Lise Baltzer, Forfatter & Coach

Kære Livskunstnere, Kære Vilde Sjæle

Jeg var på vej ned ad bjerget i Ravello i det sydlige Italien, luften var tæt og mild - omtrent som den er i Danmark i dag. En skarp duft af citron fra bjergets mange vakkelvorne terrasse-haver svirrede i luften - og foran mit blik åbnede det blå, blå hav sig pludselig på en måde, hvor jeg turde sværge på, at det gik i ét med horisonten!

Ude på havet, et sted i varmedisen, kunne man lige nøjagtigt skimte omridset af en ø - og oppe fra én af de små kirker på bjerget, bimlede og bamlede kirkeklokkerne smukt. Stemningen var nærmest overjordisk, som i en drøm, og da jeg havde gået lidt længere ned ad bjerget, vandrede mine tanker tilbage til frokosten på torvet, hvor jeg havde fodret en lille stribet kat, der manglede spidsen af et øre… Og, så, ud af det blå - eller fordi jeg var tæt på at snuble på stentrappen (?) - vandrede tankerne til en forunderlig og sand historie, jeg havde læst kort forinden… Om en kvinde, der meddelte, at hun ville skilles fire timer efter sit bryllup, fordi manden havde kaldt hende ”dum”, da hun snublede på vej ud af kirken – og så var stilen vel ligesom lagt og spørgsmålet kun: Hvorfor hun dog ventede hele fire timer!?!

”DET KUNNE VÆRE SILLES MOR,” tænkte jeg.

(Som de fleste her sikkert ved: Sille er hovedpersonen i en børnebogsserie, som undertegnede er forfatter til)

Hermed var idéen til en ny bog i Sille-serien - ”Sille i frit fald” - undfanget.

Jeg tilsatte idéen og plottet en kop temmelig væsentlige og kraftfulde psykologiske ingredienser såsom ”Børns Sorg” (fordi børns sorg er noget, som kun få voksne forstår, og det gælder også fagfolk, sorry) samt et generøst drys aktualitet: For hvad er det lige der sker med det her AI …?

Bogen tog form gennem den lange, mørke, danske vinter - og til sidst samlede jeg en test-læser gruppe af fantastiske og opvakte børn i målgruppen – Tak, Tak, Tak, kære jer, I ved, hvem I er ! - og rettede til og rettede til og rettede til…

NU ER DEN HER SÅ: LÆS ”SILLE I FRIT FALD”!
Den 10. bog i Sille-serien.

PS! Og husk, at alle Sille bøger kan og bør læses i totalt tilfældig rækkefølge!

God læselyst - hav en HERLIG dag!

Kærlig Hilsen

Lise Baltzer
Forfatter, Coach, cand.pæd.pæs.psyk. mv mv mv
www.lisebaltzer.nu

Lise Baltzer, Forfatter & Coach Lise Baltzer, Forfatter & Coach

Kære Livskunstnere, Kære Vilde Sjæle

"Jeg vil bare så gerne være fri," sukkede han. Og på et vist plan, i en vis optik, var han alt andet end fri. Lænket til en rullestol, "anbragt" på et plejecenter - og i mange henseender helt og totalt underlagt andres og mainstream kulturens idéer om et godt(-nok) liv.

Men frihed er ikke bare fraværet af ydre begrænsninger eller forpligtelser. Det er en tilstand af indre åbenhed og accept af livets hele, fulde spektrum - glæde, smerte, og alt det andet. Det er viljen til at møde og opleve følelser - uden at forsøge at undertrykke dem på den ene side. Eller lade dem kontrollere os på den anden side.

Ved at stå ved, klart se og omfavne selv de mest smertefulde følelser - uden at svælge i dem - frigør vi os fra deres magt over os. Og selvom andre kan begrænse vores ydre frihed, og ofte gør det, så kan ingen begrænse vores indre.

Når vi møder, hvad end der er indeni, åbner vi op for muligheden for en bredere, dybere, sandere selvindsigt. Den øvelse er hverken egoistisk eller navlebeskuende. Tværtimod. Det er ubevidst, mørkt, ubearbejdet psykisk stof, der skaber krig, konflikt, kamp, når vi møder had med had, angreb med angreb, overgreb med overgreb. Og der kun én vej ud. Den hedder selvindsigt, og det er ikke en let vej.

Hav en inspirerende og klar sommerdag.

KH Lise Baltzer
cand.pæd.pæd.psyk., coach, mindfulness træner, forfatter mv mv

Besøg: Lises Psykologiske Ressource Shop: https://lisebaltzer.nu/shop/

Lær det med lethed Kursus & Retreat (LYD) - Lise Baltzer Riv en dag ud af kalenderen - og tag et intensivt mindfulness retreat hjemme i din egen stue … Din have … Eller, tja, måske dit soveværelse!?

