Symbolik.dk - Abstrakte malerier til hjemmet

"Hvad venter du på?"
150x180cm, akryl
https://symbolik.dk/abstrakte-malerier/hvad-venter-du-paa-abstrakte-malerier-150x180cm/

“Manden i det hellige rum”
150x180cm, akryl
https://symbolik.dk/abstrakte-malerier/manden-i-det-hellige-rum-abstrakte-malerier-150x180cm/

Når en mand med langt hår står midt i en kirke med en guitar hængende på tværs, giver det en mand som mig visse religiøse associationer. Han var ikke Guds søn, men han havde fat i noget.

Jeg var taget i kirke med en god ven. Det var hverken Faderen, Sønnen eller Helligånden, der havde lokket. Ahh, måske lidt – men det var snarere kulturen forklædt i musikken, der havde fået os ud af døren på en hverdagsaften. En længsel efter at koble af, glemme og bare være – her og nu. En længsel, der blev indfriet.

Var han hævet over os andre? Altså ham manden med guitaren på tværs, hvis toner fik englene til at synge. Ham med den dybe stemme, der fik kirkesoklen til at dirre. Ja, i en time og tyve minutter var han. Helt afgjort. Der var “hul igennem”, som man siger – en guddommelig indgriben.

Men da englene lukkede munden og kirkesoklen stod stille, var han mest af alt et menneske af kød og blod. Et menneske, der har rendyrket det, han elsker. Et menneske der var gået i dybden i forsøget på at forstå og opnå .. noget. Berømmelse og rigdom var for længst kastet i ligegyldighedernes afgrund for at sikre plads til det, der virkelig giver mening.

På de afsluttende fire minutter og 45 sekunder klædte halvguden os helt af. Vi grinede, så lyttede vi – og så græd vi. En kærkommen bumletur i Humørbussen. Lige dér midt i en helt almindelig kirke på en helt almindelig hverdagsaften.
Tak.

“Hvor har jeg savnet den sol” 120x150cm, akryl
https://symbolik.dk/abstrakte-malerier/hvor-har-jeg-savnet-den-sol-abstrakte-malerier-120x150cm/

Nogle sætninger kører lidt længere på literen end andre. Dem ka’ jeg godt li’. Jeg gemmer dem faktisk.

De kommer ofte spontant, og så kan de noget helt særligt. De kan opsummere. De rummer mere end ordene, der danner dem. De kommer fra andre – de kommer fra mig selv.

Følelsen af at støde ind i sådan en krabat får mig til at stoppe op. Jeg mærker efter og tager notits.

Jeg gik en tur i forårssolen med min datter. Det var den første rigtige forårsdag. Søndag i april. Vi skulle have is. Når man er 14 år, vil man egentlig ikke altid holde i hånd med sin far længere. Men det kunne vi godt den søndag. Det var hyggeligt.

Vi satte os på en bænk med isen og lynede vinterjakkerne op. Hyggesnakkede.

Når den første sol rammer mig – sådan rigtigt – har jeg det med at lukke øjnene og vende ansigtet op mod den.

“Hvor har jeg savnet den sol”, sagde jeg stille. Seks ord opsummerede en helt særlig følelse af at være på det helt rette sted, på det helt rette tidspunkt, i det helt rette selskab. Vinteren var slut, og vi var sammen gået ud for at hilse på foråret. Hånd i hånd – lidt endnu.

“Farrock i elevator” 120x120 cm, akryl
https://symbolik.dk/abstrakte-malerier/farrock-i-elevator-abstrakte-malerier-120x120cm/

Jeg trådte ind i elevatoren – uvidende om, at jeg ni etager senere ville træde ud som en anden.

Elevatordøren rullede stille i, og jeg var alene. Fire vægge, et loft, et gulv – og mig.

Kontrasten til den kaotiske morgentrafik, jeg netop havde danset med, var enorm. Og det påvirkede mig.

