Køge Arkiverne

I midten af 1980'erne kastede en flok gæve frivillige sig over en mastodontisk opgave, nemlig restaureringen af Ølsemagle Mølle. Resultatet kan man stadig nyde den dag i dag på Ølsemagle Møllevej 1, Lille Skensved. Her ses møllen før restaureringen.

arkiv.dk | Ølsemagle Mølle Ølsemaglevej 90 Matr.br.21 b, Ølsemagle Inden restaureringen af møllen er begyndt Oktober 1984. Fotograf: Ukendt (Højelse Sognearkiv)

NY STADSARKIVAR I RINGSTED

Personalet på Køge Byarkiv tog i dag på visit i Ringsted for at besøge vores forhenværende arkivar Maja. Maja er lige landet i rollen som stadsarkivar i nabokøbstaden, og afholdt reception for en udstilling om børnehjemsbørn og retten til egen historie i samarbejde med Ringsted Bibliotek.

Hvis du ikke kender Maja, så kender du helt sikkert nogle af de mange gode billedopslag hun har lavet her på Køge Arkivernes facebookside. Vi er rigtigt stolte af Maja og ønsker hende god vind i den nye stilling!

I anledning af, at Kirstinedalsskolen fejrer sit 70 års jubilæum i denne uge, var skolens museumsgruppe (sammensat til lejligheden af elever fra 7.-9 klasse) på Byarkivet for at finde kilder til skolens historie. Her vil vi gerne dele nogle af de mange fund med jer. Hvis DU har fotos, skoleblade, erindringer eller andet fra Kirstinedalsskolen, er du meget velkommen til at aflevere det til Byarkivet 🤗

I dag var det hundrede år siden, at Køges egen globetrotter Emil Opffer døde i New York. Her endte han sine dage som udgiver og chefredaktør for den største dansksprogede avis i Amerika, Nordlyset. Men Emil, som hele livet igennem aldrig fandt ro i sin rejselyst, ønskede til allersidst at komme hjem til forældrenes gravsted på Assistens-kirkegården i barndommens Køge.

Du kan læse en række udvalgte rejseberetninger fra Emils jordomrejse på Køge Arkivernes hjemmeside: https://koegearkiverne.dk/en-koegenser-i-verden

Til oktober udgiver vi desuden årets Køge Studier med en stor artikel om Emil. Her kan du læse meget mere om Emils rejser, hans barndom i Køge, og ikke mindst hans frække nye type journalistik, som endte med at sende ham i landflygtighed.

DE RØDE PØLSER

I Østsjællands Folkeblad kunne man i 1955 læse denne sjove information.

”Produktionen på Kemisk Værk Køge spænder over mange felter. Hvis man nogensinde har spekuleret over, hvor den appetitlige røde farve på de lækre pølser, man kan købe hos pølsemanden, stammer fra, så har man her svaret:

Den fremstilles på Kemisk Værk Køge.”

Bon appetit.

GAMMEL KØGEGAARD OG FAMILIEN CARLSEN-LANGE

I udkanten af hvad vi i dag kender som Køge by finder man den smukke Gammel Køgegaard (nogle gange stavet Kjøgegaard). Godsets historie strækker sig helt tilbage til senmiddelalderen og har været i hænderne på flere adelige slægter, f.eks. Bille og Skeel slægterne.

Men gården, som vi kender den i dag, er resultatet af Carlsen-Lange slægten. Rasmus Carlsen, en lokal landmand, købte gården tilbage fra svenske hænder i 1776. Han påberåbte sig slægtskab med den gamle adelsslægt, Lange. Langerne havde været politisk stærke frem til enevælden i 1660, men herefter forsvandt de ud af magtsfæren.

Den ældste den af godset er bindingsværkslængen, som dateres til 1603. Hovedhuset i midten er fra 1791, mens de to sidefløje er opført i 1856.

Rasmus Carlsen døde i 1789, og da hans søn Christen endnu ikke var myndig, måtte Rasmus’ kone Maren træde til og drive godset indtil Christen blev gammel nok til at tage over. Det var derfor også Maren, der gennemførte opførelsen af hovedhuset, som Rasmus havde sat i gang.