Kære Vilde Sjæle, Kære Livkunstnere

Om KRÆNKELSER i børnehøjde, om FRYGTEN for udstødelse, om LÆNGSLEN og BEHOVET for at HØRE TIL i GRUPPEN

Det er solhverv i dag, dagen er lang og LYS. Men, men, men … Mobning - altså "krænkelser i børnehøjde" - spreder sig lige nu som en ubehagelig, mørk skygge over danske skoler.

Desværre føler de fleste skoler sig reelt magtesløse, når det gælder krænkelser i børnehøjde. Nogle tager måske en ”god snak” med børnene eller forældrene, men det hjælper sjældent mere end en time eller to … Så ringer det ud, og vupti, er skyggen tilbage. I samme form.
Eller større, mørkere, mere grusom end før ...

Hvorfor? Det er ikke én ting. Men en kombination af især to ting: Voldelige computerspil og "fokus på krænkelser" generelt.

For ja ... Jeg hører de samme historier igen og igen og igen: Børn bruger enorme mængder tid på computerspil - fyldt med vold og aggression. Forældrene tør ikke sætte grænser for, hvilke spil, børn må spille - og hvor meget? For når andre forældre ikke sætter de her grænser, hvad så? Vil mit barn blive holdt udenfor?

Problemet er, at de fleste af de spil, har et indhold, der gør, at kroppen reelt sprøjter stress- og aggressionshormoner som kortisol og adrenalin ud i blodet. (Det er derfor, du oplever, at nogle børn bliver edder-rasende, når du stopper deres spil: De er rasende i forvejen, kropsligt!).

Den her giftige kemi af stress- og aggressionshormoner, tager børnene selvfølgelig med i skole. Og så dumper de den i hovedet, i hjertet, på følsomme børn, der ... Godt gættet: Har opsnappet den nye krænkelseskultur (og måske reagerer på mindre krænkelser end i tidligere tider).

Ja, for voksne reagerer jo også hurtigt på oplevelsen af krænkelse, hvis de f.eks. bliver irettesat lidt for højlydt af chefen - eller foran kolleger. "Det var SÅ ydmygende!!" fortæller de grædende på tv. Og forsætter: Det er PSYKISK VOLD.

Det opsnapper børn. Naturligvis. Og de efterligner det.

Så har vi:

EN SPRÆNGFARLIG COCKTAIL I SKOLEGÅRDEN

Anti-Mobningsprogrammet, som jeg har udviklet, er et innovativt program rettet mod lærere, pædagoger og skoleledere, der ønsker at styrke børn i alderen 9-12 år og modvirke mobning. Det er et komplet program, med manual, bygget op omkring min egen bog "Sille begår en mega-fejl" https://lisebaltzer.nu/vare/sille-begaar-en-mega-fejl/

Fokus ligger på forebyggelse frem for helbredelse.

Der er tre figurer i al mobning: 1) Mobberen, 2) Den mobbede og 3) Vidnet

Mobningens tre roller – mobberen, den mobbede og vidnet – kan ses som skygger af hinanden, hvor alle tre parter har uopfyldte behov og sår. De hænger også sammen som ærtehalm. Så hvis den ene part nægter at "spille rollen", falder systemet sammen.

PUF!

Anti-Mobningsprogrammet hjælper børn med KLART at identificere og forstå alle 3 roller. Og med den indsigt/mentalisering at begynde helingsprocessen.

Det indbefatter frem kraftfulde trin:

- Stå op for dig selv
- Forstå de tre roller i mobbe-trekanten
- Identificer din egen værdi og hvorfor du er unik
- Opbyg indre styrke og modstandsdygtighed
- Lær hvordan du undlader at "give din kraft fra sig"

Forskning og Løsning

Nogle interessante studier har desværre vist, at mobning kan forværres, når voksne involveres direkte. Det kan føre til hævn fra mobberens side - eller social isolation af den mobbede.

Derfor fokuserer Anti-Mobningsprogrammet på at udstyre børn med redskaber til selv at 1) se mobning, 2) håndtere mobning og 3) støtte hinanden som børnegruppe.

Børn lærer at stå op for sig selv og andre på en respektfuld måde, og vidnerne lærer at finde deres mod - og støtte deres klassekammerater.

Målet er at skabe et stærkt fællesskab i klassen - og ikke kun et fællesskab for dem, der har de mest populære fritidsinteresser, de rigtige "venner" eller nyeste sko :-)

Skoleledere og andre er velkomne til at skrive og få tilbud på programmet. Forældre er velkomne til at henvende sig, hvis deres børn mobber, bliver mobbet, eller passivt ser til.

