Mobbehåndbogen

Jeg giver aldrig op på mennesker!
- om at kæmpe sig tilbage til livet -

”Psykologen begyndte at græde og forlod lokalet.... Så sad jeg der og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Efter et stykke tid var hun ikke kommet igen, så jeg måtte forlade lokalet og gå ud til min mor der ventede i bilen......” fortalte Camilla mig.

(Historien her er gengivet med Camillas tilladelse. Navnet og enkelte andre ting er ændret, men vi er nogenlunde enige om dialogen og rækkefølgen af denne. Der er et par vigtige pointer (sikkert flere) som jeg tillader mig at fremhæve sidst i historien)

”Du forlader mig ikke...” sagde hun, Camilla, til mig, med en lidt skinger stemme.

”Jeg ryster” sagde hun.

”Selvfølgelig forlader jeg dig ikke” sagde jeg. ”Jeg står lige her bagved dig”

”Jeg kan ikke mere” sagde Camilla. ”Jeg vil ikke!”

”Camilla, vi aftalte du skal prøve lidt mere i dag” sagde jeg.

”Jamen jeg kan ikke”

”Tag et skridt fremad” sagde jeg.

"Men min krop vil ikke” sagde hun.

”Camilla, jeg ved du kan og jeg ved din hjerne og din krop kan og vil.

Du går ikke i stykker, det lover jeg.

Jeg ved det. Og jeg står her lige bag ved dig og jeg er med dig. Hele tiden”

Jeg har en uendelig tror på menneskets ressourcer, og jeg har en uendelig respekt for hjernen, som nogle gange ikke altid arbejder med os men mod os. Dette dog ud fra en positiv hensigt.

Derfor vidste jeg også, at Camilla kunne tage det lille skridt, og at der ikke ville ske noget når hun gjorde det.

”Må jeg lukke øjnene?” spurgte hun.

”Altså jeg er ligeglad. Men måske det er en fordel at holde dem åbne tænker jeg.” sagde jeg med lidt let munterhed i stemmen.

”Du så klog” sagde hun og smilede lidt.

”I know” svarede jeg lidt tørt ironisk.

”Ok nu gør jeg det” sagde hun og tog et skridt.

Jeg siger ofte (og jeg mener det 100%) til mine gæster, at ”jeg har dem” at jeg er ”foran dem, ved siden af dem og bagved dem” hvis der er brug for det.

Her var jeg helt bogstavligt lige bagved Camilla.

”Puhhhhhh... ” sagde hun. ”Puhhhh det hårdt. Jeg ryster. F**k jeg ryster” Hun tog et skridt mere.

”Er du der?” spurgte hun. ”Lige bagved dig” svarede jeg.

”Jeg skal ind af den fu***ng dør” sagde hun. ”Jeg skal. F**k jeg ryster. F**k” Hun tog endnu et skridt og så et til. Og så et til. Tårerne løb ned ad hendes kinder.

Så var vi fremme ved døren som gled til side, så vi kunne komme ind.

”Jeg tror ikke jeg kan mere i dag” sagde hun.

”Må jeg presse dig?” spurgte jeg.

”Nej, ikke mere i dag. Jeg kan ikke.”

”Det er fint” sagde jeg. Du har jo også gjort det megagodt i dag. Ny rekord. Vi skal nok komme helt i mål, det lover jeg! Du er sgu så sej er du. Lad os gå tilbage til bilen.”

Hun vendte sig om i mod mig og smilede. Tårerne løb fra hendes øjne, men hun smilede.

”Tak. Tak fordi du tror på mig” sagde hun.

Så forlod vi langsomt indgangsdøren ved Netto og gik hen til hendes bil, hvor hendes kæreste sad og ventede. Hun satte sig ind på passagersædet, rullede vinduet ned aftalte en ny tid og vi sagde på gensyn.

Ugerne efter lavede vi samme øvelse, igen og igen, hvor vi løbende lagde noget progression på. Sådan helt bogstavligt... Et skridt af gangen. Vi skiftede også Nettoforretningen ud, så det ikke kun var den samme.

For pokker hun kæmpede gjorde hun.