I 1802 overtog Christen godsbestyrelsen og i 1817 lykkedes det ham at blive anerkendt som en efterkommer og arvtager af Lange-slægten. Herfra blev familien på Gl. Køgegaard kendt som Carlsen-Lange. Det var dog ikke længe, Christen nød sin adelige stand. Han døde allerede året efter, i 1818.

Herefter overtog Christens søn, Hans. Hans var en politisk aktiv mand, som både sad i rigsrådet og landstinget. Herudover var han også i en kort periode i 1864 indenrigsminister i D.G. Monrads ministerium. Hans var også driftig på godset derhjemme, som det lykkedes ham at få ophøjet til stamhus og på den måde sikre, at det forblev i familiens eje.

Gammel Køgegaard har en lang historie med stærke kvindefigurer – tre af dem var Hans’ søstre. Ane Marie, som blev gift med N.F.S. Grundtvig, Jutta Rørdam gift med præsten Peter Rørdam, og forfatterinden Franziska Carlsen.

Hans fik tre børn med sin kone, Clara (som Claras Kirkegård er opkaldt efter), men ved sin død i 1887 var det desværre kun én af børnene, der stadig levede. Gammel Køgegaard gik derfor til datteren Emmy, som med stor kyndighed drev godset frem til sin død i 1912. Emmy forblev ugift, hvorfor hun døde uden efterfølgere. I stedet overgik godset til det dertil oprettede Carlsen-Langes Legatstiftelse. Det er stadig dem, der ejer og bestyrer godset i dag.

Dette er en lang historie, ganske kort fortalt – endda om blot et enkelt kapitel i gårdens historie. Vi vender tilbage til Gammel Køgegaard på et senere tidspunkt, og fortæller endnu flere historier fra gårdens lange og spændende historie.

KØGE PÅ POSTKORT

I 1905 kostede det 5 ører at sende et postkort.

Det er ikke længere tilfældet og måske det, kombineret med telefonens fremgang, er en del af årsagen til, at postkort er gået af mode.

Men i 1910-1920 var postkort det foretrukne kommunikationsmiddel for mange, men fortsatte med at være populært helt frem til 1960’erne. Derfor var der en hel industri omkring fremstillingen af smukke og ofte lokale postkort. I dag er mange af de gamle postkort samleobjekter.

Her kan du se et udvalg af smukke postkort fra vores by. Hvis du kommer en tur forbi et af vores fire arkiver, kan du se endnu flere smukke eksempler – og få lov til at læse deres beskeder på bagsiden.

FRØKEN GULDBERGS FOLKEBØRNEHAVE

”Det er en kendsgerning, at mange forældre er stærkt optagne af arbejde, at de ikke får tid til at beskæftige sig med børnene i disse år, hvor forestillingslivet vågner […]”

Sådan skrev Østsjællands Folkeblad den 21. december 1913 i en artikel, der handlede om den fremvindende idé om Folkebørnehaver i Danmark. Den første danske Folkebørnehaven startede i København i 1901, og i 1913 var der 11 Folkebørnehaver i hovedstaden. Dog havde tendensen ikke bredt sig til provinsen, som Østsjællands Folkeblad så fint skriver det.

Men det ændrede sig i 1914.

”Det er glædeligt,” fortsætter Østsjællands Folkeblad, ”at Køge på dette område går foran, da Frøken Sigrid Guldberg til 1ste januar åbner en Folkebørnehave.”

Sigrid Vilhelmine Marie Guldberg var født i 1881 i Østjylland. Hun tog eksamen som børnehavelærerinde og overtog Frøbels Børnehave i Kirkestræde i 1912. Hun var 31 år. Hun drev den gamle børnehave indtil 1914, hvor hun åbnede sin egen, den første Folkebørnehave i Køge. I 1916 købte hun Kirkestræde 21 for 14.300 kr.

