Karina Koed Forup

Måske en kliché, men sand nok. Vi er alle på en rejse.
Der er mange forskellige slags, indre og ydre. Begge noget alle kender til.

For mig er en af de største rejser, min rejse til at blive mor. Så meget er forbundet med den rejse.
Min egen fertilitetsbehandling, at møde min partner i en “sen” alder, min mors død, overskridelse af grænser ved hormonbehandling, søgen efter hvem jeg egentlig er, rejsen rent fysisk til et andet land hvor jeg mødte min datter for første gang, sorg, frygt og den største kærlighed.

Jeg tænker ofte på min datters rejse. Alt det hun har skulle acceptere, opleve, opdage på ny. Alle de forandringer der er en del af den hun er. Den jeg elsker så højt.

I mit foredrag “kald mig mor” taler jeg om min egen rejse, mine oplevelser gennem tab, synkronisitet, længsel, frustration, frygt og ansvar der slog mig i gulvet.
Min rejse både den indre og den ydre.
Det at åbne mit hjerte, og at jeg i mit moderskab også har måtte lære at elske mig selv.
Om ønsket om at min datter ser sin værdi og ved hun er elsket af alle sine mødre. Om taknemmelighed, om det at se og være bange for sin egen utilstrækkelighed.

Jeg fortæller ikke min datters historie, den er hendes. Jeg deler kun det jeg ved noget om, nemlig hvad der rører sig i mig, min rejse.
Vi har alle ret til vores egne sårbare og personlige fortællinger, til at føle det vi føler, uden dom.
For der skal være plads til alle.

Jeg deler fordi jeg ønsker at åbne op for noget der kan være svært, og håber at jeg med mine foredrag kan spejle andre eller måske få andre til at føle sig mindre ensomme med det de oplever og går med indeni og i deres rejse eller forældreskab.

MIT NÆSTE FOREDRAG I KØBENHAVN ER TIL OKTOBER.

Igen, bliver det et hyggeligt og personligt sted, og hvor jeg håber alle kan føle sig hjemme.
Foredraget varer ca. 2 timer med indlagt pause.

Kærligst
JuneKarina



Hvis du ønsker at vide mere er du velkommen til at skrive en pm til mig.

Glæder mig…
I aften har jeg forpremierer på mit foredrag omkring min rejse til at blive mor.
Drømmen, følelserne, glæden, sorgen, bekymringerne og mit store ønske om at vise min datter at selvom hun har oplevet svigt, at blive valgt fra, er hun dybt ønsket, elsket og et kæmpe tilvalg.

Så er jeg ved at være klar…
Klar efter en lang periode med sygemelding og hjernerystelse
Klar efter meget skriveri
Klar fordi jeg nu ikke kan vente mere
Klar med mit foredrag om det at blive mor, adoption, sorg, kærlighed og refleksioner

Det hele bliver et lille hyggeligt og personligt arrangement, så man trygt kan stille spørgsmål eller dele efterfølgende hvis man har lyst.

D. 9/9 kl. 19:30 i Søborg.

Skriv dm, hvis du ønsker at høre mere.

Så har jeg fundet et venue til mit oplæg som kommer til september.
Jeg glæder mig helt vildt.
Planlægningen er stadig igang og detaljer ikke helt på plads endnu. Men det jeg ved er at, det bliver småt, hyggeligt, personligt og nært.
Alt det jeg elsker 😊
Og så kommer det selvfølgelig til at handle om alt det jeg skriver om herinde, men måske mest rejsen fra hormoner i blodet og tålmodighed og håb i hjertet.
Rejsen til at blive familie har nemlig været lang, både for mig og min mand, men måske allermest for min datter, der har fortalt mig om hvordan det var at se andre få familie og ikke kunne forstå at der ikke var nogen til hende.

Det er ferietid og selvom der ikke skrives eller arbejdet rent praktisk er der stadig ting der tumler og udfolder sig. Oå det indre plan, i tankerne, i planlægningerne og i nye målsætninger.
midt imellem selvrangsagelse, badeture, vaffelis og familietid ❤️ som jeg eeeelkser kommer der de skønneste grineflip og kommentarer.

