købstaden samt en snak om det igangværende politiske arbejde med at berede vejen for etablering af en forlængelse af nærbane-systemet videre fra Skørping over Arden til Hobro inklusive de forventede styrkede sammenhængs- og tilknytinings-fordele nordpå til Aalborg i stedet sydpå mod Aarhus.

De sidste 26-27 km frem til søndags-delmålet i Randers (hos Malte) foregik i markant mindre vindmodstand, men til gengæld var der flere anstrengende stigninger, der drænede benene for en del diamant-reserver.

Der ventede et sidste faglig-sagligt programpunkt, nemlig en konkret besigtigelse af anlægsarbejderne omkring E45 Randers Nord fra- og tilkørslen, hvor Vejdirektoratet er ved at forbedre forholdene for bilisterne i et omlægnings- og udvidelsesprojekt, der forventes tilendebragt i 2025.

I samme ombæring sløjfes dog en meget tryg- og sikker underføring for cyklister til gengæld for en utryghedsskabende niveau-krydsning med lyskryds, hvor der i fremtiden vil komme biler susende fra motorvejen ca. hvert 5. sekund.

Det er problematisk, at forholdene for cyklisterne forringes med henvisning til, at en underføring/tunnel skulle være urimeligt dyrt at anlægge og genetablere.

Efter vejarbejde-scenen lige nord for Randers byområde vendte Jens Peter Hansen forhjulet mod den sene aftensmad i Asferg, mens de tre VCTA-musketerer fra starten i Aalborg trillede de sidste få km frem til dagens slutmål i Randers hos Malte Larsen henad kl. 20:40 efter i omegnen af 76-77 km på farten.

Undervejs mellem Hobro og Randers faldt der enkelte forvarslende regndråber foran det kulsorte skysystem der med hyppige store lyn-udladninger nærmede sig fra sydvest – Solen gik ned i en sæk, men ventede ikke med at stå op i en bæk… Der gik hul på himlen med tordenskylle og heftig vind mens Rasmus, Malte og Mike i indendørs tryghed fortærede velfortjente frikadeller og hotdogs med diverse tilbehør plus tiltrængte læskende drikkevarer.

Mandag fortsatte Rasmus og Malte til Aarhus og færgefart videre til Sjællands Odde, hvor en større delegation fra Odsherred Kommune plus diverse borgere og Cyklistforbundets direktør skulle mødes til bl.a. åsteds-samtale om den forhåbentligt snart kommende dobbeltrettede cykelsti langs landevejen ved kysten nogle km øst for Odden Færgehavn, men som stadig er til debat p.g.a. uenighed med Vejdirektoratet om tracéets placering på en del af strækningen, men det står der meget mere om andre steder i rapporteringen på de sociale medier fra Prehn´s og Larsen´s videre VCTA-færd mandag d. 29. april 2024.

Forfatteren af nærværende VCTA tur-beretning, Mike White, var længst draget nordpå, da mandag morgen oprandt og de to gæve MF VCTA-ryttere rejste videre på deres stolte jernheste på odysséen frem mod Sjælland og deres arbejdsplads på Christiansborg, i øvrigt med yderligere en overnatning et uransageligt sted i Nordøstsjælland inden tredje, korteste og sidste etape af sammenlagt ca. 240 km cykling i flere afdelinger frem til arbejdspladsen.

Der blev lobby-arbejdet og skabt VCTA-opmærksomhed undervejs, men i de kommende år vil det dog være velgørende velkomment, hvis mere end blot eet af de toneangivende partier i Folketinget var repræsenteret i forbindelse med en sådan stærk markering i anledning af VCTA, som formanden for Transportudvalget har taget engageret initiativ til.

(Fotograf: Mike White, undtagen fællesfoto i Aalborg+Støvring. Jens Peter Hansen er mester for fotografiet af Rasmus, Malte og Mike på rastepladsen med skraldespanden)

Photos from Grønt Aalborg's post 26/04/2024

Torsdag den 11. april havde Mike White lokket direktør for Cyklistforbundet Kenneth Øhrberg Krag til at holde oplæg ved Aalborg Kommunes fyraftensarrangement om bæredygtig medarbejdermobilitet.

Kenneth fortalte om den cykelvenlige arbejdsplads og Vi Cykler Til Arbejde kampagnen. Efterfølgende besvarede Jørgen Østeraa og Mike spørgsmål fra interesserede virksomheder ved vores lille stand.