Folkebørnehaverne bygger på tanken om, at børn skal udvikles og beriges allerede før de startede i skole, og meget tyder på, at Frøken Guldberg var helt exceptionel til dette arbejde. Hun arrangerede bl.a. juletræsfester for børnene på Jernbanehotellet og lavede udstillinger med børnenes arbejde for interesserede folk og fæ. Hun var også at finde til Børnefest i Lellingeskoven, hvor hendes børn gerne optrådte med en sang eller to.

Om en af udstillingerne skrev Østsjællandske Folkeblad rosende i 1914, ” det var vidunderligt, hvorledes Frøken Guldberg kunne få de små barnefingre til at lave så smukke og kunstfærdige ting.”

Guldberg var engageret kvinde, som gik meget op i børnenes ve og vel samt deres dannelse og udvikling. Hun deltog i pædagogiske seminarer og blandede sig gerne i debatten om børnevelfærd og -berigelse. I 1922 fik hun lov af byrådet til at få et stykke jord til at anlægge en række små, individuelle haver til børnene samt opføre en legeplads og en sandkasse. Frøken Guldberg skulle selv stå for udgifterne til dette anlæg.

Frøken Guldberg drev sin Folkebørnehave frem til udgangen af 1952, hvor hun trak sig tilbage i en alder af 71 år. Hun døde på Møllebo Plejehjem i februar 1981, 99 år gammel.

NYPORTSTRÆDE GENNEM TIDEN

Fra Torvet til Lovparken løber Nyportstræde. I dette billedgalleri kan de se gadens udvikling igennem de sidste 130 år.

I PÅ INDKØB – J. CHR. JENSEN

”Skal vi en tur i Christian Jensen?”

Sådan var det i en lang årrække normalt at sige, når man manglede en ny hat eller en stilrigtig kjole.

I årene 1930 til 1980 kunne man nemlig finde manufaktur og tøjforretningen J. Chr. Jensen på hjørnet af Torvet og Brogade. Det var i alle årene en prominent forretning, og købmand Jensen var, efter sigende, en farverig person, som gjorde sit indtryk på byen.

Bygningen som vi kender den i dag blev bygget i 1874 efter en stor brand ødelagde den tidligere gård. Hvordan branden startede, blev aldrig endeligt kortlagt. Den daværende ejer var bagermester Frederik Gottlieb Sørensen. Torvet 11 havde en lang tradition som bagergård. Den første bager slog sig ned her i 1720, og den sidste bagerforretning ophørte med Sørensens død i 1899.

Efter Sørensens død blev Torvet 11 opkøbt af to købmænd ved navn W.F. Bülow og Johannes Rasch. De åbnede manufaktur- og købmandshandel frem til 1914, hvor Rasch døde. Hans søn overtog butikken, men afstod den hurtigt til Crome & Goldschmidt-kæden.

Crome & Goldschmidt var en kendt tekstilvirksomhed og stormagasin. Butikken var også kendt som ”tugthusudsalg”, da deres varer blev produceret af arbejdsmænd fra Horsens Straffeanstalt. Den økonomiske krise efter børskrakket i 1929 betød, at Crome & Goldschmidt i 1930 måtte fyre alle sine medarbejdere.

I Køge-afdelingen havde man i 1918 ansat en ny bestyrer ved navn Jens Christian Jensen. Det var denne, som efter lukningen i 1930 overtog butikken og førte den videre i eget navn. I 1933 købte han bygningen og udvidede den markant i årene fremefter.

1947 kunne Jensen fejre 60-års fødselsdag. I denne forbindelse blev der trykt en ”avis” kaldet ”Torvegaardens Folkesnak”, som bl.a. indeholdt en ”efterlysning” af Jensen efter denne skulle have spist for mange brasekartofler og være gået hjemmefra, en forestilling om, hvordan forretningen ville se ud i år 2000 og en festvise. Hele den sjove og spøjse avis kan læses på Køge Byhistoriske Arkiv.