”Psykologen begyndte at græde og forlod lokalet.... Så sad jeg der og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Efter et stykke tid var hun ikke kommet igen, så jeg måtte forlade lokalet og gå ud til min mor der ventede i bilen...... Jeg hverken så eller hørte fra hende (psykologen) nogensinde igen.......”

Camilla (navn ændret, og som skrevet, historie gengivet med tilladelse) fortalte dette ganske kort inde i vores første session. Camilla er 35 år og invalidepensionist. Førtidspensioneret på grund af mental overbelastning (stress på alle mulige voldsomme måder) som er opstået på grund af en ganske voldsom mobbehistorik.

Voldsommere end jeg nogensinde er stødt på før. Hvis man ikke ved hun er førtidspensionist, ville man egentlig ikke tro det.
Hun ser godt og ikke mindst sund ud. Ca. 170 cm., langt mørkt kraftigt hår osv. Man kan bare ikke se, hvor traumatisk hun er ramt.

Jeg har lavet Mobbebarometrene, se billede i kommentarfeltet, og måtte sande, at vi med Camillas historie sprang skalaen på disse.
Og så er det vildt siger jeg bare.
Og dødsensfarligt.

Camilla kunne da jeg mødte hende første gang, ikke forlade sit hjem, ikke gå ud og handle, ikke hente hendes datter fra børnehaveklasse og meget andet. Med mindre hun var sammen med en person hun havde 100% tillid til.
Hun kunne ikke trække vand ud i toilettet. Hun havde indtil hun havde mødt hendes nuværende kæreste, haft svært ved det relationelle og kun haft ganske få korte forhold.

Når jeg får sådan en information; ”....psykologen forlod rummet...” er der ganske hurtigt mange ting i spil.

I telefonen havde hendes far sagt, at det handlede om mobning og en lang række voldsomme oplevelser og ikke at være blevet mødt rigtigt af andre professionelle.

Som jeg siger når jeg uddanner coaches ”Man ved aldrig hvad der kommer eller dukker op... ” og i det ”rum” skal man være klar til, at være en ressource for den som opsøger dig.
Mener jeg!

At psykologen i Camillas tilfælder havde mødt ”væggen,” og tilsyneladende lavet nogle følelsesmæssige spejlinger er hvad der sker. Vi er alle mennesker.
Men i min verden sørger man som minimum for, at få sin gæst videre til en anden professionel og man får bundet ”en sløjfe” på situationen på den ene eller anden måde.

Det skete desværre ikke her, og Camilla sad tilbage med en fornemmelse af, at være et håbløst offer. En der ikke kan hjælpes mere. En der endnu en gang var blevet opgivet af systemet.

Ikke et eneste ondt ord om psykologer eller andre fagprofessionelle i øvrigt. Der er mange mange samtaleprofessionelle, der hver eneste dag laver et fantastisk stykke arbejde derude.

De ting der hurtigt kommer i spil i mit hoved i en sådan situation er, hvor mange professionelle har hun mødt, hvad er der sket, kan jeg som coach tage opgaven hvis det er så vildt? Og lidt til.

Overvejelsen om jeg kan tage opgaven fordi jeg er coach og ikke psykolog eller terapeut, går som regel ret hurtigt. Hvis der har været indtil flere fagprofessionelle inde over, og personen ikke har fået den rette hjælp, har jeg mere end erfaring nok til at tilbyde min assistance.

Jeg er ikke nervøs og jeg har efterhånden stået i så mange forskellige situationer, så min erfaring i at møde mennesker svære steder i deres liv, gør at jeg er klar.

Jeg er der!

Så vi gik i gang – Camilla startede med at sige, at hun nærmest ikke orkede at fortælle hendes historie endnu engang. Jeg smilede til hende og sagde, at det var hun jo næsten nødt til.

Hun smilede tilbage og sagde: ”Nå ja selvfølgelig... ”

Det blev en vild fortælling. Helt fra 1. klasse havde hun oplevet mobning og svigt fra professionelle voksne. Og det eskalerede bare jo ældre hun blev. Selv i gymnasiet fortsatte mobningen. Og det fra de samme personer.

Jeg skriver her to af de ting hun er blevet udsat for. At skrive det hele her, ville de færreste alligevel tro på, eller have lyst til at læse. Det er så vildt. Ikke desto mindre har Camilla oplevet det. Og overlevet det.

Og jeg har lyttet til det. Og det er vildt.