Som et klarsyn gik iscenesættelsen i gang. Jeg fik nærmest hele planen serveret, så det gik hurtigt.

AirPods i.
Volumen på MAX.
Spotify åbnet.
Back In Black af AC/DC søgt frem.
Tommelfingeren i spændt, men sikker svæve-position over Play-knappen.

Der er 1, 2, 3, 4, 5, 6 markeringer på guitaren (og lidt pause), før beatet går i gang. Så omtrent fem sekunder før min vurderede ankomst slap jeg tomlen.

Timingen var genial.

I samme sekund, døren rullede op, gik jeg iført sorte jeans, en sort t-shirt og et overlegent smil ud af elevatoren – I SLOW MOTION (sådan føltes det i hvert fald) – til verdens fedeste “Back In Black”. Og sådan fortsatte jeg hen ad gangen – og ind på kontoret.

Det blev en god dag. Jeg havde fundet selvironien frem, taget lidt p*s på mig selv – iscenesat mig som en working class hero, der fanme bare ikke var til at slå ud.

Dagen efter delte jeg elevator med syv smålugtende studerende, som ubevidst pressede mig op i det ene hjørne med madpakker, træningstasker og MacBooks.

Alle dage er bare ikke lige gode.

"Introvert ekstrovert studievært"
200x140 cm.

https://symbolik.dk/abstrakte-malerier/introvert-ekstrovert-studievaert-abstrakte-malerier-200x140cm/

Glædelig første december. En magisk tid med skønne traditioner og Symboler er over os 🤩
https://symbolik.dk/

“Hvorfor fanden har jeg ikke et trommesæt?”
100x150cm, akryl. Kan købes for et trommesæt.
https://symbolik.dk/abstrakte-malerier/hvorfor-fanden-har-jeg-ikke-et-trommesaet-abstrakte-malerier-100x150cm/

Har du også et ønske, du er bange for at realisere?

Jeg åbnede døren ind til øvelokalet på Holstebro Musikskole. I hjørnet stod – ET TROMMESÆT! Jeg havde bygget mine egne derhjemme af grydelåg, potter og puder. Så det mørkerøde Yamaha-sæt i hjørnet var lige ved at slå benene væk under mig. Jeg stivnede, men fik alligevel sagt pænt goddag til musiklæreren.

Nu sker det, tænkte jeg. NU NU NU!!! Om et par minutter sidder jeg og tæsker løs på et vildt fedt trommesæt.

De gav mig en øveplade og en marimba.

Den lader vi lige hænge lidt i luften…

En øveplade er en – ja, en plade. Man kan slå løs på den uden at forstyrre omverdenen synderlidt. Og hvis man bliver rigtig god, kan man komme i garden og gå med i optog på gågaden. Man får en fin uniform (i mit tilfælde karrygul) og en meget skinnende lilletromme, der kan hænge i en sele. En marimba er et grotesk stort instrument. Hvis en xylofon var en Porsche, så ville marimbaen sådan ca. være en gravko. Man slår på den med køller.

Siden har der hvilet en form for forbandelse over kombinationen “mig og trommesæt”. Det lader til, at det aldrig vil ske. Måske et hint fra den større verdensorden om, at jeg simpelthen bare er utrolig ringe til det. Men nu skal det dæleme være slut. Nu må vi se, hvad det kan.

Maleriet her kan derfor købes for beløbet – eller et trommesæt. Du vælger selv. Trommesættet skal være “mit alles”, og kvaliteten skal bare (nogenlunde) svare til prisen på maleriet. Send en SMS, hvis det har interesse.

PS: Holstebro Musikskole er et fantastisk sted. Jeg har siden hen spillet i masser af bands (strengeinstrumenter dog), og jeg havde bl.a. en dygtig guitarlærer, der hed Johnny Madsen. Tak til jer alle derude for en brav indsats 👌🎼🎺🪇

“Magien er størst, når passionen kommer først” 200x140 cm, akryl.
https://symbolik.dk/abstrakte-malerier/magien-er-stoerst-naar-passionen-kommer-foerst-abstrakte-malerier-200x140cm/

Jeg ved det godt.