De deltagende virksomheder, der repræsenterede en god del af kommunens arbejdspladser, var tilfredse med arrangementet, og vi håber at det bliver gentaget på et senere tidspunkt med endnu flere deltagere 🚲🚲🚲

Photos from Cyklistforbundet Aalborg Afd's post 24/04/2024

FORSTADENS AFKROGE - EFTERSKRIFT, FOTOS & RUTEDATA

Lørdag d. 20. april stævnede 11 opdagelsescyklister + guide & turtilrettelægger Mike White ud på en rute gennem gamle og nyere forstadsmiljøer i udvalgte dele af Hasseris, Mølholm, Gl. Hasseris, Skalborg, Gug og Aalborg Øst.

Udflugten startede kort efter kl. 12:00 ved Hasseris Bibliotek i Hasseris Bymidte på en temmelig kølig forårsdag, hvor natten havde budt på let frost på jordnære overflader og hvor de ypperste vejrprofeter i både Danmark og Norge havde forudset regn undervejs - Men, en af turens deltagere anførte, at det aldrig regner, når vedkommende cykler med på vore udflugter og sandt nok, så endte dagen med at blive en vekslende blanding af sol og skyer.

Ruten, der bl.a. bød på skrappe stigninger på første og sidste del foregik ad et forløb, som næppe nogen andre cyklister i samlet helhed har kringlet sig ad tidligere i Aalborg gennem urbane scenerier, der åbenbarede arkitektonisk skønhed, dramatiske menneskeskabte landskaber, panoramaudsigter, skjult landsbyidyl og nøgtern modernistisk byudvikling.

Undervejs blev der udover den store picnic-pause i Gammel Hasseris gjort en række små fortællestop. Blandt interessante detaljer undervejs fik deltagerne kigget på "Rotunden" i Hasseris, fået den flotte udsigt fra "gedestien" på kanten af Nordens Kridtgrav, hilst på "legegiraffen" (født 1967), oplevet cykel-klatring i Hasseris-højderne, fået et kig på have-jernbanen ved det tidligere Hotel Krogen, indsnuset de særlige dufte ved Renseanlæg Vest, oplevet kolonihave-idyl ved søbredden, fornemmet landsby-hygge, "hilst" på en arrig doberman, set en Morris 10-hundrede fanget af et træ indefra, kørt op ad en serpentiner-cykelsti i Gug Alper, nydt den fornemme sydvendte udsigt fra Møgelhøj og fået overblik over den utrolige byudvikling omkring Gigantium.

Der opstod også en punktering undervejs, der først blev klaret med hyppige pumpninger, men midt i det nye boligområde vest for Aalborg KFUM´s baner var det nødvendigt at skride til lapning, hvilket cyklisten klarede egenhændigt, mens resten af flokken hyggede med müeslibarer udleveret af turguiden. Et andet mindre haveri opstod i den lille parcelhus-enklave øst for Skalborg Station, hvor en af deltagerne på en grusvej fik en sten op mellem forhjulskærmen og dækket, hvilket med et mindre knald forårsagede, at plastskærmen knækkede i to dele, men cyklens køreevne blev ikke berørt.

En af deltagerne havde forud for denne oplevelses-udflugt for cyklister delt budskabet om turen til en bekendt, men var ved en fejl kommet til at skrive "Forstandens Afkroge" i stedet for "Forstadens Afkroge", men så vidt vides var der ingen af deltagerne, der endte ude i sindets afkroge p.g.a. de omkring 5,5 timer og 30 km i forskellige afkroge af gamle og nye forstads-miljøer - Det forlyder, at alle var ganske tilfredse med cykelturen i sin helhed og alle havde tilmed i større eller mindre omfang set og sanset dele af forstæderne, som de ikke kendte til i forvejen.

Turdeltager Svend Erik Justesen havde tracket turen og gengivelser af hans tracking og turdata kan ses i foto-porteføljen, der i øvrigt består af billeder, som Nicolai Kammersgaard er mester for.