J. Chr. Jensen døde kort tid efter sin 60-års fødselsdag, men to af hans syv sønner, Niels og Ole Jensen, drev butikken videre. I 1977 var det tid til at næste generation skulle overtage farfars butik, men desværre varede det kun indtil 1980, hvor dametøjsbutikken Westergaard tog over. I 1990 ændrede den navn til Laura, som er den butik, vi kender fra bygningen i dag.

GÆT MED – HVEM ER DETTE?

Hvem er den mand, som vi er gået helt tæt på i dette foto?

HINT! Han s*s sjældent uden sin karakteristiske pibe.

Svaret kommer i morgen i en kommentar til dette opslag.

OL-FIRKLØVEREN FRA KØGE

Du har måske hørt om Guldfireren med de fire danske roere, som hele tre gang vandt OL-guld i roning?

Men vidste du, at vi her i kommunen havde vores helt egen firkløver, som vandt OL-bronze i 1948?

🥉 Erik Larsen: 20 år, født i Herfølge
🥉 Børge Raahauge Nielsen: 28 år, født i Køge
🥉 Henry Larsen: 32 år, født i Køge
🥉 Harry Knudsen: 29 år, født i Højelse

De fire drenge havde roet sammen i Køge Roklub, da de kvalificerede sig til OL i London i 1948. De roede i den nu nedlagte disciplin firer med styrmand. Deres styrmand var Ib Olsen.

De indledende runder var sat op som én mod én heats, hvor to natione dystede imod hinanden om at gå videre til næste runde. Til sidst stod kun tre hold tilbage i finalen.

Første runde blev roet 5. august 1948 og her var det Norge, der måtte se sig slået af den danske firkløver. I kvartfinalen den 7. august blev Portugal slået ud, da danskerne kom i mål 7 sekunder foran dem. I semifinalen samme dag var Ungarn det svageste led, og danskerne var nu i finalen.

Finalen blev roet den 9. august. Det stod mellem USA, Schweiz og de fire danske Køge-drenge. Løbet blev sat i gang og drengene trak så musklerne værkede. Men desværre var det ikke helt nok.

Amerikanerne kom i mål først med en tid på 6 minutter og 50 sekunder. Kort tid efter flød den schweiziske båd over målstregen med tiden 6 minutter og 53 sekunder. Herefter kom den danske båd. Deres tid lød på 6 minutter og 58 sekunder.

Med en bronzemedalje sikkert i hus kunne drengene vende hjem til Køge, hvor de blev modtaget af 5.000 jublende mennesker i en stor fejring. Senere fik de lov at møde Kong Frederik 9. Drengenes medalje var én ud af 20 vundne medaljer ved det års olympiade, de fleste af dem vundet i vandsportsgrene.

De tre ældste bronze-drenge lagde mere eller mindre sporten bag sig efter de olympiske lege. Børge blev politiinspektør i Odense. Henry blev træner ved Danske Studenters Roklub. Harry slog sig ned som tømrer.

Erik gik videre til at vinde EM i single sculler i 1950 og 1952. Måske han kunne have drevet det endnu længere end det. Desværre døde i en trafikulykke i 1952. Han var i gang med at træne op til sin næste olympiade.

RÅDHUSETS GUDINDER

Har du lagt mærke til de to gudinder, der sidder på hver sin side af rådhusets ur? Hvis ikke, så burde du gå en tur forbi og kigge op.

Der har været et Rådhus på Torvet 1 siden 1500-tallet, men Rådhuset som vi kender det i dag blev til i 1803. På dette tidspunkt var nyklassicismen den foretrukne byggestil, hvor man kiggede tilbage på antikken som idealet.

De to gudinder på rådhuset er romerske gudinder.

Til venstre for uret sider Justitia, retfærdighedens gudinde. Justitia er her afbildet med bind for øjnene, for at symbolisere, at retfærdigheden er blind – den dømmer alle lige. Balancevægten i hendes hånd er endnu et symbol for retfærdighed. Ofte bliver Justitia også afbilledet med et sværd i hånden, symbolet på magt, men det er udeladt i rådhusets relief.