Der er ting, vi er nødt til at gøre. Der er deadlines. Der er budgetter. Der er fornuft.

Pligten kalder.

Men hvor er magien bare størst, når passionen kommer først.

“Lad fuglene vise vej” 150x150 cm, akryl
https://symbolik.dk/abstrakte-malerier/lad-fuglene-vise-vej-abstrakte-malerier-150x150cm/

Det var en kold og klar dag. Efterårets første kulde havde ramt mine lunger. Jeg traskede derudaf på min daglige tur. Men hvor skulle jeg egentlig gå hen?

Tanken blev hurtigt hevet op på et højere og mere abstrakt plan. Hvor skal jeg egentlig hen?

Når jeg kommer i tvivl, øver jeg mig i at give slip.

Når man giver slip, tager verden over. Det kan være enormt befriende. Man lader sig skubbe rundt i manegen fra den ene side til den anden – fuldstændig ligesom alle andre ønsker det. Men det er rart, for det kræver ikke så meget.

Jeg nåede til en sidevej, som så ret spændende ud. Hvad gemmer der sig mon derinde? Er det noget, jeg skal bruge krudt på at finde ud af? Et nyt projekt, jeg skal kaste mig over, måske.

I samme øjeblik kiggede jeg op. Et fugletræk fløj forbi. De skulle nok til Tyskland. Jeg har hørt, at de ikke længere orker at flyve til Afrika. Det er lige så varmt og godt i Tyskland, så de sparer den lange flyvetur og tager til takke med sauerkraut og leberkäse.

Fuglene dannede et V. En pil om man vil. Pilen pegede lige ud. Jeg forstod en hentydning, gik forbi sidevejen og fortsatte ligeud ad hovedvejen. Dér skulle jeg åbenbart ikke ind. Det var ikke min beslutning – det var fuglenes. Verdens. Det eneste jeg skulle var bare at kigge op.

“Der findes ikke stop”, 200x140cm. Akryl.
https://symbolik.dk/abstrakte-malerier/der-findes-ikke-stop-abstrakte-malerier-200x140cm/

Hvis jeg tager et skridt frem nu, er der kun én vej – og det er hele vejen igennem. Stop er ikke en mulighed. Jeg elsker det.

Det er min forbandelse og min styrke.

Min dom og mit drive.

En byrde – en gave.

“Det helt rigtige job”
120x150cm, akryl
https://symbolik.dk/abstrakte-malerier/det-helt-rigtige-job-abstrakte-malerier-120x150cm/

Det var en anden, der sagde det.
Det var ikke mig.

Jeg tænker meget. Faktisk alt for meget. Jeg tænker meget på, om jeg er havnet på den rigtige hylde? Mit job og liv er kaotisk. Jeg brænder for at male, men også for at udvikle nye koncepter, trykke på computeren og for at være iværksætter. Penge har aldrig været målet – jeg vil bare gerne se ting lykkes og vokse.

Men midt i tankemylderet og alle aktiviteterne kan jeg komme i tvivl. Det er vist meget menneskeligt.

Giver det overhovedet mening, det jeg går og gør?

“Du har det helt rigtige job”, sagde min gode ven så lige pludselig til mig. Han havde siddet og kigget lidt på mig, mens jeg fortalte om min kaotiske tilgang til hverdagen og livet. Og hans kommentar overraskede mig lidt.

Jeg ved det jo godt. Men engang imellem trænger vi til at høre det fra andre. Til at få bekræftet, at vi er på rette vej, og at der er mening med galskaben. Jeg var begyndt at tro for lidt på det. Det fik vi lige rettet op på.

Det var løvfaldssommer, og vi sp*ste videre – lige dér midt i livet, sensommervarmen og det begyndende efterår. Den bedste tid af alle.