***********************************************************************
Næste større udflugt finder sted søndag d. 19. maj, hvor der inviteres på en rimeligt flad bagvejs-udflugt til Ryaa Is, hvor der indgår ophold i Café Privaten med en omgang is til alle - Bemærk, at medlemmer af Cyklistforbundet deltager gratis, mens øvrige kan køre med for 50 kr. (inkl. is) pr. deltager. Nærmere om denne udflugt kan snart læses på vor Facebookside "Cyklistforbundet Aalborg Afd.".
***********************************************************************

Photos from Cyklistforbundet Aalborg Afd's post 23/04/2024

VI CYKLER TIL ARBEJDE - OPTAKT I AALBORG MED BORGMESTER

Torsdag d. 18. april i tidsrummet 07:00-08:15 gik Cyklistforbundet Aalborg Afdeling på gaden sammen med Aalborg Cykelby (under By&Land forvaltningen i Aalborg Kommune) for at slå et slag for VCTA 2024, der som bekendt er den landsdækkende kampagne, der på festlig vis skal sætte fokus på cykling til og fra arbejde.

VCTA har eksisteret siden 1997 med 10-tusindevis af deltagere hvert år, der har dystet for sjov om at tilbagelægge flest mulige hverdagskilometre på cykel og med en bred vifte af gode præmier som herlig bonus.

Gennem årene har der været forskellige forskræp-aktioner i et antal byer landet over - En årrække stod Aalborg Cykelby (Aalborg Kommune) omkring 1. maj for en flot, farverig markering af VCTA, der foregik på Limfjordsbroen.

Cyklistforbundet i Aalborg har siden 2022 stået for en VCTA-event i midten eller eller slutningen af april, hvor der er blevet uddelt info-postkort og en lille spiselig ting i en papirpose til forbipasserende morgenpendlere på cykel, som en glad hilsen til dem, der vælger at cykle og en opfordring til at melde sig til eller få familie, kollegaer, venner og bekendte til at være med i kampagnen.

Aktionen torsdag morgen d. 18. april 2024 fik også moralsk opbakning og praktisk bidrag fra Aalborgs borgmester, Lasse Frimand Jensen, der af sit gode cykelhjerte valgte at give en halv time af sin morgentid før dagens pligter for at støtte den gode, sunde sag. Rådmanden for By&Land forvaltningen, Jan Nymark Rose Thaysen, skulle også have deltaget, men p.g.a. særlige private omstændigheder måtte han melde fra med kort varsel.

Cyklistforbundet stillede med 6 aktivister og dertil var Aalborg Cykelby på plads med 3 repræsentanter, herunder den øverste cykelby-embedsperson, nemlig Mette Olesen, som var i strålende førertrøje-vigør med sin egen specielle gule Aalborg Cykelby slogan t-shirt med teksten: "Lårbasser Er billigere End Benzin".

For tredje år i træk foregik den lille event i det store lysregulerede vejkryds, hvor de to gader Østerbro og Skibsbyggerivej krydser klinger, et kryds i den østlige udkant af det centrale Aalborg med livlig færdsel af cyklister i alle retninger.

Det var en kølig-kold morgen, men det var også en lys, solpræget morgenstund, hvor det lykkedes at få uddelt samtlige 300 info-postkort med tilhørende müeslibarer indkøbt lokalt og finansieret af Cyklistforbundets VCTA-kampagne budget, som var afsat til gade-fremstødet.

Alle var enige om, at det havde været en fin og festlig aktion med en masse god cykelkarma og faktisk kørte alle cyklisterne pænt og fornuftigt, mens en enkelt bilist udviste farlig færdsel.

Det er svært at spå om morgendagen næste år, men det er dog muligt, at nogle cyklister en dag om et års tid vil møde lokale VCTA-aktivister på gaden i endnu et fremstød for den sunde og fornuftige cykelsag.

(Foto: Jørgen Østeraa og gruppebilledet er knipset af studentermedhjælper hos Aalborg Cykelby, Jeppe Munkholm - Bemærk også, at vi i gruppefotografiet sér leder af Aalborg Cykelby, Mette Olesen yderst til højre og nr. 4 fra højre er Aalborgs borgmester, Lasse Frimand Jensen).

15/04/2024

VCTA - VI CYKLER TIL ARBEJDE 2024

Siden 1997 har et festligt stort antal danske hverdagscyklister deltaget i den store årlige majfest og hyggelige kappestrid til ære for danske cykelkultur og den kloge, friske hverdagsmobilitet, der gør de fleste hjernemæssigt skarpere og får mange til at få færre sygedage.