Til højre for uret ser vi Minerva, den romerske gudinde for visdom. På relieffet kan hun ses siddende med en bog i hånden, et symbol på visdom. Ofte er hun også afbilledet med en ugle, men ikke i dette tilfælde. Minerva er også håndværkernes og købstædernes beskytter.

Over de to gudinder ses en smilende sol, hvis stråler bader rådhuset og Køge by.

Desværre vides det ikke i dag, hvem der har lavet det smukke relief. Men det er bestemt et ekstra blik værd, hvis man altså lige husker at kigge derop.

HEKSEN NIELS SKRIVER

I 1545 fandt en besynderlig og alvorlig sag sted i Køge. Sagen handlede om forfalskning og trolddom og involverede flere af landets mægtigste mænd, bl.a. flere medlemmer af rigsrådet, en lokal adelsmand og borgmesteren.

På Vallø Slot boede adelsmand og rigsråd Oluf Rosenkratz. Oluf nød et helt særligt privilegie, som normalt kun tilfaldt Kongen. Han havde nemlig ret til at bjerge skibsvrag og hertil hørende gods ved Østmark på Møn.

Eller… havde han nu også det?

Det blev der sået tvivl om i 1545, da en Køge borger ved navn Niels Skriver blev anklaget for trolddom i samarbejde med to tidligere dømte hekse. Niels havde været i Olufs ansættelse som skriver og muligvis også foged. I forbindelse med at 24 køgeborgere kendte Niels skyldig i trolddom, anklagede Oluf ham også for at have forfalsket det kongebrev, der gav Oluf den eftertragtede vragret.

Loven sagde den gang, at man ikke måtte udsættes for tortur (kaldet pinligt forhør), før man var blevet erklæret skyldig. Det gjorde man for at forhindre falske tilståelser. Men så snart en skyldig dom var afsagt, var tortur fuldt ud lovligt.

I foråret 1545 blev Niels udsat for tortur. Vi har en særdeles udførlig beskrivelse af, hvordan han først blev hængt fra armene, så han tilstod forfalskningen af kongebrevet. Han nægtede dog, at hans arbejdsgiver Oluf skulle have haft kendskab til forfalskningen, hvorfor Oluf ikke blev retsforfulgt.

Herefter blev Niels strakt af flere omgange, for at få ham til at tilstå trolddomssagen. Til at starte med benægter han, men da han trues med endnu en gang at blive hængt fra armene, tilstår han. Han fortæller, at han sammen med de to kvinder, forsøgte at dræbe Mads Frandsen med magi, fordi denne nægtede at gifte sig med Niels’ niece. Han bliver spurgt, om der var andre hekse involveret, men dette nægter Niels. Han angiver kun de to kvinder, der på dette tidspunkt allerede er blevet brændt. Desværre kender vi ikke deres navne.

Det var rigsråd Eske Bille og Mogens Gjodsen og ærdegn Jesper Brochmand der i samarbejde med Køges daværende borgmester Siver Lauridsen, stod for torturen af Niels Skriver. Efter Niels’ tilståelse, bevidner de Niels’ dom og straf i et brev til byfogeden i Køge, Hans Tygesen. I brevet står der, at Kong Christian 3. ”har undt og tilladt, at han må rettes med et sværd.”

Niels Skriver blev henrettet med sværd, i stedet for brændt på bålet – en nåde, der betød, at han kunne begraves i indviet jord.

KIG OP – KØGEKNÆGTE

Husker du at kigge op, når du går tur i Køge? Hvis ikke, så burde du begynde. Det er nemlig når vi kigger op ad facaderne i byen, at vi virkelig får et indtryk af Køge bys alder og velstand.

Køge bys historie strækker sig helt tilbage til middelalderen. Sct. Nicolai kirke er et fint eksempel på byens middelalderlige prægtighed, men det var i renæssancen (1536-1660), at Køge virkelig blomstrede – altså, indtil det gik helt galt i slutningen af 1600-tallet. Men det er en anden historie, som du får på et senere tidspunkt.