“Da jeg startede en boghandel”
250x120cm, akryl.
https://symbolik.dk/abstrakte-malerier/da-jeg-startede-en-boghandel-abstrakte-malerier-250x120cm/

Jeg har startet en boghandel.
Ikke sådan en Notting Hill-agtig hipster-boghandel, hvor Julia Roberts kigger forbi (havde det da bare været så vel).

Nej det er mere sådan en lidt moderne “woke”-agtig boghandel, hvor jeg sælger brugte bøger på nettet. Vandrehistorier om man vil. Nu må vi altså stoppe med at smide gode bøger i skraldespanden og med at fælde flere træer. Der er masser af eksisterende sider derude, der skal læses. Bøger der skal føles – ikke swipes.

Nå, men det var nu heller ikke fordi det skulle handle om endnu et af mine iværksætterprojekter – men snarere forestillingen om, hvad jeg vil fortælle børnenebørnene engang, når jeg stolt (?) beretter om mit livs bedrifter.

Bliver det om min tid som studerende? Min tid som underviser? Min tid som musiker? Min tid som alenefar? Min tid som boghandler? Min tid som trist? Min tid som glad? Min tid som ..

Hvad er det for en storyline, jeg er ved at skabe?
Hvilke handlinger og projekter er det, der beskriver mig?
Hvad er det for en selvbiografi, jeg ubevidst går og “skriver”?
Og er der nogensinden nogen, der kommer til at læse den..

Hvad vil du fortælle børnenebørnene, når de spørger, hvad du fik tiden til at gå med?

“Overhalet af mig selv” - 90x160cm, akryl
https://symbolik.dk/abstrakte-malerier/overhalet-af-mig-selv-abstrakte-malerier-130x160cm/

Jeg kom gående med en pakke i hånden – var på vej til posthuset. Der var en underlig stemning på gaden, og jeg blev utryg.

Var det mon fordi, pakken i hånden repræsenterede endnu et håbløst projekt, jeg havde kastet mig ud i – eller var det noget andet?

Til at starte med, spottede jeg det ikke. Men så gik det op for mig.
Jeg var fuldstændig alene.

I en halvstor provinsby trasker man ikke konstant ind i en medborger. Men her var noget andet på spil. Et eller andet havde ryddet gaden. Vinduer var tomme, bilerne var væk, ikke et øje at se – selv fuglene var blevet ude i skoven, og vinden havde lagt sig.

Så skete det.

En dreng på ca. 10 år overhalede mig på sin BMX-cykel. Roligt, slingrende og legende. Det var sådan en cykel, jeg fik og elskede, da jeg var på den alder. Jeg tvivlede ikke et sekund.. Det var mig selv. Jeg var glad, bekymringsfri og gjorde, hvad der passede mig. Og nu havde jeg (fanme) lige overhalet mig selv som voksen – på en BMX. Syret!

Det havde øjeblikkelig effekt, og jeg gik nu med min pakke i hånden og tårer i øjnene. Det var en voldsom oplevelse. Det var en hilsen fra mig selv og mit indre barn. “Husk at lege – husk at have dig selv med. Så skal det hele sgu nok gå”.

Med fornyet tro på projektet afleverede jeg pakken og smuttede hjem igen.

“Søjler af liv”
130x160cm. Akryl.
https://symbolik.dk/abstrakte-malerier/soejler-af-liv-abstrakte-malerier-160x130cm/

Jeg forestiller mig søjler af liv.

Vi har alle mange af dem. De består af mødet med omverdenen og andre mennesker. De består af oplevelser. Men de er også begrænset til tid og sted. Eller er de?

Hvis en søjle af liv har været negativ, er du så tvunget til at bære den med videre i livet? Andre mennesker i andre søjler kender dem jo ikke. Hvis den er fyldt med glæde og god energi, kan du så omvendt også vælge altid at have den med dig? Uanset hvad, så er søjler jo ret tunge.

Et liv med alle søjler i spil lyder som orkestergraven, der stemmer instrumenterne i en evighed. Griber du dirigentstokken, giver det en anden klang.