Kærlig Hilsen

Lise Baltzer
cand.pæd.pæd.psyk. se - www.lisebaltzer.nu
Forfatter, coach, fortæller, mv mv mv

Find masser af Psykologiske Ressourcer i shoppen: https://lisebaltzer.nu/shop/

Lise Baltzer, Forfatter & Coach Lise Baltzer, Forfatter & Coach

Kære Vilde Sjæle, Kære Livskunstnere

Om kvinder, der SKRIGER på BÅLET, om det VILDE- VILDE feminine som en truet art, om frygt og had og hvordan de to ting hører sammen ….

Jeg var på vej ned til åen i morges, da jeg krydsede et lidt-for-veltrimmet græsareal, hvor der var lagt an til Skt. Hans bål. Det var dér, at noget pludselig fangede mit blik... For midt i bunken af amputerede grene og visne juletræer, ragede den op:
En flot, høj, strunk tidsel.
Som en VILD, VILD fejring af naturens ukuelige ånd. Og iboende værdighed.
Herefter fulgte tankerne deres eget, snoede spor.
For vi nærmer os som bekendt Midsommer.
Der, hvor vi – i Jungiansk forståelse - samles om bålet til en rituel ofring af de sider af kvindeligheden, Yin, det feminine princip, som vi frygter (og derfor hader): Det vilde, det naturlige, det intuitive, det mystiske, det mørke.

Og mens flammerne æder løs og heksehylene imiterer ægte (ikke afdøde, men dræbte) kvinders dødsskrig, så gnasker vi pølser og synger højt om de aspekter af det feminine, det kvindelige, Yin, der er så meget lettere at acceptere, fordi de er tamme, umodne, ufarlige: Pigernes latter og lyse hår – og (uskyldig) leg som aldrig får en ende.

Men Skt. Hans og ”hekseafbrændingen” er ikke nogen uskyldig affære. Som i slet-ikke. Det er en rituel handling, der har rod i nogle af de mørkeste afkroge af den menneskelige psyke - og i historisk forfølgelse og undertrykkelse.

Fra det 15. til det 18. århundrede blev vaskeægte mennesker (ikke kludedukker, nej), der bare afveg en smule fra samfundets dysfunktionelle, stereotype normer - beskyldt for trolddom og hekseri. Og udsat for grusom tortur og henrettelse.

90% af dem var kvinder. Det skriver jeg lige igen: 90% af dem var kvinder.

Den grusomme lemlæstelse, tortur, afbrændingerne afspejlede en ensidig tillid til det maskuline, det rationelle princip, Yang. Særligt i fare var, selvfølgelig, de kvinder, der udviste selvstændighed, visdom, naturlig livskraft, intuition, medfødt viden.

Og hånden på hjertet: Det kan undre mig, at vi stadig holder den tradition ved lige - hvorfor? Hvorfor vover vi stadig at foretage den symbolske, rituelle ofring – kan vi ikke komme på noget bedre? Måske en hyldest til de her vilde, intuitive, stærke, sunde, instinktive kvaliteter? Jeg mener … Vi lever trods alt i en tid, hvor kvinder offentligt står grådkvalte står frem med deres følelse af krænkelse, hvis en person - der identificerer sig med det maskuline køn - har udtrykt, at han personligt synes, kvindens sko er pæne. Og så står vi der dagen efter og brænder en kludedukke af - med kroget næse og strittende langt hår, som om hendes atypiske fremtoning retfærdiggjorde sagen.

Som symbol repræsenterer heksen i Jungiansk psykologi det ubevidste, det feminine, det vilde, det instinktive, det intuitive og det naturbundne. Og ærligt talt: Er det ikke alt sammen kvaliteter, der er blevet skubbet ud på sidelinjen i det patriarkalske samfund? Og som vi har så vældigt meget brug for? Og, by the way … kvaliteter, som stadig bliver skubbet ud på sidelinjen, nu også af kvinder i jakkesæt, der bryster sig af deres rationalitet og maskuline dyder, mens dee tager afstand fra alt andet?

Ved at brænde heksen symbolsk og rituelt, risikerer vi så ikke at gentage en afvisning af præcis de her værdifulde aspekter af vores psyke og kultur? Det vilde, det feminine, det intuitive, det instinktive, det mystiske?

Tidslen i bålet står der stadig, strunk og rank, som et vidne om det feminine princips ukuelighed og modstandskraft. Men den kommer nok til at lade livet Skt. Hans aften. Indtil da, så lad den minde os om, at det, vi forsøger at udrydde, har sin egen iboende styrke og berettigelse.

OG PSSSSSTTTT… jeg tror sgu’ jeg nupper en håndfuld frø, næste gang, jeg lusker forbi under fuldmånen...

PS! Vil du ha’ et par stykker? Så sig til!

Kærlig Hilsen

Lise Baltzer
Cand.pæd.pæd.psyk.
www.lisebaltzer.nu
Forfatter, Coach, Terapeut, mv. mv. mv. mv.