Én af de ting, som du måske har lagt mærke til, men ikke tænkt videre over, er de karakteristiske køgeknægte på nogle af byens ældste bindingsværkshuse.

I renæssancen blev det moderne at pryde sin gård med disse særlige, håndskårne knægte med udsmykninger. Knægtene er til for at bære stokværksfremspringet eller tagskægget, hvorfor nogle huse i Køge har hele to sæt smukke knægte – et sæt imellem etagerne og et oppe under taget.

Et godt eksempel herpå er Vestergade 7, som er et af byens smukkest bevarede huse. Bygningen er fra ca. 1595-1600 og var så heldig at overleve den store brand i 1633, som ellers startede i Vestergade. Knægtene her er udskårne med rosetter og dekorative akantusblade. Du kan se mange af den samme type udskæringer andre steder i byen.

Køge Børneasyl i Kirkestræde 10 giver os et spøjst og unikt eksempel. Bygningen her er fra 1620 og har en række menneskelignende figurer på deres knægte. Det ligner, at figurerne sidder på hug og bærer etagen over dem.

I Nørregade finder du også et smukt eksempel ved nr. 31, som har en løve udskåret på den ene knægt over porten.

Brogade 16, opført i 1636 efter at have været brændt ned i 1633, har malede knægte, der virkelig springer i øjnene. Her er et rigtig fint eksempel på akantusblade, som bliver kaldt ”et af de mest yndede ornamenter i al menneskelig dekoration” (Den Store Danske).

Klik dig igennem det lille billedgalleri og se flere eksempler på Køgeknægte – og gå selv på opdagelse i byen for at finde endnu flere eksempler.

EN HEKS KOMMER TIL BYEN I 1622

Køge Huskors var Danmarks største hekseproces og varede i tre år, fra 1612-1615. Men denne sag var ikke den eneste gang, Køge stiftede bekendtskab med hekseri og trolddom.

Allerede før Køge Huskors havde man fundet flere hekse, heriblandt Kirsten Snedkers og Niels Skriver, som du kan læse mere om i næste uge.

Men efter Køge Huskors tyder noget på, at gassen måske var gået af ballonen. Efter at have dømt 16 kvinder, blev den sidste kvinde, Mette Nauns, brændt i 1615. Men i 1622 kom trolddom endnu en gang til Køge.

En kvinde ved navn Ane Pedersdatter Thorkilds kom til byen fra København i 1622, og valgte at slå sig ned her. Ikke længe efter sin ankomst i Køge startede Ane en forretning, hvor hun tilbød de lokale trolddomskunstner.

I nogen tid lykkedes det Ane at holde sin forretning hemmelig, men efter nogle år kom det byfogeden for øre. Han indkaldte hende for retten og i juli 1624 afsagde han sin dom. Ane blev forvist fra byen og måtte ikke vende tilbage.

Her kunne sagen være endt, men således gik det ikke. Ane besluttede sig nemlig for ikke at adlyde byfogeden. I stedet gemte hun sig hos en ukendt person i Køge, og troede sig her i sikkerhed. Men igen blev hun opdaget af byfogeden, og nu måtte man tage skrappere midler i brug.

Ane blev igen fængslet og 16 nævningsmænd blev udvalgt for føre sag mod hende. Hun stod anklaget for ”at have beganget Spøgeri og Gøgleri.”

Hendes hjem blev ransaget, og her fandt man bl.a. ”et Stykke af et Menneskes hovedpande, en hob Sokker af Gåsefødder, Snogepander og Snogeskind, nogle Tænder [etc].” Hvis ikke det tydede på trolddom, hvad gjorde så?

Ane blev fængslet i Troldkællingehullet under Rådhuset, hvor hun nok ikke har haft de bedste kår. I hvert fald fortæller hun nævningsmændene om et mærkeligt væsen dernede, der ryster og skraber hende som en høne. Da hun formår at få fingrene i en kniv, prøver Ane at tage livet af sig selv, ved at sætte kniven fast i gulvet og lade sig falde på bladet. Hun havde ikke held med sit forsøg.