Livets søjler er bare tanker i dur og mol.

“Det vi har sammen” 250x120 cm, akryl.
https://symbolik.dk/abstrakte-malerier/det-vi-har-sammen-abstrakte-malerier-250x120cm/

Kender du følelsen af, at noget – desværre – lige er sket for sidste gang?

Sammen med et nysgerrigt og reflekterende ungt menneske har jeg “lige” set 7 sæsoner af serien Gilmore Girls. 153 afsnit + de fire ekstraafsnit af spillefilmslængde . Hvert eneste minut så vi sammen.
(Warning: spoilers kan herefter forekomme).

Vi har grinet – vi har grædt. Både undervejs og da det hele var slut. Tomrum… Kommer der flere afsnit – nogensinde? Formentlig ikke.

Jeg kunne have forsøgt selv. Men jeg var ikke kommet igennem, og det havde aldrig været det samme. Kun du og jeg ved, hvordan der skal reageres, når Luke og Lorelai endelig bliver gift, når Kirk får endnu et job, når Rory er Rory, og når Jess lukker afsnittet af med et “I love you”.

Jeg er dybt beæret over, at du ville se alle 153 afsnit med mig – og ikke mindst diskutere, hvad der var op og ned i intriger og menneskelige fejltrin.

Vi er alle forskellige. Personligt holder jeg mig til en lille inderkreds af familie og venner. Jeg bilder mig vist ind, at jeg fint kan det meste selv og alene. Men det er nu skønt at dele. Tak for din tålmodighed lille du. Det vil jeg aldrig glemme.

“Nøglen til musiklokalet”
150x100cm, akryl
https://symbolik.dk/abstrakte-malerier/noeglen-til-musiklokalet-abstrakte-malerier-150x100cm/

Han gav mig nøglen til musiklokalet. Jeg gentager lige. Han gav mig nøglen til musiklokalet!

Når det ringede ud til det store frikvarter, gik de andre ud på fodboldbanen eller i skolegården. Jeg gik i musiklokalet. Og der blev spillet højt. Virkelig højt.

Det er ikke sikkert, du ved det. Men hvis man er 14 år, GIGA musik-nørd og samtidig får at vide, at man nu har fri adgang til skolens musiklokale – så sker der altså noget dybt inde i én. Og hvorfor så det?

Nøglen til musiklokalet var mere end bare en nøgle. Jo jo, rent fysisk sad den bare lige dér i mit begrænsede nøglebundt (cyklen, hjemmet – og nu musiklokalet).

Men som en tryllestav hevet ud af en J.K Rowling-bog, åbnede den døren til det univers, jeg elskede allermest. Og nok endnu vigtigere – den symboliserede en tillid, jeg var blevet vist. Skolen og ham den helt fantastiske musiklærer (som jeg aldrig kan takke nok) stolede på mig, og jeg forstod mit ansvar.

Kære gamle musiklærer – du ved det nok næppe. Men du var – og er – mit idol. Du gav os lov, så vores styrker, inspirerede os og gav os et frirum. Tak for det. Dette værk skal være min hyldest til dig og andre forbilleder derude, som tør være det gode eksempel og vise tillid til vores børn og unge.

“Kongen af Mars” 90x160cm, akryl
https://symbolik.dk/abstrakte-malerier/kongen-af-mars/

Denne weekend har jeg set en konge blive kronet – og så har jeg lige sp*st en Mars-is. To rimelig gode oplevelser. Men der er altid plads til forbedring.

Kroningen nåede sit klimaks allerede under optakten, hvor TV-kommentatoren kunne berette, at der var installeret air-KONG-dition i kareten. Herefter kom showet aldrig helt op på samme høje niveau igen. Mars-isen derimod, – den holdt fint niveau gennem hele oplevelsen. Eneste minus var: Den var for lille.