Episode 1.

I 5.klasse blev hun fanget af drengene i klassen. De bar hende ned for enden af fodboldbanen på skolen. Hen til nogle træer. Her sad klassens ”dronning” med hof. De skulle lege ”frisør salon.”

Mens drengene holdt hende, blev Camilla make uppet og ikke mindst klippet.

For nu at bruge Camillas ord, så lignede hun noget fra dårlig en gyserfilm. Her fik hun lov at blive hjemme fra skolen i et par uger. Familien klagede over det der var sket, men fik ikke medhold i at det var hård mobning. Kun et udtryk for elevernes manglende situationsfornemmelse.

Og at det selvfølgelig var synd for Camilla.

(Denne type vold er jeg desværre stødt på en del gange i forskellige udgaver)

Episode 2.

I 7.klasse blev hun fanget af drengene (igen) Ført til toilettet. 4 store drenge vendte hende på hovedet og holdt hendes hoved henover toilettet. Sænkede hende ned så noget af hovedet og ikke mindst alt håret var i kummen. Herefter ”vaskede de hendes hår” ved at trykke på skyl-knappen. Som de sagde.

De grinede mens de gjorde det og sagde, at nu fik hun jo vasket hår helt gratis.

Det stod på et helt ”stort” frikvarter. Skolen mente det var drilleri. Den ene dreng blev bortvist for en periode.

Siden den dag har Camilla ikke ”trukket ud” på toilettet.
(Denne type vold er jeg stødt på to gange)

Camilla oplevede mobning igennem hele hendes skolegang. Desværre også på hendes arbejdsplads efter endt studie.

Til sidst gik hun 100% ned med stress.

I en alder af 28 brød hun sammen og kunne ikke gå eller bevæge sig og blev indlagt. Fik angst, dårlig ryg og en mængde psykiske diagnoser.

Camilla er uendelig fu***ng normal!! Det ved jeg. Jeg kender hende.

Jeg arbejder yderst uortodokst. Deraf Netto opgaven til Camilla. I stedet for bare at tale og tale og tale, gjorde vi det fysisk og udfordrede det svære.

Ikke bare sådan lige. Men som en del af en mængde uddannelse (psyko education) for og af Camilla, og så endelig noget action på det svære.

Det blev en vild rejse.

Hendes ”break through” kom som et follow up, på vores mange besøg i forskellige Nettoforretninger.

”John-Erik. John-Erik i morgen vil jeg gerne prøve at handle helt selv. Du skal være der, men du må ikke være der. Hvordan gør vi det?”
Spurgte Camilla i telefonen.

Ja hvordan fanden gør man det. Jeg fik associationer til en vikingefortælling om en dame i fiskenet og nogle fugle, men jeg kunne ikke helt huske historien.

Hvad filen gør man?

Jeg fik en lidt vild ide, og skrev til Camilla, at vi lige skulle vente et par dage, men så var jeg klar.

Dagen kom hvor vi var klar. Jeg kunne se, at hun blev sat af et stykke uden for Netto, af hendes kæreste. Der stod hun. Hun trak vejret dybt og gik med relativt sikre skridt (vi, hun og jeg har sgu gået mod mange Nettoer har vi) hen mod indgangsdøren.

Hun tog hendes telefon op tekstede mig og spurgte ”Kan du se mig?” ”Jeps” svarede jeg tilbage. ”Lover du?” spurgte hun. ”Jeps, du har lyse jeans og hvide sneaks på” svarede jeg.

Hun fortsatte hen til døren. Denne gled op og hun gik ind, tog en kurv og begyndte forsigtigt at handle lidt ind. Så stoppede hun op og tog hendes telefon frem og tekstede mig.
”Kan du se mig?”
”Jeps, du har lige lagt noget mælk i kurven”

”Hvor er du?”

”Det et lige meget, men jeg er der, det lover jeg!”

”Ok” svarede hun og handlede videre. Der gik lidt tid nu, hvor hun gik rundt og handlede. For andre mennesker gik der bare en normal pige rundt og handlede. For mig gik der en gigantisk modig pige rundt i forretningen, der lige nu lavede den største sejr hun kunne lave.

Rå girl power siger jeg bare.