“Mor, jeg kan se ind i fremtiden” “vil du høre? Det koster en tyver”
“Jeg siger det alligevel”
“Du vil få et langt liv og være glad. Og når su bliver 100, vil du ligne et gulvtæppe”

Bum… så skal jeg ikke spekulere mere på det, og hvem kan ikke klare at ligne et gulvtæppe, også de der kokostæpper, hvis man er glad”

❤️

Det er sommer og jeg nyder tiden med familien.
Jeg elsker arvtager på tur, sove nye spændende steder, men i år kan jeg mærke en anden form for ro. Ro i der hjemlige, i rutinerne, i en ny opdaget frihedsfølelse af at være hjemme.

Måske fordi der har været meget på tapetet, ikke at jeg har drønet rundt, for som dem der følger mig ved, har de første 6-7 måneder af året gået med hjernerystelse og sygemelding. Men der er alligevel sket meget og der har været et kæmpe indre arbejde som stadig er igang.

Jeg kan mærke hvordan efteråret kommer til at folde sig ud på en ny måde. Nye tiltag, uddannelse og mit foredrag.

Sensommeren kommer til at bestå af fordybelse i mit arbejde og færdiggørelsen af mit foredrag.

Måske er det også derfor at jeg har sp stor en trang til at være hjemme rent fysisk. For selv her i forberedelses fasen er der meget der rør sig, men på det indre plan.
Tanker, ideer, gennemlæsning af dagbøger, refleksioner omkring mit moderskab og hele adoptionsprocessen og det at være menneske, følelser som glæde, kærlighed, sorg, frygt men også taknemmelighed, dukker op når jeg sidder og skriver og tankerne rumler i hovedet og hjertet.

Jeg glæder mig til at fortælle mere når tid sted og detaljer er på plads.

Rigtig god sommer

Så er der blevet ladet op. Efter en lang rejse gennem hjernerystelse, vender jeg stille og roligt tilbage.
Måske som en bedre version af mig selv, måske ikke. Men en ting er sikkert, det er en anden end da jeg startede rejsen ind i et sygdomsforløb der spiller puds med en. Hvor ingen kan se larmen og stormen indeni, en tid hvor op og nedture var det mest almindelige, flere gange om dagen. Men også en tid hvor der har været stille, hvor jeg har sat mig og mærket mig. Hele min krop, alle mine følelser og startet en helt ny rejse endnu tættere på den jeg i virkeligheden er.

Det er dejligt at vende roligt tilbage til de ting jeg har savnet, og det er dejligt at slippe dem jeg ikke vil have med mere.
Alt er en rejse, alt er læring og alt sker i bund og grund af kærlighed. Alt er en mulighed for at lære at elske endnu mere.
Det er en rejse jeg langt fra er færdig med, mange ting er stadig under udvikling og forbedring, både på det indre og ydre plan.

Men jeg glæder mig over de første penselstrøg er tegnet på et foredrag der kommer til efteråret, at nye rutiner er ved at falde på plads og at jeg kender mig selv endnu bedre end før.

Jeg glædes over at mine yogahold er åbnet op igen, at jeg nu har fået overskud til at kigge ud og frem.

Rejsen hjem til mig selv er stadig igang og det vil den altid være, sådan er det for os alle. Men jeg glædes over at mærke mig selv på en helt ny og bedre måde.

Skriv til mig hvis du ønsker mere info om mine yogahold, foredrag eller andre behandlinger 😊

“Der var nogen der sagde til mig at jeg var grim og ikke så høj”
Mig - “var der det!”
“Ja, men så sagde jeg at det kunne godt være jeg var grim og ikke så høj, men jeg har et godt hjerte og man kan godt være stærk alligevel”

Jeg kunne ikke lade være med at spørge hvad hun så når hun kiggede i spejlet. Hun svarede “en der er lidt anderledes men flot og endnu flottere indeni”
❤️

Hold fast i det min skønneste skat, for når man tror på sig selv, mærker kærlighed til sig selv, så er der ingen kommentarer der kan ændre på ens selvopfattelse ❤️