Når man tænker på, at jeg i skrivende stund kun er halvvejs gennem weekenden, er det jo helt vildt, hvad jeg kan ende med af indtryk, inden næste uge banker på døren.

Luk op for sanserne, så kommer det hele til dig.
Livet er smukt 🤩☀️

“Middelmådig ekstraordinær”
200x140 cm, akryl
https://symbolik.dk/abstrakte-malerier/middelmaadig-ekstraordinaer-abstrakte-malerier-200x140cm/

“For ti år siden”
200x140cm. Akryl.
https://symbolik.dk/abstrakte-malerier/for-ti-aar-siden-abstrakte-malerier-200x140cm/

Jeg føler mig som en sommerfugl, hvor den ene vinge er de seneste ti år, og den anden er de næste.

Her svæver jeg rundt i min vugge som et produkt af fortid, fremtid og nutid. Vipper jeg med den ene vinge, er jeg styret af det, der var – vælger jeg den anden, forholder jeg mig til det, der kommer.

Imens råber jeg hult “Carpe diem” i et forsøg på at overbevise hele verden om, at jeg mest af alt lever lige nu.

Koordineres vores sommerfuglevinger overhovedet så bevidst? Eller ligger det dybere inde i maskinrummet – i DNA’en. Det er nok mere et vilkår end et værktøj.

Hvordan så dit liv ud for ti år siden? Var der mere arbejde, eller havde du lige sagt op? Var der mere familie og kærlighed, eller var der mest dig? Boede du et andet sted? Var du glad? Var du sur? Var du træt? Var du en anden? Har du lært noget? Og er det overhovedet det, vi skal?

For ti år siden i april flyttede vi ind – og et nyt eventyr foldede sig ud. Det har været skønt. Om ti år bor jeg her nok selv, eller måske er jeg rykket videre. Nogen i vores lille team er helt sikkert draget videre ud i verden. De skal ud og leve livet forlæns.

I går så jeg en sommerfugl i haven. Hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg ikke, den forstod ret meget. Den var der bare – og nød (ubevidst) foråret. Sådan skal resten af min dag være.

“Paraplyen der pegede opad” 120x150 cm, akryl.
https://symbolik.dk/abstrakte-malerier/paraplyen-der-pegede-opad-abstrakte-malerier-120x150cm/

Det silede ned. Lårfede stråler. “It’s raining cats and dogs”. Pis-vejr.. Jeg gik gennem morgentrafikken og tænkte over, at det var en lidt barsk start på dagen. Faktisk var det lidt synd for mig. Det kunne ikke blive meget værre – men så tog blæsten til.

Jeg var pakket godt ind – ca tre lag overtøj. Og så rager jeg generelt temmelig højt op i luften. Stor mand – ville nogen sige. Og over denne store mand svævede et meget tvivlsomt eksemplar af en klap-sammen-paraply.

Forestil dig at lave en drink i Grand Canyon og så sætte en af de dér små papir-paraplyer ned oveni som pynt. Det var ca det størrelsesforhold, vi har ude i her.

“Puf!!!” siger det – og min sammenklappelige Bilka-paraply til 39 kr peger opad. En parabol af skam og ydmygelse. Jeg går panisk i gang med at genetablere paraplyens oprindelige funktion, men konstaterer, at den nu også er hoppet af spidserne flere steder.

I mine ører gør Mozart sit til, at hele dette scenarie virker mere og mere grotesk. “Puf!!” siger det på modsatte fortov. Og så endnu et “puf”. Som statister i en mislykket Broadway-musical danser vi rundt med vores paraboler. På en måde ret smukt. Men balancen er hårfin.

Senere samme dag købte jeg en ny luksus-paraply. Med en investering på få hundrede kroner har jeg nu placeret mig i paraply-ejernes superliga. Noget der har irriteret mig hele mit voksenliv er nu fikset på 10 minutter. Hvorfor fanden har jeg ikke gjort det noget før?