ArtWork herunder: (Oliemaleri) Kim Baltzer

Hvad har vi til fælles? Jo, vi har alle sammen evnen til at få idéer og 24 timer i døgnet :-)

W*T*F ?... Jeg tror
at jeg
måske
HOLDT OP
med at
EKSISTERE
kl. 14.37
i går
da min mor
tog min mobil
”af KÆRLIGHED,”
tilføjede hun (hult)
Jeg kunne
MÆRKE
straks mærke
hvordan jeg svandt
ind,
skrumpede
og skrumpede
mens
VERDEN
forlod mig
de små Pixels
dér på skærmen
som jeg plejer at kalde
mine venner
mit liv
min hele
EKSISTENS
Men det blev
værre
Meget værre …
For da jeg vågnede
her til morgen
og rakte ud
helt automatisk
efter
mig selv
dér på natbordet
var jeg
VÆK
TOTALT VÆK
Jeg må være gået
i ét
med DYBE
drømmeløse søvn
uden billeder
uden lyde
uden pixels af
venner, der slår ring
om min virtuelle og helt reelle
eksistens
VÆK
Men så var det,
at det skete
Lige dér, at det skete:
Fordi jeg hørte
en totalt
analog-agtig,
nærmest kvidrende
LYD
en ”FUGL”,
tror jeg nok
at min oldemor kaldte
de små fjer-engle
der flyver
fra gren til gren
uden GPS
Og så var det
jeg fik en
indre
notifikation, altså
den mæææærkelige tanke
at jeg måske stadig
lever
at jeg stadig
ER
at jeg stadig hører til
her i verden
måske, (kun måske) ...?
HVAD TROR DU?

Digt: Lise Baltzer, børneterapeut og forfatter: www.lisebaltzer.nu
ArtWork herunder: Kim Baltzer Malerier

Lise Baltzer, Forfatter & Terapeut Lise Baltzer, forfatter, storyteller, terapeut

Kære Vilde Sjæle, Kære Livskunstnere

Frosten flimrede i det VILDE græs, da jeg travede afsted nær kysten her tidligt i morges. Tusinde små frost-diamanter lå DRYSSET ud på stien; som stjernerne på himlen, - dem jeg gik ud og sagde godnat til, før jeg gik i seng sent i aftes, omkring kl. 1.

En rødbrun, morgenfrisk ræv strøg forbi på min tur her i morges, hurtig som et lyn, ind mellem klyngen af vilde, visne hybenbuske. Jeg forestillede mig, hvordan det måske var ungen til den ræve-mor, jeg havde mødt et par gange sidste år. Nu på egne poter... Og så stak mine tanker ud ad en snoet, ubetrådt sti. FOR:

DET ER JO KVINDERNES KAMPDAG!

Jeg tænkte på dybdepsykologen Jung’s vise indsigt om, at den ”alt for gode mor” – hende, der overbeskytter, overvåger, pussenusser og passer, passer, passer - må dø i psyken, hvis ungen, hvis barnet, hvis den nu-voksne-kvinde, skal blive tilstrækkelig modstandsdygtig her i livet. Robust nok, stærk nok, til at bevæge sig ud på egne ben - snuse sig frem, afsted på sin helt egen rejse, ind i den mørke, mystiske skov, hvor ALT kan ske. "Autoritetens", mediernes, stemme har talt stolpe op og stolpe ned om den såkaldt ”perfekte” mor og den ”perfekte” far og den ”perfekte” pædagog og den ”perfekte” psykolog, der med noget, der ligner totalitær kontrol, sørger for, at barnet ALDRIG falder og slår sig, aldrig får en skramme på knæet - og dermed ALDRIG får chancen for at finde ud af, hvordan man sammen med sine veninder, rejser sig igen. Og igen. Og igen. Og trasker videre!!! Klogere - og med hovedet højt.
Og den her ”autoritetens stemme” har talt meget LIDT om behovet for, at voksne – f.eks. mødre - trækker sig VÆK, giver plads, løber risiko – eller med Jungs ord: Lader den ”alt-for-gode-mor” dø i psyken.

Kvinder, der endnu ikke har formået at lade deres egen INDRE alt-for-gode-mor dø i psyken, melder sig IKKE på dagen i dag:
Kvindernes Kampdag!!
De holder sig til det, der ser pussenysseligt, trygt, velkendt og statsgaranteret ud: Den anerkendte uddannelse. Det ”gode”, faste job. 1,8 barn. Manden, der tjener kassen (og slider sig ihjel). Den ”sikre” havn. Og det kan vare længe (eller måske sker det aldrig), før de indser, at det her liv IKKE er et eventyr, men … en FÆLDE.