”Nu står du i kø ved kassen og jeg går hen og venter ved bilen. Men jeg er under 15 sekunder fra dig hvis det er” skrev jeg på en tekst til hende.

Hun kom smilende ud af forretningen og vinkede til mig. Da hun kom hen til mig, gav hun mig et kram (jeg krammer normalt ikke mine gæster, men her var det ok tænkte jeg)

Hun begyndte at ryste, og ikke mindst brød ud i gråd.

Men hun var glad.

Hun kommer faktisk hos mig endnu. Sådan on/off. Vi er ikke færdige, for der er stadig meget der skal arbejdes med. Men hun kæmper og vi har løbende fine små succeer. Som vi fejrer hver gang!!

Jeg tror altid på at der er en vej gør jeg. Jeg sad i videovervågningslokalet. En sød nettochef gik med på ideen.

Jeg giver aldrig op på mennesker!

Et par pointer:

- Selvom mennesker ser godt ud og virker friske, kan de sagtens være fanget i et indre fængsel. Husk din model af verden er ikke den samme som andre menneskers
- Hvis du oplever mobning eller noget der minder om så og tag ansvar
- Mobning er ikke kun det der faktuelt sker i situationen. Det er også for den enkelte forventningen om, at det kan ske hver dag = mental megaoverbelastning!

#6
”Jeg ved godt det her er forkert at sige…. Men….”

Lidt fra coacherbloggen - en ret vild historie som heldigvis endte godt.
Se mere her: https://bangakademi.dk/bloggen/

Fie på 13 år kom en dag ind på mit kontor. Mor var med og sad i det tilstødende lokale. De var en dansk familie bosiddende i Malmø. Fie gik i 7.kl.

De kom fordi hun ikke trivedes i hendes klasse og ikke var glad i livet.

Over en kop kaffe og et krus kakao gik vi i gang.

Langsomt foldede der sig en vild historie ud. Fie synes selv hun bar skylden for alle de ting der ikke fungerede. Hun græd lidt og hendes lille brille gled hele tiden ned på hendes næse.

Efter et stykke tid stoppede jeg samtalen og sagde forsigtigt til hende: ”Fie det her er ikke dig der er noget galt med, det her er hård mobning!”

Til en start mente hun ikke det var mobning, men det var det. Det var ret voldsomme ting Fie blev udsat for af dem hun gik i klasse med. Alt fra vold, udstillelse på de sociale medier til ekskludering både i skolen, men også på klasseture.

Fies historie ramte mig. Når man hører en der bliver mobbet fortælle om de situationer de bliver sat i, kan man ikke undgå dette. Mobning er ganske vildt!

At skrive det hele ned ville blive en meget lang historie, men her kommer to ”små” ting fra hendes fortælling.

Fie fortæller:
1.
”Vi var på klassetur og alle pigerne skulle sove på første sal i huset. Det var et stort rum med skråvægge. Pigerne besluttede at vi alle skulle ligge os i en rundkreds i vores soveposer, med hovederne ind mod hinanden. Da jeg skulle til at ligge mig til rette, sagde de til mig at jeg ikke kunne være med, men at jeg skulle lægge mig over til væggen, der hvor skråtaget nåede ned til gulvet og at jeg skulle kigge ind i væggen og ikke måtte kigge på dem. Jeg græd lidt indtil jeg faldt i søvn.”

2.
På mit kontor et stykke inde i forløbet.
Med tårer i øjne og udfordring med brillerne som ikke kunne blive siddende netop på grund af disse tårer.

”Jeg ved godt det her er forkert at sige…. Men jeg har lige været på hospitalet i 4 dage. Jeg var så glad de dage jeg var på hospitalet. (selvom jeg havde ondt i benet) Jeg var så glad, fordi jeg ikke behøvede at gå i skole. Jeg fik ligesom fri inde i mit hoved. Så selvom jeg godt ved det er forkert at sige, så var jeg altså glad da jeg var der. Jeg vil faktisk hellere være på hospitalet end i skole….”

Sagen blev lidt kompleks da det var i Sverige. Tingene foregår lidt anderledes, men meget langsomt tog skolen sagen seriøst. De lavede tiltag, men tiltag uden effekt og forståelse for mobningens væsen.
De mente faktisk, at Fie selv havde skylden for en del af de episoder der var og i samtaler mellem Fie og ressourcelærere prøvede de at få hende til at tage ansvar for nogle af ekskluderingssituationer der havde været.