Som jeg har skrevet tidligere så har jeg under sygemelding med hjernerystelse haft rigtig god tid til at kigge indad, mærke mig selv og komme hjem til mig igen. Samle de sider af mig selv op som jeg havde glemt og forlagt.
Min datter var sådan et spejl på dette idag. Hun vidste mig tydeligt hvor meget det betyder for vores børn hvordan vi selv har det.
Hvordan vi se ser os selv, hvordan vi elsker os selv og hvordan vi behandler os selv. For det er gennem vores selvopfattelse og handlinger derfra de lære hvor vigtigt det er at holde af sig selv, hele sig selv.

Min datter er den modigste pige jeg kender og når jeg høre hende sige pæne ting om sig selv jubler mig hjerte.

Mor, jeg elsker dig.
Kan du gætte hvor meget?
1 million 3000 og 500 kilometer væk ❤️

Jeg smelter❤️

Tak elskling der før mig så glad at høre

Og så på en dag hvor jeg vågnede og havde lidt svært ved at forbinde mig med mig selv, stillede spørgsmålstegn og var usikker på om jeg gør tingene godt nok.
Ja, for de dage har vi alle 😊

Jeg elsker vores morgner, vores nye rutiner som så kærligt har støttet os, ved ikke at regne når vi som noget nyt er begyndt at gå i skole.
Men jeg har haft hjernerystelse har det været en kamp at skulle ud bag rettet og ud i morgentrafikken.

Stressen har påvirket både mig og min datter. Men da jeg pludselig gav mig selv lov til at have god tid, planlægge at skulle gå i skole skete der noget magisk.

Humøret om morgnen steg, tid til lige at tage 5 minutter ekstra med at sige godmorgen og puttebinder synen, i stedet for at springe ind i dagen helt krampagtigt, forsvandt.

Der er ingen der bryder sig om at have travlt, slet ikke personer hvis nervesystem er flænset.
Det kan man sige jeg for alvor prøver nu, men min datter har altid været meget påvirket af lyde, uforudsete ting, mange mennesker på et sted, travlhed, alt for meget på en gang.
Det er helt naturligt, for når man har en historie hvor man som lille har skulle klare sig selv på en anden måde end børn som ligger trygt i deres forældres arme når de klynker eller græder, børn der bliver taget op, kigget i øjnene tit og ofte og af de samme personer ( forældrene ), børn hvor der er tid til kun dem og ikke som på en institution hvor der er færre omsorgspersoner end børn der har brug for støtte og tryghed, de har naturligt et nervesystem der er i alarm på en helt anden måde.

Så vores morgner er skønne, og vi bliver altid enige om at selvom det regner, stormer eller sner, så går vi.
Mit moderhjerte jubler, for på turen føler jeg et helt specielt bånd til min datter, jeg kan i min egen ro bedre se hende, mærke hende og være der for hende og jeg tænker at denne start på dagen i den grad også gavner hende, så hun kommer ind i dagen og alle kravene, de mange børn og den larm der er på en skole, på en langt bedre måde.

Så hvad sker der herhjemme…
Billede her er fra en tid, inden hjernerystelse, inden jeg blev afskåret det flow jeg kendte, inden jeg opdagede hvor sårbar jeg egentlig kan være, fra en tid hvor jeg dansede, hørte musik, så venner, gik i biografen, havde overskud.

Så lige nu og de sidste 3-4 måneder har jeg haft fokus på nærvær, ro, genopdagelsen af glæden indeni.

Jeg er sammen med min datter på en hel ny måde, det er både dejligt, for jeg er mere nærværende, men også sorgfuldt fordi jeg ikke fysisk kan være der i samme omfang som før.
Alt det som jeg har brugt mange kræfter på at bygge op i forhold til min datter er vendt på hovedet. Jeg kan pludselig ikke være der på samme måde som før, hun har måtte tilsidesætte sine behov for at jeg er der. Igen har hun måtte erfare at en mor ikke altid er til rådighed.

Er det godt? Måske.