Heldigvis er det aldrig for sent. Ligesom intet forsvinder i naturen (hvad vi - mååååske? - er ved at indse på miljøområdet), så findes ”VÆK” heller ikke i psyken!! Intuitionen, det vilde, stemmen der hvisker og viser vores unikke vej, lever i dybet endnu. Den kommer som ”fornemmelser og anelser”... Den kommer i form af natlige drømme, sjælens små breve og telegrammer: Kvinder, der drømmer om kamp fyldt med forfølgelse, blindgyder, biler der ikke vil starte - og andre symboler, der skal betyde, at livet ikke bevæger sig fremad i samklang med sjælens unikke fingeraftryk, DNA.
Og det er den kamp, måske den eeeeeeeneste kamp, der virkelig er værd at tage: Kampen for generobringen af den VILDE, kvindelige SJÆL. Det gælder for resten også for mænd! Det kvindelige, anima, ying, lever i begge køn. Og der har det, til alle tider, haft liiiidt trange kår. Lad og KÆMPE DET FRI.

RIGTIG GOD KAMPDAG!

Kærlig Hilsen Lise Baltzer, www.lisebaltzer.nu

Læs mine bøger til piger, der gerne vil undgå de værste fælder i livet fremover: https://ereolengo.dk/search/ting/Lise%20Baltzer?

Læs "En ny dag", min roman for voksne kvinder: https://ereolen.dk/ting/collection/870970-basis%3A61961364

Læs mine bøger om mindfulness for voksne: https://ereolen.dk/ting/collection/870970-basis%3A52044324

Guidning, coaching, terapi for voksne, børn og unge: www.lisebaltzer.nu

Art Work herunder: Kim Baltzer (oliemaleri)

Lise Baltzer, Forfatter & Terapeut Lise Baltzer, forfatter, storyteller, terapeut

Hej alle forældre!

Kender I også til den evindelige kamp mod separationsangst (adskillelsesangst) og/eller skolefobi?

Det er en udfordring, der er blusset lidt-for-vildt op efter Corona-nedlukningerne. Især for de børn, der var i alderen 6-9 år under nedlukningerne. Og ... Det er ganske enkelt hjerteskærende at være vidne til børn, der må kæmpe en evig kamp med mavepine, bævende hjerte og striber af katastrofetanker. Bare fordi de skal forlade den trygge hule og/eller tage i skole. Noget, der burde være fyldt med glæde, gå-på-mod og ... spænding!

Sådan skal det IKKE være. Nixen bixen.
Og der er heldigvis også hjælp at hente.

Som cand.pæd. i pædagogisk psykologi - og med snart 20 års erfaring fra klinisk praksis - står jeg klar til hjælpe med at bekæmpe den grusomme drage, som separationsangst og skolefobi er, for barnet.
Med en individuel tilgang til hvert enkelt barn og evidensbaserede metoder, har jeg erfaring for at skabe præcis de trygge rammer og skræddersyede løsninger, der kan:

• Identificere og forstå årsagerne bag separationsangst og skolefobi hos det enkelte barn

• Udvikle unikke coping-strategier (ja, de er unikke for hvert barn, fordi børn er UNIKKE) for at håndtere angsten - og nedkæmpe dragen!

• Skabe et positiv, lærerigt, kreativt og støttende miljø for barnet, der giver barnet styrken og lysten til at udforske alt det spændende ”noget”, der ligger uden for den trygge hule! En verden, fuld af muligheder!

Se www.lisebaltzer.nu eller ring på 31 78 86 80 eller send en besked på [email protected] for at få mere information - eller booke en konsultation.

PS! Er der noget mere vidunderligt end at se børn at blomstre, trives og finde gå-på-modet frem? De har brug for det, børnene. Og verden har brug for dem!

KH Lise, cand.pæd.pæd.psyk.

Kære Vilde Sjæle, Kære Livskunstnere

HOLY SH ...!!

Jeg ved ikke helt, hvad man skal lovgive om. Og hvad man relativt trygt kan lade være op til menneskers egen SUNDE fornuft.
Gruppepres skal man i hvert fald aldrig bøje sig for ... Uanset fra hvilken front, den kommer. (Forstod I den?).
Til gengæld skal man opføre sig ordentligt. Også selvom andre ikke gør det.
Og nu er mit fagområde jo psykologien ...
Så selvom jeg ikke har en firkantet holdning til, hvad der skal lovgives om, så har jeg en temmelig KLAR idé om, hvad jeg ville sige til et barn, der havde stukket ILD til en klassekammerats skoletaske!!
Eller dagbog!!
Eller elskede tøjdyr.

(Jeg har også 20 års klinisk erfaring for at regne ud, hvad barnet ville svare, og det kunne de fleste af os - og især mange koran-afbrændere og ekstreme dit-og-dat'er - lære en del af. Se her:)

Jeg ville sige:

• "Hvad i alverden tænkte du da på, da du gjorde det?"

• "Åh, du syntes at han var dum og havde mærkelige idéer? Aha, og synes du egentligt, at det var grund nok til at stikke ild til hans skoletaske, hendes dagbog, hans elskede tøjdyr?"