I sådanne situationer kan jeg faktisk godt blive rigtig vred.

Skolen anbefalede at hun blev gående og sagde at de nok skulle få styr på det.

Vi nåede til et punkt, hvor Fies ve og vel var på spil. Vi nåede til et punkt, hvor det i min optik var decideret sundhedsskadeligt for Fie at være på skolen. Hun var voldsomt stresset, blev igen og igen udsat for vold mm. (selv om skolen sagde de havde styr på det… )
Jeg kunne ganske ikke anbefale at hun blev på skolen. Konsekvenserne kunne blive for store.

Forældrene besluttede i samråd med mig, at tage hende ud af skolen. Da det skete, skete der også en opblomstring med Sophies humør. Hun blev glad og fik energi tilbage.

Vi fandt en ny skole til hende, og fra da af handlede vores samtaler om hendes fremtid i den kommende klasse.

I dag er Fie en glad pige som heldigvis er kommet godt videre.

Se mere her: https://bangakademi.dk/bloggen/

Så hvad.. ?
Skal du med på vores coachuddannelse der starter om bare små 20 dage.

Opkvalificer dit cv
Søg nye og spændende veje på dit nuværende job
Eller blot... bliv klogere. På dig selv og andre!

Se mere på linket her:

bangakademi.dk

Øj der er gang i mobbehistorierne i disse dage...
Mange brøler med og alle (næsten) har en mening om mobning og det der sker rundt omkring....
Uanset hvad, så er et (1) mobbeoffer, et offer for meget.

Og kort... i en mobbesag er det skolelederens ansvar, at får styr på det, tage ansvar og ikke mindst få ryddet op.
Dette i samarbejde med alle de involverede...

Vi er forresten i gang med det helt store trivselsprojekt... Så stort at potentialet synes enormt.

Her kommer lidt fra dagligdagen i forhold til det at arbejde med mennesker ramt af mobning.
Du kan også se artikel her:https://mobbehaandbogen.dk/wordpress/wp-content/uploads/2022/03/bare-sig-fra-det-er-ikke-sa-svaert.pdf

BARE SIG FRA, DET ER IKKE SÅ SVÆRT!
”Tænk nu hvis de eneste i hele verden der holder af mig, er min mor og far? Tænk nu hvis mit liv slet ikke har nogen betydning?”

Vi har i øjeblikket en del mobbeofre kommende her på coach-kontoret. Desværre.

En af situationerne er desværre næsten mobning-klassik. Forstået på den måde, at alt det der sker, er det der er beskrevet i de forskellige mobbebarometre, som der er lavet i mobbehåndbogens navn.

Overskriften i denne artikel er en ordret gengivelse fra både en forælder men også en lærer, til den person der bliver mobbet. I dette tilfælde en 14 årig pige.
Udsagnet under overskriften er desværre et udsagn, vi ofte hører fra mobbeofre.

I denne sag er den aktuelle situation, at vi er på skala 7 på de forskellige barometre. (Desværre stærkt på vej til skala 8. Hvis vi når dette, skala 8, starter helt konkret psykisk og fysisk vold. Sidst i artiklen er der et lille uddrag af skala 8)
Det betyder at vi er videre fra skala 5, hvor vi i Mobbehåndbogen mener, at det øjeblik man bevæger sig videre fra skala 5 på mobbebarometrene, er der er stor mulighed for psykiske og fysiske mén, på forskellige områder.

Se herunder et uddrag fra de forskellige barometre, og også hvordan man faktisk kan sammenholde dem.
Skulle du være i tvivl, så passer det desværre 100%, det der sker her i den aktuelle situation. Og det sker hver dag, hvert minut.