På den ene side er det så vigtigt for mig at vise at hun altid, non stop, kan gribe fat i mig og regne med mig.
På den anden side er det så vigtigt for os begge vores liv fremadrettet, at jeg ikke gør hende afhængig eller holder hende fast i et behov der ikke gavner hende. At hun erfarer at selvom jeg ikke står til rådighed og må trække mig for at passe på mig selv, så er jeg der alligevel.
Jeg ønsker og håber at det giver mig mulighed for healing, indsigt, bedre balance i mit indre, gør det muligt for mig at være mere nærværende og derfor også lytter mere, rummer mere, ser min datter bedre, giver hende plads og muligheden for at føle sig elsket og fri på samme tid.

Jeg håber det viser hende at man godt må passe på sig selv, lytte til sin indre stemme, sige til og fra, gå med hjertet. For ved at selv at have den adfærd viser jeg hende i hvertfald muligheden.

For at være det menneske jeg ønsker, bliver jeg selv nød til at fordybe mig i indre ro, tanker, følelser og slippe styringen, om end for en stund.
Det er svært, hjerteskærende svært, mange tårer flyder hos mig lige nu.
Men hver en tårer healer, hver en tårer bevidner og viser en ny vej. En ny vej at være i livet på, en vej med mere ro, mere nærvær, mere omsorg for mig selv og andre.

Alt der jeg skriver og taler omi, får nu et endnu dybere lag, endnu mere indsigt.

Sådan en fornøjelse at være sammen med til interview i -
var der mere jeg gerne ville have kommet ind på? JA
var der flere ting der også skulle nævnes? JA
Men vigtigst af alt er fælleskabet, at der bliver åbnet op for snakken om adoption igen. Så vi sammen kan støtte og spejle hinanden, droppe dom men løfte hinanden i stedet.
Det er min passion, mit ønske, at kunne sætte ord på noget andre kan spejle eller for en større forståelse for, så vi ikke dømmer hinanden med er åbne for vores forskelligheder. For i bind og grund har vi alle brug for at føle os forbundet, set, elsket.

“Mor jeg er glad for at du er min mor”

“Tak skat, jeg elsker at bære din mor”

“Men jeg bliver også lidt ked af det”

“Hvorfor?”

“For hvis der var en anden der havde adopteret mig, havde jeg aldrig mødt dig”

Jeg elsker vores små snakke og min datters refleksioner. Der er så meget på spil og tanker om at være familie, være sammen og det at miste. Hun deler kærligt med mig også når hun udtrykker sig i frustration og afviser mig.
Begge dele er der plads til, begge dele er en del af hende, begge dele elsker jeg højt.

Så stopper man med international adoption i Danmark.
Jeg er så påvirket og tænker på alle dem der lider under dette.
Det er så trist at der er mennesker der ikke kan behandle hinanden med respekt og ærlighed, der er med til at give adoption et dårligt ry, med urene handlinger, som jeg ikke på nogen måde bifalder og græder over, for dem der har sager og historier med usandheder og skumle bagtanker.
Der findes også historier hvor børn bliver mødt, elsket og respekteret. Hvor der er fokus på værdighed, støtte og kærlighed. Hvor ønsket kun er at give alle muligheden for trygge rammer, voksne der kan støtte, voksne der er der og hvor kærlighed er der der går forrest.
Så trist at det nu ikke længere er en mulighed. Jeg mener at alle har ret til en familie, alle har ret til kærlighed, forbundethed og at blive set.
Alle har ret til en stemme, alle skal behandles uden dom og med værdighed. Vi mennesker er ligestillet, børn som voksne.
♥️

Det sker fra tid til anden at min datter spørger ind til hendes historie.
Der er ikke er spørgsmål jeg frygter eller prøver at undgå, for den er så vigtig, den historie der er hendes og som er lige så stor, og måske enden større del, af den hun er. For der man kender til fylder ofte mindre end det ukendte og usagte.
Derfor fortæller jeg også alt hvad jeg kan, jeg stiller mig nysgerrig over for hende og de tanker hun har, men fælles er at vi udtrykker og rent og kærligt.
Jeg er taknemmelig for hun så roligt søger svar hos mig, for i de spørgsmål hun klart og roligt stiller ligger der en kæmpe tillid og kærlighed.