• "Ved du, hvad jeg tror, kære ven...? Kunne det mon være, at du ville såre ham eller hende, da du stak ild til tasken? Gøre ham eller hende mega-ked af det? Eller bange?"
(Her vil de fleste børn være langt mere ærlige end voksne og totalt-meget-mere ærlige end Koran-afbrændere. De ville ganske enkelt svare: "Ja, jeg ville nok gøre ham ked af det. Jeg ville nok såre ham. Det tror jeg faktisk."

• "Hvorfor ville du mon såre ham? Hvorfor ville du gerne have, at han blev sådan rigtig ked-af-det, flov og træt af sig selv?" (Her ville de fleste børn også være langt mere ærlige end voksne og totalt-meget-mere-ærlige, end de fleste Koran-afbrændere. De ville sige: "Fordi, så kunne jeg føle mig SEJ! Fordi så kunne jeg føle, at jeg havde magt over ham … Føle mig cool, "ovenpå", you name it ...

• Og så ville jeg spørge: Og hvorfor var det så liiiige så vigtigt at føle sig sej, cool, ovenpå, "bedre end" - føle sig som
"den, der havde magten?”

Hvad barnet ville svare til det sidste spørgsmål, vil jeg IKKE dele her. Den må man selv lige tygge på ... Det er måske et af livets vigtige spørgsmål. Og den grundlæggende psykologiske mekanisme, der ligger bag al konflikt, herunder det velkendte og lidt komiske behov for at "få ret".
Men hvad den børnepsykologiske session som regel ville slutte med, vil jeg gerne og med GLÆDE dele her:

Vi ville garanteret blive enige om: AT DET FAKTISK VAR LIDT TARVELIGT OG DUMT GJORT - OG SÅ FINDE PÅ NOGET BEDRE OG VENLIGERE AT GØRE NÆSTE GANG!!

Og så ville vi have det supersjovt de sidste 15 minutter!

PS! Jeg ved også, hvad jeg aldrig ville sige til et barn ...
Nemlig:
"Ved du hvad ... Det er du i din gode ret til! Her i Danmark har vi ytringsfrihed! Kan du ikke finde noget mere, din klassekammerat holder af, som du kan stikke ild til???"

HAV EN HERLIG DAG!

Kærlig Hilsen

Lise Baltzer
Cand.pæd.pæd.psyk, forfatter, coach mv. mv.
Børnepsykologisk praksis i Randers
www.lisebaltzer.nu

Bøger, der handler om mobning: "Sille begår en mega-fejl" af Lise Baltzer

Hej nye og gamle klienter

Jeg har atter ledige tider til coaching og/eller mindfulness sessioner torsdage formiddage her i sommerferien. I min konsultation (foto) eller online.
Book på [email protected] eller ring 31 78 86 80 Børn, unge og voksne.

KH Lise Baltzer, www.lisebaltzer.nu

Lise Baltzer, Forfatter & Terapeut Lise Baltzer, forfatter, storyteller, terapeut

Kære Vilde Sjæle, Kære Livskunstnere

OMG
SUK!

Om Body-shaming, Sh*tstorms og en hel masse andet ...

Det startede vist i Silkeborg. For nylig, i går eller forgårs, for ikke særligt længe siden.
En borger fra Silkeborg smed silkehandskerne - og udtalte at "folk burde tage et kig i spejlet", inden de kaster sig ud i BØLGEN BLÅ, som Fru Herre har skabt dem:
Tykke, tynde, lange, korte, skæve, lige, faste, bløde, lyse, mørke, gamle, unge.
"De var ikke alle sammen lige attraktive," de her vinterbadere, tilføjede han. Underforstået, at nogen var for grimme, altså. Og det var nok med den her sidste udtalelse, at borgeren fik sin egen dertil indrettede på komedie... Samt endte i en veritabel SH*TSTORM (for nu af blive i den afdeling).
Udtalelsen afslørede selvfølgelig en kedelig mangel på evne til at "SE" med ANDET end overkulturens, den herskende kulturs, briller. Mange lider af den slags tunnelsyn, så det er der ikke noget nyt i. Men det, der nok især fik det digitale bæger til at svømme HELT over, var selvfølgelig det EKSKLUDERENDE i udtalelsen: Duer, duer-ikke, rigtig, forkert, grim, pæn.
Den slags udtalelser er altid (nogle gange ubevidst) beregnet på at vække en ganske bestemt FØLELSE.

SKAM!

"Skam" er en af vores tidlige følelser.

Det en følelse, der er forbundet med at være forkert, for lille, for stor, for dum, for klog, for høj, for lav, for tyk, for tynd, for lys, for mørk, for dit-og-dat.

Skam er som følelse vævet sammen med frygt - frygt for udstødelse! Nogle gange en nærmest lammende frygt!

Derfor kan "udskamning" bruges manipulerende.
Og det bliver den! I høj grad. For eksempel kan følelsen af skam få folk til at rette ind, tage tøj på, tage tøj af, spise mere, spise mindre, træne, løbe, tage knæbøjninger, armbøjninger, og jeg-skal-give-dig.