Alle kan faktisk deltage, også dem, der går i skole eller lever det travle seniorliv, som nu om stunder også har karaktér af en slags arbejde, men naturligvis er det meningen, at flest mulige arbejdspladser får skabt gode, sunde transportvaner for dem, der har fornuftig cykelafstand (rugbrødsmotor typisk op til 5-7 km hver vej og med el-motor på cyklen op til typisk 15-20 km hver vej, hvilket tilmed giver mulighed for kørselsfradrag)

Man kan blive et hold bare man er to personer (max. 16 pr. hold) og det handler om at få flest km i benene hver dag i maj, så det er faktisk fjong at give sig selv bonus-point ved at registrere alle ture på cykel, også når det bare er hen til bageren efter søndagsbasser.

For at krydre kampagnen, så giver VCTA muligheder for sjov kappestrid med kollegaer, venner og andre hold med mulighed for at vinde masser af gode præmier - I 2022 vandt et hold på 10 personer hos Region Nordjylland i Aalborg Øst hovedpræmien, hvilket udløste en Gazelle El-cykel á 26.500,00 danske dollars til hver af de 10 holdmedlemmer....Det var en populær præmie ifølge visse rygter!

Den officielle tilmeldingsfrist er 30. april 2024, men det er også muligt at efter-tilmelde sig, så kom bare i omdrejninger med at finde nogen at lave et hold sammen med!

Man kan møde et hold VCTA müeslibar+infopostkort uddelere på gaden i krydset Østerbro/Skibsbyggerivej torsdag morgen d. 18. april 2024 mellem 07:00 og 08:00, hvor man måske kan være så heldig også at møde og få et par cykelord med rådmanden for Aalborg Cykelby, Jan Nymark Thaysen, der sammen med Cyklistforbundet Aalborg Afd. og medarbejdere fra By&Land-forvaltningen vil gøre et muntert fremstød til fordel for VCTA 2024.

Der er faktisk plads til mange flere VCTA-deltagere i Nordjylland og Aalborg/Nørresundby - Op på jernhesten, folkens, det er altså ikke så slemt, som I tror, når først I ruller derudaf med pedalerne i sving!

Vil du også gerne opbygge cykelvanen? Gør det sammen med dine kollegaer som deltager i VI CYKLER TIL ARBEJDE i maj måned - og vær samtidigt med i konkurrencen om en masse fede præmier 🤩🎉🏆

Dan et hold på 2-16 kollegaer, find på et fedt holdnavn, og tilmeld jer på vcta.dk senest 30. april 💚 Så kan I både få gang i cykelbenene og fællesskabet på arbejdspladsen 💪

Kom 'grønnere' på arbejde – mobile transportvalg i dagligdagen 09/04/2024

BÆREDYGTIG OG FYSISK AKTIV MEDARBEJDERMOBILITET

Torsdag d. 11. april gennemfører Aalborg Kommune et spændende mobilitets-arrangement for virksomheder, der er interesserede i at gøre medarbejdernes daglige mobilitet mere bæredygtig og fysisk aktiv, både for pendlerne og i arbejdstiden.

En lang række engagerede, proaktive virksomheder er allerede tilmeldt, men det er stadigvæk muligt at tilmelde sig fyraftens-eventen via linket i invitationen nedenfor.

Mobilitets-arrangementet er kommet i stand efter fælles idéudvikling mellem Cyklistforbundet Aalborg Afd., Aalborg Cykelby og Center for Grøn Omstilling, hvoraf de to sidstnævnte henhører hhv. under forvaltningerne By & Land samt Miljø & Klima i Aalborg Kommune.

Blandt oplægsholderne finder man direktøren for Cyklistforbundet, Kenneth Øhrberg Krag, der forventes at sige interessante ord om begrebet Cykelvenlig Arbejdsplads.

Hvis der blandt læserne af dette opslag skulle være nogen, der mener, at lige netop deres arbejdsplads/virksomhed er oplagte deltagere ved arrangementet, så skynd jer at fortælle ledelsen om fyraftens-eventen på Stigsborg Brygge torsdag d. 11. april 2024 kl. 15:30-17:30.

Det bliver et unikt forum med rig mulighed for networking mellem virksomheder, der har ambitioner om at fremme grøn, bæredygtig og sund medarbejdermobilitet i et helhedsperspektiv.

Kom 'grønnere' på arbejde – mobile transportvalg i dagligdagen Event, mobilitet, cykel, transport, bæredygtighed...

Vil du plassere din virksomhed på toppen av Non Profit Organisation-listen i Aalborg?
Klik her for at gøre krav på din sponsorerede post.

Adresse


Aalborg
9000