I morges spurgte hun “hvad tror DU der er sket med min mor?”
Et spændende spørgsmål og et utroligt spørgsmål, for der viser mig ikke kun betydningen af vores ærlige snakke og den tilknytning vi har, men det viser mig et overskud til at høre andres tanker. Tanker som jeg selvfølgelig skal dele varsomt, da der også er med til at skabe hendes selvbillede.

Tak min elskede for dig, hele dig
Elsker dig for evigt og altid, om vi en dag møder dit ophav eller ej, så står jeg her og støtter dig i de valg du træffer og er så stolt af at du kærligt deler dine tanker og følelser med mig.
Tak ❤️

“Jeg har 4 stjerner. En i Nord, syd, øst og vest. Det er alle den der elsker mig og jeg elsker. MaePorn, MeaNoi, Maekit og den der er min biologiske mor… og far……. Og dig og far, for der er plads til jer alle, selvom der er lidt trængt”

Det kan være svært at skulle forholde sig til flere forældre, til at elske nogen der er langt væk og som man savner, nogen man ikke engang har mødt.

Er så imponerer over hvirdan min datter sætter ord på der savn hun har og arbejder med, hvordan hin forholder sig til hvordan der fodt kan være kærlighed til flere på en gang også selvom der kan være svært og trængt.

Min datter reflektere ofte over hvem og hvordan man kan elske og holde af andre og tænker at der måske også kan være en skyldfølelse ind over når hun savner sine biologiske forældre eller når hun elsker os.
For er det ok at elske sine danske forældre og savne og elske sine biologiske samtidig?

Kærlighed er universal, at dele kærlighed skaber mere kærlighed ikke mindre.

Jeg bliver så rørt og glad når hun udtrykker sine tanker og følelser og når hun så fint viser mig at hun egentlig, selvom der kan være svært og trængt, rummer og har plads til at elske alle hendes forældre.

Meget sker og store skridt bliver taget…
Jeg kan altid mærke når min datter er på vej ind i det svære sted inden i hende. Der hvor frygt, sorg, smerte og skygger ligger, men også der hvor der er store potientialet for dybere forbindelse med sig selv og de mennesker omkring en.

Der er selvfølgelig ikke noget jeg nogen side kunne finde på at sige til en lille pige, for det er for abstrakt og hun, som alle andre, skal have lov til de processer, følelser og oplevelser de har.
Jeg skal som mor bare stå der. Være træet, roden, trygheden og kærligheden.

Kan det være hårdt, åh ja
For det gør ondt når man bliver afvist, skrevet af, får af vide at selv dem der har født en har lavet en fejl.
Men i det store hele er det kærlighed og frygt for at miste.
Lige der i alt kaosset, står jeg, regulere jeg mit nervesystem for at hjælpe hende med at regulere sit. Jeg bruger tid på ro i mig, for at jeg kan være nærværende og tilstede med hende.

Får når man skriger og sparker har man brug for mere kærlighed, ikke mindre.

Tak min elskede skat, tak for din tillid til mig, tak for dit mod til at knytte dig igen - knytte dig til mig.

Jeg vil være sin mor for altid også selvom du savner hende, den mor, som du aldrig fik lov at møde.
Kærlighed er universal, kærlighed er det stærkeste bånd vi har.
Elsker dig altid

Forleden kom min datter pludselig stormende ud og slog mig hårdt i ryggen.
Så gik hun med trampende skridt op på sit værelse.
Om det var fordi hun havde brug for alene tid, var flov eller noget andet ved jeg ikke…

Først blev jeg forskrækket, jeg stod der helt stille og lavede aftensmad, uden som sådan at gøre noget. Men et eller andet havde trigget hende. Der behøvede egentlig ikke være mig, men det var mig der gik ud over.
Da forskrækkelsen havde lagt sig, for hun har aldrig slået før, blev jeg overvældet af varme, kærlighed og omsorg. Hold nu op hvor måtte der være en stor storm inden i hende, hvis hun reagerede så voldsomt.