Forklaring?

I tidernes morgen, da vi levede i stammer, var vi helt og totalt afhængige af stammens, gruppens, de andres accept.
På egen hånd var vi ilde stedt. Vi ville blive ædt af store dyr - eller slået ihjel af fjendtlige stammer.
Stammen var vores beskyttelse. Derfor var det så vigtigt at høre til. Og det ligger stadig som default mode i vores hjerner.

I praksis er det anderledes for de fleste af os i dag. Vi kan have en helt igennem herlig og fornøjelig dag, uanset hvad Mr. BIIIP står og tænker om vinterbaderne i Silkeborg!
Vi kan uden problemer som voksne klare os på egen hånd - bo alene med 7 katte, kun sige "Dav" til postbuddet og købe det vigtigste over nettet.

Men udskamning "virker" stadig under radaren, i den gamle hjerne. Den udskamning, der foregår på nettet, i skolegården, familien, arbejdspladsen, blandt naboer, you name it.

Når vi smider skam afsted, smider vi med mørk energi.

Jeg ser konsekvenserne hver dag i min kliniske praksis. Spiseforstyrrelser, skolefobi, stress, depression, angst, uforklarlige smerter, søvnbesvær.

Faktisk er angsten for udstødelse, for ikke at høre til, for at være heeelt-forkert, for høj, for lav, for dum, for klog, roden til langt de fleste psykiske problemer. Hvis ikke alle ...

Og hvad er så det mest paradoksale og ulykkelige? Det er, at udskamningen som regel kommer fra mennesker, der selv - i al hemmelighed - går og skammer sig. Krummer tæer.
Som et glødende stykke kul i hænderne, kaster de skammen efter andre, i håb om selv at slippe af med den. Flytte fokus over på den anden. Efter devisen: "Se, hvor forkert, han er. Så må jeg være rigtig."

Men skammen vender altid tilbage. Som gengældelse, frygten for gengældelse, en ulykke, et uheld - eller ... en sh*tstorm ...

Mit råd til manden fra Silkeborg, der kom til at body-shame?

Bid hovedet af skammen.
Din egen og andres.
Tag springet.
Gør det nu:
Uuuuud i bølgen blå!
Som fru Herre har skabt dig:
Totalt perfekt, præcis som du skal være.

Hav en herlig dag!

Lise Baltzer
Forfatter, Coach, cand.pæd.pæd.psyk., og meget andet
www.lisebaltzer.nu

Læs min roman om at slippe skam (Voksne): "En ny dag"

Læs min børnebog (9-12 år) om at pådutte og slippe skam: "Sille begår en mega-fejl"

Kære Livskunstnere, Kære Vilde Sjæle

Solen er ved at stå op, som jeg skriver det her, klart, strålende lys smelter horisonten - vi har liiiiige nøjagtigt passeret årets korteste, mørkeste dag, og nu vender lyset ufortrødent tilbage. Gamle naturreligioner, oprindelige kulturer med forstand på blod og skind og knogler har siden tidernes morgen fejret det her sted i naturens snurrende hjul - lysvendingen, vintersolhverv, det sted, hvor lyset fortrænger mørket, tager magten igen. Vi kunne lære noget af dem - at kalde solen, lyset tilbage, i mere end én forstand. For eksempel når sortsyn tager overhånd ... Så er der nemlig kun én kur, en medicin – og det at pakke det allermest nødvendige, drage afsted, i vilde mudrede fodspor, gennem mørket, ud af mørket, i retning af det sted, hvor lyset, den indre sol, altid skinner. Og skinner. Og skinner. Og skinner. Og skinner.

De bedste remedier, den bedste medicin, mod sortsyn - se her:

- Tal ordentligt til dig selv inde i hovedet. Opmuntrende, kærligt og positivt. Vi har alle sammen en indre stemme, som vi taler til os selv med inde i hovedet. De fleste af os kan have glæde af en mere positiv indre-tale. Men mennesker, der er kronisk nedtrykte, triste, taler til sig selv på den mest forfærdelige, nedgørende måde. Hvis andre talte til dem, som de selv gør, ville de kalde det ”verbalt overgreb.” Og det er det sådan set stadigvæk. Det kan ændres.

- Tilbring tid i naturen hver dag. Så meget, som muligt. Find et fredet naturområde, hvor alt har fået lov at vokse vildt og som det vil. Eller find en skov, en park, en å, en strand, en sø – eller en klynge træer i nærheden af blokken. Mærk følelsen af at høre til i naturen, i verden, her og nu.