Uddrag fra mobbebarometret – Den mobbede, den enkelte skala 7
7.
Du er isoleret i skolen. Du holder dig for dig selv da det er nemmest. For bare at have lidt selskab er du sammen med nogen fra de mindre klasser.
Der er noget uro i din krop som kan være svært at beskrive – men du ved den er der.
Du synes det kan være svært at huske ting/lektier ovre fra skolen.
Det er overhovedet ikke sjovt, at gå i skole
Mor og far forstår dig ikke, men siger ting som: ”du skal bare op på hesten igen”
Din lærer siger at det burde blive bedre nu – selvom du ved, at de møder der har været holdt med de forskellige grupper ikke har hjulpet.
Du er blevet udelukket fra forskellige grupper på de sociale medier

Uddrag fra mobbebarometret – Forældrene skala 7
7.
Det er frustrerende som forælder. Man er tilbøjelig til at tænke, at ens barn måske overdriver, da de professionelle har sagt, at de har holdt møder, og at der ”er styr på det”
Barnet begynder, at blive syg oftere end normalt.

Uddrag fra mobbebarometret - Lærerne
7.
Der er lidt fravær for enkelte elever, det slås hen med lidt sygdom.
Forældre kan ringe og sige at barnet ikke trives – man lover at have fokus på barnet

For den som er i situationen, er det ganske voldsomt. Det er forvirrende og uanset hvor man vender sig hen i skolen, er der afslag og udstødelse, og ingen forstår eller møder en.

Mange af de voksne, lærere og forældre, siger sætninger der viser, at de på ingen måde forstår situationen.
På ingen måde.

Det som dem omkring ofret, forældre, lærere og andre omsorgspersoner siger, er noget a la:
• Du må jo se, at komme ind i kampen
• Du fokuserer meget negativt
• Du skal bare sige fra
• Kan du ikke bare være sammen med x person hele tiden
• Op på hesten, det bliver bedre i morgen
• Kan du ikke snart se lidt lysere på tingene
• Alt kan jo ikke handle om dig
• Du har jo selv et ansvar
Og en række andre sætninger...

Det som sker i skolen, er generelt følgende:
Den der bliver mobbet, har ingen autoritet blandt de andre i klassen og måske endda på årgangen.
De andre elever signalerer til lærerne, at de ikke forstår hvad den mobbede siger, hvis den mobbede får lov at svare på et spørgsmål i skolen.

De andre elever sørger for, ikke at blive set isoleret sammen med den mobbede.
Hvis man kommer til, at sidde ved siden af ofret, bliver al energi brugt på, at komme væk fra vedkommende. Ofte ved hjælp af sms-dialog med andre elever i klassen.
Lærerne forstår ikke situationens alvor. I denne aktuelle situation er der kun mandlige lærere omkring denne klasse, og de siger både til forældre men også ofret, at det ”jo kun er noget pigefnidder.”

I den aktuelle situation lavede et par klassekammerater en fælde for den mobbede. En signalerede venskab med ofret, og prøvede at få ofret til, at sige/skrive dårlige ting om ”klassens dronning.” Ofret i denne situation er stærk på sine værdier, og valgte kort at sige fra her. Da der blev sagt fra, fra ofrets side forlod den ”nye ven” straks ofret og vendte tilbage til ”klassens dronning,” og måtte melde, at fælden lykkedes ikke.

Uanset hvorhen ofret vender sig, er det til en væg af afvisning, løgne og dobbeltspil. Desværre kan man skrive en mængde mere om voldsomhederne i dagligdagen i denne situation.

Så hvad kan man gøre?
Når niveauet har nået skala 7, på vej til 8, kan den enkelte elev ikke gøre noget selv. Som skrevet har vedkommende absolut ingen autoritet i klassen, og der er etableret en (syg) kultur og et hierarki, hvor det er ok, at gå efter ofret, og hvor man ikke må være sammen med ofret.

Dem der kan gøre noget i klassen, er lærerne og øvrigt pædagogisk personale. Herunder også den pædagogiske ledelse.
I den aktuelle situation mener lærere, at eleven selv skal tage ansvar og komme ind i kampen. De har noteret lidt mistrivsel, og i dette tilfælde slår de det hen med pigefnidder.
Vi (pigens forældre og jeg) har en mistanke om, at de er ved at være lidt trætte af de mange forældrehenvendelser, dette ved vi i sagens natur ikke 100%
Så fra lærernes side kan vi aktuelt ikke få hjælp, da de ikke mener det er alvorligt, men kun lidt pigefnidder.