“En gang går solen sin runde uden Kaj” 150x120 cm. Akryl.
https://symbolik.dk/abstrakte-malerier/en-gang-gaar-solen-sin-runde-uden-kaj-abstrakte-malerier-150x120cm/

De italienske bambini vinker og smiler hver dag til Kaj, når de i den lille flok går mod skolen. Kaj er 88 år, dansker og sidder trofast på en bænk ved molen et sted i Syditalien.

Kaj ved godt, at solen en skønne dag – måske i morgen, måske om ti år – vil gå sin runde uden ham. Det er han helt okay med. For når forårssolen skinner, lever han. De kloge har ellers fortalt ham, at videnskaben kan holde ham kørende meget længere. Men Kaj er ikke nogen “cyborg” – han vil lade naturen gå sin gang.

Som et lille barn, der tavst erkender, at den sidste gave under træet er åbnet, har han lænet sig tilbage på bænken for at nyde alt det, han fik. Og hvem ved, måske er der alligevel en lille pakke, der har forputtet sig under de inderste grene. Man skal aldrig sige aldrig.

Kaj havde hele livet vidst, at han engang ville drage sydpå og slå sig ned. Det var drømmen, og den havde standhaftigt givet brændstof til viljen og livsglædens motor i årtider. Så enkelt var det. En alderdom i varmen med røde druer på flaske og en daglig mark og rita.

Den morgen var bænken tom. Solen var stået op i Palermo – men det var Kaj ikke. Børnene vinkede vanen tro, men konstaterede med undrende blikke, at Kaj var smuttet. Dagen gik. Solen gik ned. Ciao Kaj.

En gang går solen sin runde uden Kaj - abstrakt maleri, 150x120cm Se flere billeder og læs historien om Kaj i Syditalien. Masser af energi, struktur og fortælling. Akryl, oliepastel, mm. på lærred.

“Buddha og Wifi”, 250x120 cm, akryl
https://symbolik.dk/abstrakte-malerier/buddha-og-wifi-abstrakte-malerier/

Jeg passerede en af de boliger, der grænser helt op til fortovet, og hvor man med sine to meter i højden nærmest bliver suget ind i stuen.

I lejlighedens eneste vindueskarm – den mest prominente plads – stod der to nøje udvalgte objekter. En wifi-router og en Buddha-figur. Her var de to meningsskabere i beboerens dagligdag, – overfortolkede jeg.

Det kaotiske internet med alle dets løgne, fristelser, (fake) news, influencers og helt sikkert også en masse gode ting.

Og så en løftet pegefinger i form af en forgyldt Buddha-figur, – der roligt mindede beboeren om, at man altså skal opføre sig ordentligt og ikke bare kaste sig ud i hvad som helst. Ellers er der ingen garanti for, hvilken reinkarnation, der bliver fundet frem.

To balanceskabere – side om side.

I min vindueskarm står der en kaktus og en påskelilje. Måske min egen ubevidste reminder om at gå ud i verden med både albuer og empati. Hvad står der i din vindueskarm – sådan lige nu?

“Duet med Pavarotti”
Akryl, 130x160cm
https://symbolik.dk/abstrakte-malerier/duet-med-pavarotti-abstrakte-malerier-130x160cm/

Hvis vi nu sagde, at jeg var mig.

Og den store komplekse og helt vidunderlige verden derude – det var Pavarotti. Altså ham dér opera-typen (der desværre ikke er blandt os længere).

Så skulle jeg hver dag synge duet med mesteren. Vi skulle synge i de store operahuse foran et glubsk og forventningfuldt publikum. Jeg skulle stå dér med min middelmådighed og forsøge at ramme det høje C. Lige ved siden af – mesteren.

Sådan har jeg det nogle dage. Følelsen af ikke helt at være go’ nok.

Der stilles store krav derude i verden. Og vi er jo for pokker alle sammen bare små almindelige mennesker af kød og blod. Arh,.. ham Pavarotti var nu ikke helt lille. Men mesteren var i bund og grund også “bare” et menneske – ligesom som du og jeg.