- Start dagen godt. Nogle mennesker har opdyrket, næret, en vane, hvor de starter dagen med at ligge i sengen og forsøge at komme i tanke om, hvad der er gået galt – eller kan gå galt. Sindet elsker vaner, så når man først er kommet i gang, går det helt af sig selv. Jeg har selv opdyrket en anden vane – nemlig at starte dagen med at forsøge at komme i tanke om alt det, der er at være taknemmelig for her i verden. Så er det, at man bare ikke kan forhindre sig selv i at spriiiinge ud af sengen, for tage hul på en ny dag!

- Gør din passion, din mission, din livs-sti til dit levebrød. Glem alt om, ”hvad flertallet gør”, ”hvad kulturen foreskriver” eller ”hvad politikerne mener, at vi mangler af professioner i samfundet lige nu” ( … de kommer alligevel aldrig til at sige, at vi mangler ”skræddere”, ”kunstnere”, ”blomsterhandlere”). Der ligger ingen skatte begravet på normalitetens nedtrådte sti … De fleste af os skal tilbage til 7-10 års alderen for at finde ud af, hvor vores gave, talent og livs-sti ligger. For …
De bedste gaver ligger ikke under juletræet. Men dybt i vores sjæl.

Rigtig glædelig jul, alle jer Vilde Sjæle!

Lise Baltzer
Forfatter, cand.pæd.pæd.psyk., coach og meget andet
www.lisebaltzer.nu

ArtWork herunder (oliemaleri): Kim Baltzer, www.kimbaltzer.dk

Kære Livskunstnere, Kære Vilde Sjæle

Jeg havde været ude at nyde sneen, den blå, blå himmel og høje sol, da telefonen ringede. Det var en journalist, der ville høre om mine erfaringer, når det gælder "hjemmepasning". Et fænomen, der er blevet tiltagende moderne de senere år. Vupti, idéen til det her opslag var født. Hvad skal du overveje, før du beslutter at hjemmepasse dit barn?

- Børn har brug for to ting: 1) Nogle at se op til (læs: voksne). 2) Nogle der er "ligesom mig". Cirka ligelig fordeling mellem de to ting. Overvej, om du realistisk set kan tilbyde dem begge dele i tilstrækkeligt omfang, hvis du hjemmepasser?

- I mine forældres generation blev de fleste børn hjemmepasset. Det var så selvfølgeligt, at det ikke engang havde et navn. De havde ligelig adgang til voksne (mor derhjemme) og kammeraterne på vejen eller i blokken. Ofte løb de ind og ud hos hinanden. Derfor fik de tilfredsstillet både deres behov for "nogen at se op til" og "nogen at være ligesom". (Kvinderne, der hjemmepassede, var til gengæld ofte frustrerede, fordi de savnede voksenkontakt - og muligheden for at realisere de evner, de havde, i en større kulturel sammenhæng, men det er helt anden historie). Sådan er det ikke i dag. I dag vil der ofte ikke være nogen, som barnet "lige kan løbe over og lege med". De er ikke hjemme ....

- En del (men ikke alle) forældre, der vælger at "hjemmepasse" har ifølge min erfaring en eller anden grad af angstproblematik med i bagagen fra deres egen opvækst. Ofte en følelse af adskillelsesangst, som gør det smertefuldt og vanskeligt at aflevere barnet - og lade det passe af andre. Så ringer alle alarmklokker: "Hvad gør de ved min lille skat??". Hvis det er tilfældet for dig, så husk at gøre som i flyet: Tag din egen iltmaske på først. Det vil sige - arbejd med din egen angstproblematik, få bugt med den, før du tager en beslutning om at hjemmepasse eller ikke ...

- Mange forældre, der hjemmepasser er bange for, at deres barn ikke vil kunne få opfyldt alle behov i en institution. Ingen bryder sig om våde bleer - og ked-af-det-hed, der ikke mødes og trøstes. Når det er sagt, så har vi mennesker IKKE brug for at få opfyldt alle vores behov. Ja, vi har ikke engang godt af det! Det er i den lille sprække mellem "det, vi gerne vil have" og "det, virkeligheden stiller til rådighed", at vi vokser og modnes som mennesker. Et barn, der har haft en tjener (eller forælder) på hver finger, fået opfyldt ethvert behov med det samme, får et regulært chok, når han eller hun møder virkeligheden i skolen eller senere i livet. For sådan spiller klaveret ikke ude i verden.

- Er du bekymret og utilfreds med institutioner og måden, de fleste kører på? Fair nok. En anden måde at have med den utilfredshed at gøre på, er selv at arbejde på en at påvirke kulturen. Og den slags arbejde rækker desuden langt ud over eget barn. Hurra for det. Mulighederne er utallige.

KH Lise Baltzer
www.lisebaltzer.nu

Lise Baltzer, cand.pæd.pæd.psyk. Ekspert i børn og unge. Randers NV. Coaching, psykoterapi og rådgivning ved angst, depression, stress, søvnproblemer, uforklarlige smerter, spiseforstyrrelser, ADHD, OCD, autisme mv.