15 ud af de 16 nævningsmænd fandt hende skyldig i trolddomskunstner. Straffen burde have været døden på bålet, men den 2. maj 1625 blev hun benådet: ”Hans Majestæt Kong Christian IV nådigt tillod, at hun blev bevilget livet.”

Ane havde nu 8 dage til at forlade byen, hvis hun ville beholde sit liv. Og mon ikke vi kan stole på, at hun efter forskrækkelsen har været lydhør denne gang? Hun nævnes i hvert fald ikke igen i nogle af byens tingbøger.

Hvorfor slap Ane med livet i behold? Måske fordi man havde fået nok blodsudgydelse? Måske fordi hun var en fremmed, og ikke havde fjender i byen? Eller måske fordi hendes trolddom ikke havde nogle ”ofre”? Vi kan kun spekulere.

VESTERGADE GENNEM TIDEN

Tag med på tur gennem den gamle handelsgade, Vestergade. Klik dig igennem galleriet og følg gadens udvikling.

KØGE HUSKORS: LOV, RET OG STRAF

En kvinde står alene foran en forsamling af mennesker. Det er folk, hun har kendt det meste af sit liv. Velkendte ansigter, men noget er anderledes. Hvor der plejer at være venskabelige smil, er der nu frygt og vrede at spore. Hun er ikke længere deres hjælpsomme nabo. Hun er en heks. Og om lidt skal hun have sin straf.

Hvordan er hun nået hertil? Hvordan gik det så galt?

Trolddom og hekseri blev i 1600-tallet betragtet som et brud med Gud og kristendommen. For at udøve magi, måtte man have indgået en pagt med Djævelen. Derfor var al magi – også lykkebringende og helbredende ritualer mm. – kættersk i kirkens øjne.

Men selvom kirken var meget imod trolddom, så var det ikke altid, at kirkens forestillinger nåede ned til den almene borger. Mange steder blev god magi fortsat praktiseret helt uden retsforfølgelse. Dog gik det galt nogle steder, som f.eks. i Køge under Køge Huskors sagen i 1608-1615.

Johanne Thomesis var den første, der blev retsforfulgt efter anklage fra Hans og Anne Bartskær i 1612. Men det var ikke første gang, hun var blevet anklaget for hekseri. Allerede i ti år tidligere var hun første gang blevet udlagt som heks af en anden kvinde, som den gang selv stod anklaget for trolddom. Men hekseprocesserne i Danmark var indrettet således, at man ikke kunne dømme en heks alene på et enkelt vidneudsagn. Der skulle mere til.

Da Johanne blev anklaget for hekseri, blev hun sat i Troldkællingehullet under Køge Rådhus, mens der blev samlet beviser imod hende. De danske forordninger forbød ”pinligt forhør”, altså tortur af anklagede hekse. Om denne lov altid er blevet overhold ved vi desværre ikke noget om. Der bliver udnævnt 16 nævningemænd til at indhente beviser og dømme i Johanne sag.

Samtidig er hendes man, Jens, i fuld gang med at prøve at indhente skudsmål, dvs. positive vidneudsagn, på vegne af Johanne. Desværre træder ingen frem for at tale hendes sag. En måned efter hendes fængsling bliver der afgivet vidneudsagn i Johannes sag, bl.a. Bartskær-familiens plejesøn, Jacob, som kunne fortælle om de uhyggelige hændelser på Torvet 2. Flere vidner gav udsagn om klammerier med naboer, som Johanne var kommet i, og hvor hun angiveligt have truet modparten med skam og ulykke.

Efter at have siddet i fangehullet i omtrent fire måneder, bliver Johanne kendt skyldig i trolddom af Landstinget. Et par uger senere erkender Johanne sin skyld og udlægger flere andre kvinder som hendes medsammensvorne. Loven om pinligt forhør skal forhindre, at en dom ikke falder på baggrund af tortur. Men efter skyldig dom, er tortur fuldt ud lovligt for at få flere informationer i sagen. Måske Johanne er blevet tortureret for at angive flere hekse? Vi ved det ikke.