Det vi har gjort nu, er at give pigen det handler om, lov til at gå fra skolen i det omfang hun har brug for dette. Til dette har skolen blot sagt, at det er ok.
Direkte forespurgt om der skal skiftes skole, svarer pigen nej. Dette forståeligt set fra pigens synspunkt.
Vi søger positive ressourcepersoner væk fra skolen, som pigen kan være sammen med. Alt fra venner til nær familie. Vi søger gode oplevelser via fritidsaktiviteter, som der i dette tilfælde er god mulighed for.
Grundlæggende søger vi alle de positive ressourcer, vi kan finde, for at give pigen lidt glæde i hverdagen. Det lykkes heldigvis. Og det positive vi finder, bruger vi til, at give pigen styrke til, at komme igennem denne meget svære tid.

Det der burde blive gjort
Når situationen er som den er, er det kun det pædagogiske personale, der kan gøre noget. I klassen skulle der arbejdes med en mængde trivselstiltag, og lærerne skulle lægge en stram disciplin ned over klassen, og genoprette trivslen via pædagogiske tiltag alle styret fra lærerside. Hierarkiet skulle tages fra eleverne, og der skulle oprettes et ”rum” hvor det er tilladt at sige fra. Nemt at skrive, men benhårdt bevidst pædagogisk trivselsarbejde.

Som et af vores hashtags siger:

Så skulle du være i tvivl, så trives mobning derude. Ca. 5% af alle skoleelever oplever hård mobning. Hård mobning er skala 5 på mobbebarometret og derover.

Vi er glade for at kunne melde her i Mobbehåndbogen, at vi arbejder benhårdt på et større trivselstiltag for alle skoler i Danmark. Om alt går vel lancerer vi dette allerede i indeværende skoleår.


Herunder kan du se et lille uddrag af det der kan komme til at ske, hvis vi ryger op på skala 8

Uddrag fra skala 8 på mobbebarometret – Den mobbede.............Fysisk og psykisk vold kan forekomme. Hvis noget af følgende forekommer, er det vigtigt, at du siger det til de voksne. Uanset din egen alder.

Fysisk og psykisk vold er blandt andet:
Fysisk vold er blandt andet:
• Slag
• Lammere
• Armvridere
• Nivning
• Voldsomme skub
• Du får roller i forskellige spil, hvor du udsættes for fysisk smerte, måske med en bold eller andet
• Og sikkert mere

Psykisk vold er:
• Udstødelse på de sociale medier
• At blive gjort til grin på de sociale medier
• At blive gjort til grin i klassen
• Hærg på sms
• Udelukkelse
• Altid på tildelt dårlige ”roller”
• Udelukkelse i gruppearbejde
Og sikkert meget mere

Ens hjerne fu**er og man får virkelig dårlige og triste tanker og følelser. En tanke man kan være virkelig ked af at tænke, kunne være:
”Tænk nu hvis de eneste i hele verden der holder af mig er min mor og far? Tænk nu hvis mit liv slet ikke har nogen betydning?”

mobbehaandbogen.dk

Det der mobning er derude hele tiden. Til en coaching-samtale her i løbet af ugen, oplevede jeg en pige "pludselig" sige nogle ord jeg syntes jeg havde hørt før. Vi gik fra en alvorlig samtale, der blev endnu mere alvorlig.
Ordene stammede ordret nærmest fra et af mobbebarometrene som vi har lavet.
Efter samtalen tog jeg lige fat i hæftet med barometrene og slog op og - desværre - ganske rigtigt fandt jeg de ord som jeg netop havde hørt.
I en i forvejen alvorlig situation var vi på niveau 3 på mobbebarometret. Der er jo 6 barometre og det var på dem alle, det hele passede ind.
Se på følgende barometer der er lidt en forkortet udgave af det oprigtige.
Og lige nu er vi desværre på vej til niveau 4 og 5.
Del gerne!

VILDT
Hen over efteråret har vi i mobbehåndbogens regi leveret små 20-25 trivsels-workshops. Alle med succes og en mængde gode redskaber til de forskellige klasser/skoler - det fedt.

Vi arbejder jo også 1:1 med mobbeofre (og deres familier) og er yderst ydmyge over den rejse vi får lov til at facilitere sammen med dem. Rejsen tilbage!