Lige nu havde hun brug for mere kærlighed, ikke mindre.
Jeg behøvede ikke fortælle hende at hin ikke måtte slå, for der ved hun godt og det ville også bare have skabt mere afstand i stedet for nærvær og støtte.

Jeg er egentlig rørt over hvor meget tillid og hvor stærk vores tilknytning er, når hun så tydeligt bruger mig som boksebold når noget er svært.
Tilknytning og tryghed vises på mange måder, og jeg er sikker på at hun aldrig ville have slået mig hvis hun var bange for at vores bånd kunne gå i stykker.

Selvfølgelig hør der ondt når hun kommer i indre stormvejr, og som adoptivmor ligger der altid en indre bekymring for ikke at slå til og være støttende nok. Men jeg takker også universet for vores kærlighedsbånd, hver eneste dag.

Jeg gør selvfølgelig mit bedste for at støtte hende og se hende, møde hende med varme øjne og hun blev også hurtigt blød da hun mærkede at jeg ikke sømmede hende, prøvede at fixe hende eller var belærende.
Hun lænede sig ind til mig og tog imod nærværet, som på den måde var en hjælp for hende for at få reguleret sig selv.

Her i sommerferien hvor der er mere ro på er jeg selv på podcast “jagt”
Derfor vil jeg lige slå et slag for min egen podcast
Hvis du spørger mig
Den findes på Spotify, appel og podimo.
En podcast med ærlige, sårbare og smukke fortællinger om livet, adoption og kærlighed.

Håber du har lyst til at lytte med.

Igår skrev jeg om hvordan jeg arbejder med mit mindset og nervesystem, men hold nu op nogen dagen er bare mere udfordrende end andre.
Åndedrættet, meditation, naturen er med til at give mig ro og balance, men det er ikke alle dage der giver plads og mulighed for dette. Specielt i ferien, hvor jeg er sammen med familien 24/7, og nogen dage vågner jeg også til en sviner og andres manglende selvregulering. Som den sensitive sjæl jeg er kan det være super udfordrende ikke at tage andres energi ind som min egen og jeg ryger lige pladask ind i gamle handlemønstre og bidrager selv til den anspændte dømmende stemning.

Jeg har værktøjerne, jeg kender mig selv, mærker mine grænser og reflektere, men alligevel er der dage hvor det der kommer ud af min mund og hele mit kropssprog for gjort ikke kun mig selv, men også min datter forkert.

Der handler nu ikke om at jeg ikke kan rumme hendes energi, de høje som lave, men tror at som de fleste andre mennesker der er i relation til flere i en familie, så bliver det ofte det usagte mellem de voksne der til sidst lander på barnet.

Heldigvis er der en dag i morgen, der er reparation og der er kærlighed.
Lige nu står den på selvomsorg, selvkærlighed og tilgivelse, for fra det udgangspunkt kan jeg i morgen møde dem jeg elsker mest, med varme øjne og ligeværdighed.

Øvelse gør mester, men som adoptivmor har jeg altid en ekstra følelse af skyld, for jeg vil så gerne møde min datter ligeværdig og hjælpe hende med at bygge hendes selvværd op, sørge for at jeg viser hende hvor rigtig, ønsket og elsket hun er.

Ferietid - jeg elsker at have tid hvor det eneste jeg skal er at være… være mig, være mor, være sammen med min familie…
Det er tiltrængt. Det er ikke så mange år siden at vi var på barsel og hver gang vi holder fri som familie, kommer der en helt anden ro og vi genfinder den tid hvor vi kun havde fokus på hinanden, var nysgerrige på at lære hinanden at kende og kun tilbragte tid sammen.

Både mit og min datters nervesystem elsker det.

Kan der opstå konflikter, JA selvfølgelig. Men alligevel er det som om vi mærker hinanden bedre og derfor også forenes igen.