Det tror jeg faktisk, jeg vil minde mig selv om næste gang, der dukker en lidt faretruende dag op. Kød og blod. Gør det så godt, du kan. That’s it.

“Sad beige baby har fødselsdag”
https://symbolik.dk/abstrakte-malerier/sad-beige-baby-har-foedselsdag-abstrakt-maleri-150x150cm/
150x150 cm. Akryl.

Jeg bor sammen med to sprog-magneter, der ugentligt tiltrækker nye udtryk og serverer dem som en delikat “side dish” til aftensmaden. Ad den vej har jeg fundet ud af, hvad fænomenet “sad beige baby” dækker over. Her kommer den banebrydende forklaring – og løsning.

En “sad bage baby” repræsenterer tilsyneladende en forstyrrelse. En forstyrrelse der .. er ens baby.

Det strømlignede liv og skønne hjem er indrettet. Alle farver, former, dimser, møbler og gøremål spiller bare fantastisk sammen. Selv manden er begyndt at rette ind. Men hvad sker der så? Så kommer baby! Og baby passer IKKE ind i designet!

Løsning er ifølge sad-beige-baby-forældrene, at babys tøj, værelse, legetøj, møbler og ikke mindst Instagram-billeder bare skal være beige. Så passer det hele nemlig sammen – og verdensordenen er ikke forstyrret.

Som en farvernes ambassadør er det nu, jeg vil tillade mig at gøre oprør og skabe kaos i sad-beige-baby-hjemmene. Maleriet er hermed en fødselsdagsgave til alle de små sad beige babies derude, der efter det første leveår må være temmelig farvehungrende. Tillykke til jer – og hils mor og far og sig, at der er flere malerier på vej.

Ps, I gør det i øvrigt godt derude, kære forældre.

“Onkel Mads har været i Hollywood”
https://symbolik.dk/abstrakte-malerier/onkel-mads-har-vaeret-i-hollywood-abstrakt-maleri-200x140cm/
200x140 cm. Akryl.

Som vi nysgerrige typer plejer at sige, “kunne jeg ikke undgå at overhøre” samtalen mellem den unge mor og hendes tre (måske to, men det lød som tre) børn i supermarkedet.

Faktisk havde vores veje krydset et par gange under indkøbsturen. Både henne ved pålæg og nede ved mælkekøleren. Og lad mig sige det lige ud – de børn ville gerne have en mælkesnitte. De ville egentlig gerne have næsten alt, hvad de fik øje på. Og det var ikke så lidt.

På en skala fra 1-5 over hvor presset man som småbørnsforældre kan være i et supermarked, var denne mor stille og roligt ved at snige sig op på en solid femmer. En tilstand man før har set kamme over i fuld nedsmeltning.

Det lille team (mor og børn) når frem til kassebåndet, og nu tager det fart. Her er der VIRKELIG meget slik, man kan tigge og plage om. Og da ældste datter ser ugebladene med de vanvittige overskrifter, kommer spørgsmålet: “Mor, har du været i Hollywood?”.

På det tidspunkt kunne mor ikke have været længere fra Hollywood. Alle i køen holdt nu vejret. Ville hun bryde sammen? Havde hun mon været i Hollywood? Pleeeeeease, sig du har været i Hollywood!

Svaret kom relativt hurtigt: “Nej, Onkel Mads har været i Hollywood”.

Misundelsen og afmagten var tydelig.
Onkel Mads som altid vælger den nemme og “fancy” vej. Onkel Mads som bare render rundt og nyder livet. Onkel Mads som valgte Hollywood fremfor REMA 1000. Man skulle have gjort som Onkel Mads.

Varerne blev pakket, og det lille shopping-team forsvandt ud af døren. Godt gået kære hverdagens helt. Livet er ikke altid som i Hollywood og i ugebladene. Livet er her og nu – på godt og ondt. Lev det, nyd det – og start med at købe en mælkesnitte til ungerne næste gang, du handler 😅