I de sidste 2 uger har vi mødt (startet forløb op for) endnu to mennesker, der har været gennem det ubeskrivelige.
Vores mobbebarometre går til 10, som der hvor det er værst, men vi må sande, at denne skala kan brydes, og at der desværre findes flere niveauer over "vores højeste"

Det er voldsomme historier der folder sig ud. For voldsomt at skrive her....
Gældende for begge historier er, at både offer og forældre blev ladt i stikken, af dem der egentlig burde have været der.
Gældende for begge disse to mennesker er også, at "Rejsen tilbage" er igangsat og selvfølgelig kommer vi i mål!

For disse menneskelige skæbner gælder udover mobningen, at de også er blevet svigtet af de autoriteter, der burde havde slået til.

En sætning fra de forgangne 14 dage brændte sig dog fast:

"Jeg måtte gå ud og hente min mor og sige, at psykologen var brudt grædende sammen da hun hørte min historie - og hun kunne ikke stoppe med at græde"

I morgen, d.04.11.21, afprøves det for første gang i retten, om kommunen har et ansvar når et barn mobbes i skolen.
Et forældrepar har brugt klageretten (man kan klage over mobning hos DCUM) hos DCUM over et vanvittigt mobbeforløb af deres datter.

Selve sagen er absurd. 1. - 2. klasses børn fastholder og udøver vold mod et offer på en mængde forskellige måder. Det professionelle fagpersonale får ikke ordentlig fat i sagen og det eskalerer.
Om pigen har mén?

Spændende hvad udfaldet bliver, ikke mindst for de mange mange andre mobbeofre der er derude!




Se artikel her:
https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/foerste-gang-i-danmark-domstol-skal-afgoere-om-kommune-svigtede-mobbet-barn

Mens vi venter!

I de forgangne uger er der dukket en debat op om mobbeofre mm. i medierne. Denne gang i landets elite-svømmemiljø. Se links nederst.

Et skidt miljø blev beskrevet (i en bog) og forskellige eksperter var i tv, for at fortælle hvad man kan gøre i forskellige situationer hvor mobning opstår.

I modsætning til så mange andre, er vi eksperter med hands on erfaring, i ikke kun HVAD man kan gøre, men også HVORDAN man kan arbejde med dette i den enkelte klasse.

Vi leverer redskaber til HVORDAN, vi kommer med pædagogisk feed back til lærerne ift klassen og hvad vi tænker man også kan arbejde med - og ikke mindst vi afslutter alle trivselsdage med en fin lille proces, så lærere og elever har et fælles grundlag at arbejde videre med når vi har været forbi.

Vores trivselsdage er med høj energi og stram pædagogisk struktur og altid med en masse glade unge mennesker. Dette giver grobund for at arbejde videre med trygge og positive fællesskaber.

For lige at gentage lidt fra debatten og et af vores egne udsagn:

Det klassiske mobbeoffer er en myte - alle kan desværre blive udsat for mobning.


Artikler:
https://www.bt.dk/royale/kronprinsesse-marys-fond-melder-ud-efter-jeanette-ottesen-bog-det-klassiske

https://www.bt.dk/svoemning/erkender-fejl-i-kritiseret-ottesen-bog-fjerner-passage

Vi leverer en mængde trivselsworkshops i disse dage.
Vi kommer med in put, laver processen om et trivselsbarometer sammen med eleverne og de bærer så dette med ud i klassen og arbejder videre med dette, sammen med lærerne.

Gang i trivselsworkshops her i efteråret.
Både klasser og lærerkollegier på forskellige skoler arbejder med klasse- og lærertrivsel.
Vi tilbyder disse stærke trivselsworkshops til alle klassetrin og ikke mindst personalegrupper.

Så er skolerne i gang igen... og desværre også hverdagen for dem der ikke har det så rart i skolen.
Vi har (desværre) startet en ung pige op som har været udsat for ganske voldsom mobning. Så voldsom at det officielle system har svært ved at finde den rigtige vej for pigen.
Heldigvis er vi yderst erfarne i at møde mobbeofre og har for nu, grebet pigen og ikke mindst hendes familie. Sammen er vi nu ved at finde "Vejen tilbage" til et normalt liv.
Det enkelte mobbebarometer blev her præcis det redskab som det er tænkt som.
Pludselig havde pigen, familien og de andre professionelle et fællessprog som udgangspunkt.
Desværre for pigen var vi oppe på niveau 9 på dette barometer....