Jeg arbejder fokuseret på mit nervesystem for jeg ved hvor meget det betyder for min datter. Hun spejler mig, vi spejler hinanden. Jeg er selv meget sensitiv overfor andres energi og laver hurtigt en cool paste, hvis jeg ikke passer på mig selv.
Men min datter har ikke redskaberne til at selvregulere, endnu, derfor er det så vigtigt at jeg som den voksne har fokus på dette. Jeg øver mig, trækker vejret, finder en vej ind i er roligere nervesystem hos mig selv.
Selvafgrænsning og det at passe på mit system, kan støtte hende og vise hende en måde at gøre det på, så hun selv kan finde sin balance.

Vi spejler alle hinanden, alle børn og voksne har brug for denne støtte. For mig handler det også om at være mor til er barn hvis nervesystem har været i alarm i mange år. Mange adoptivbørn har med deres baggrund og oplevelser tidligt i deres liv, været i flygt, frys, kæmp mode tidligt og i længere perioder af deres unge liv. Det kan sætte sine spor, derfor ligger det mig meget på hjertet at støtte min datter i at selvregulere, så hun kan finde sin egen vej og ikke hænge fast i uhensigtsmæssige overlevelses strategier.
Vi har dem alle, også mig, men der er måder hvorpå vi kan ændre dem, blive bevidst om dem og støtte os selv i dem.

Lige nu trækker vi vejret i min lille familie, bruger tid sammen, griner, leger, græder, trøster, er opmærksomme og nærværende, vi ER… noget der også altsammen støtter vores tilknytning og nervesystem.

“Det er en tradition mor…. Sådan gør man i Thailand når man mindes dem man elsker og savner…
Man sætter blomster ud.
Dette er for min Thailandske mor”

Min datter har meget med sig, glæde, drømme, savn. Som alle mennesker vel har. Men i en alder af 7 år, er der en dybere reflektion og indsigt i livet end jeg nogen gange har. Hun har oplevet savn i en grad jeg kun kan forstille mig. For selvom jeg har mistet min mor, havde jeg 41 skønne år med hende. Min datter har aldrig mødt sin, og det sætter tanker, følelser og store spor.

Jeg gør alt hvad jeg kan for at støtte hende i denne rejse, som er hendes.
Heldigvis går der intet af mig, min kærlighed vokser og vokser til hende og os, selvom jeg troede at det ikke kunne blive en dybere kærlighed.
Jeg ved at det vi har sammen er helt specielt, når hun tør dele sit indre og vise sit sande jeg, med mig.

Tak min elskede, jeg vil altid gøre mit ypperste for at støtte dig og vise min respekt og dybe kærlighed. Du er det smukkeste menneske jeg kender.

Du er det dyrebareste. Jeg gør alt hvad jeg kan for at vise dig din værdi, for at bryde egne uhensigtsmæssige overbevisninger, lave nye handlinger og heale gamle sår, så jeg ikke får dem pålagt dig og du skal deale med dem senere.
Du er min ❤️ og jeg er taknemmelig hver dag for at jeg må varetage opgaven som din mor. Jeg er rørt og lykkelig over alt der vi deler sammen, at du lukker mig ind og viser mig tillid. Jeg før alt hvad jeg kan for at støtte dig.

Tak ❤️

En rejse der tog ti år, inden du berigede mit liv, åbnede mit hjerte og gav mit et helt nyt perspektiv på livet. 10 år som jeg uden at blinke ville få igen, velsiddende at det er lige netop dig der kom ind i mit liv.
Jeg gør mig umage hver dag, for at vokse og blive en bedre version af mig selv, for at være den mor som du fortjener.
Din rejse til mig har været fuld af bump, usikkerhed, du har måtte slippe alt du kendte for at komme her hos mig. Jeg kan aldrig helt vide hvordan det er, men du skal vide at jeg elsker hver en del af dig også det jeg ikke kender til eller har været en del af.

Du er et barn med mange mødre. Jeg støtter dig så godt jeg kan og kunne jeg ville jeg fejre denne mors dag med både dig og din thailandske mor, hun må have været gude smuk for hun har skabt dig. Hun må have været fuld af mod og håb, men også savn, for at kunne have sluppet dig.
Jeg vil altid ære hende og være hende taknemmelig.
Og jeg vil altid være taknemmelig for sig min skat, jeg vil altid gøre mit ypperste for at vise dig din værdi og håber at du ser dit smukke lys, nu og hele livet.
❤️ mor

Kontakten til min datter er yderst vigtig for mig. At hun ved at hun kan stole på mig, at jeg er der, støtter hende men også at jeg giver hende plads og ikke dømmer hende.

Der kan være så svært at skabe de rammer som jeg ønsker, når jeg selv hele tiden støder på mine egne overbevisninger, og overlevelsesstrategier og jeg har erfaret at hvis mit nervesystem ikke er i ro, hvis jeg har glemt at regulere og mærke mig selv, træder jeg doe hurtigt over i hende og i forsøget på at skabe plads, indskrænker jeg den i stedet.

Vi kan ikke undgå at lave noget rod, sige noget uhensigtsmæssigt, både som forældre og i det hele taget som mennesker.
Men jeg kan stoppe op og give mig selv tid og ro til at reflektere, mærke efter, lytte til mit indre, så jeg bedre kan skabe den grobund for vores forhold, så jeg kan være medskaber af den kontakt vi har.

For jeg ønsker sådan at hun mærker t der ER plads til hende, både når hun er stille, men også når der er store armbevægelser og følelser.
For igennem plads og rummelighed, håber jeg hun kan vokse og vide at hun er præcis som hun skal være, og at hun er værdsat, ønsket og elsket højt, også når hun viser sit inderste og sande jeg.

En plads, rummelighed og kærlighed, jeg egentlig håber at alle mennesker må føle.

Personal branding shoot!!!

Fotograf Isabella Hjorth
Hair and makeup by me
Booking PB eller [email protected]

Forleden dag blev jeg ramt, lige ind i en sorg og smerte der handler om at være tilstrækkelig.
Min datter kan sige mange ting, vi kan tale om savn, biologisk ophav, ønsket om at møde eller blive hentet af sin biologiske mor, og bag smerten og medfølelsen jeg har for hende, findes en glæde for at hun deler alt dette med lige netop mig.

Forleden sagde min datter “jeg ville ønske jeg havde valgt en anden mor, jeg fortryder”
Disse ord var anderledes og ramte mit system og hjerte på en helt anden måde.

Måske fordi jeg ikke er hendes første valg, måske fordi jeg gær alt jeg kan for at være god nok.
Jeg trak vejret og selvregulerede så godt jeg kunne og kiggede med varme øjne på min datter, for jeg ved med min fornuft at vi gennem så mange andre oplevelser og delinger har et kærligt bånd.

Men det satte noget igang i mig. Hvorfor ramte det så hårdt? Hvad lå der bag hendes ord og hvordan tolkede min krop og hjerne på det?
Der slog mig hårdt da jeg opdagede at hun beskrev en frygt jeg først tydeligt lagde mærke til da jeg mødte hende for første gang, da jeg stod i Thailand med hende i hånden, hovedet fuldt af tanker og med hjertet uden på tøjet.

Følelsen og frygten for at være utilstrækkelig, ikke værdig, til besvære og mere skade end gavn.

Jeg tror mange kan genkende disse tanker og følelser. For mig var det første gang jeg hørte ordene højt, kunne formulere og sætte lighedstegn ved så mange uforløste følelser og tårer.
Det der virkelig slog benene væk under mig at jeg opsagde at denne følelse og disse tanker ikke var nye, at de bare var blevet vækket dengang i Thailand.
Det var en måde jeg havde været i livet på, noget der kommer helt tilbage fra da jeg selv var lille.

Der blev grædt meget forleden, af smerte, sorg, afmagt, men også lettelse. For nu er der så meget mere der giver mening, for ku er der noget der kan heales, for nu kan jeg endelig hære mig fri og være den person, mor, søster, kone, menneske jeg i virkeligheden er.

Tak min skønneste datter, min hjerteåbner, for at gå foran, for at vise vej, for at være her, for at være dig. For jeg får lov til at være din mor.