Efter sin erkendelse, må Johanne vente yderligere halvanden måned på at få sin straf. Hun bliver ført ud af byen og brændt på bålet. Præcis hvor dette foregik ved vi ikke. Nogle kilder siger engene nord for Norske Løve ligger i dag. Én ting er i hvert fald sikkert – heksebrændinger foregik ikke på Torvet. Det var en alt for stor risiko at tænde bål så tæt på de gamle bindingsværkshuse med deres stråtækte tage.

I alt blev 16 kvinder dømt som hekse i forbindelse med Køge Huskors. Kun én slap med livet i behold. Da først processerne rullede, var de svære at stoppe igen. Hver af de dømte kvinder angiv flere kvinder, og på den måde kunne man blive ved med at dømme hekse. Den sidste kvinde, der blev fundet skyldig i forbindelse med Køge Huskors, var Mette Nauns, som blev dømt og brændt i efteråret 1615.

BYENS BILER

Køge fik sin første bilejer i 1903. Det var direktør Jens Hansen, som drev telefonstationen og elektricitetsværket i byen.

Igennem årene er flere og flere biler kommet til, hvilket har præget byens og landskabets udvikling. Infrastrukturen er flere gange blevet tilpasset og udvidet, for at gøre plads til de mange nye biler.

Her kan du klikke dig igennem et billedgalleri af biler og se udviklingen.

*Vi mangler information om mange af bilernes mærke – er du bekendt med biler og har et bud på deres fabrikanter, må du gerne give os besked på e-mail [email protected]*

KVINDERNE FRA KØGE HUSKORS

Når du forestiller dig en ”heks”, ser du så en ældre kvinde med en krum næse og vorter? Eller måske en klog kvinde, der havde forstand på urter og sygdom?

I dag kan det være svært at forestille sig, hvem de uheldige kvinder var, som blev ofre for Køge Huskors sagen. Desværre ved vi heller ikke særlig meget om de fleste af dem, ud over deres navne. Men det vi ved, viser os, at de ikke passer ind i vores stereotype billede af ”hekse”.

De var helt almindelige kvinder – mange af dem med arbejde, ægtemænd og børn. Nogle var unge tjenestepiger, andre var veletablerede, modne kvinder.

Her kan du læse fem af deres historier. Ved hjælp af AI-værktøjer har vi fremstillet fiktive billeder af disse fem kvinder, så du kan få et indtryk af de skæbner, der led allermest under Køge Huskors. Det skal understreges, at vi ikke ved noget om, hvordan kvinderne så ud eller hvor gamle de reelt set var. Billederne er derfor fremstillet baseret på skøn og fantasi.

Vi håber at disse billeder vil gøre kvinderne og deres historier levende og nærværende selv efter 400 år.

I alt blev 16 kvinder dømt for hekseri og trolddom i forbindelse med Køge Huskors i årene 1612-15. Kun én enkelt slap med livet i behold. Du kan se en fuld liste over alle de dømte kvinder og deres skæbner i billedgalleriet.

Klik dig igennem billedgalleriet og læs de fem kvinders historier.

Du kan læse endnu mere om alle kvinderne på Historisk Atlas via QR-koden i billedgalleriet.

*Alle billeder er skabt med Canva*

GÆT MED – HVOR ER VI HENNE?

Vi er fløjet ud over land, men hvor er vi fløjet hen?

HINT! Her har man bl.a. kunnet holde fest eller se teater.

Svaret kommer i morgen i en kommentar til dette opslag.

KØGE HUSKORS – KORT OM SAGEN

I huset på Torvet 2 begyndte der i 1608 at ske mystiske ting. Her boede Hans og Anna Bartskær med deres børn. Hans var en velstående købmand, som også nogle gange blev kaldt Hans Kræmmer. I 1599 havde han giftet sig med Anna, datter af en tidligere borgmester i Køge.

Mystikken spredte sig på Torvet 2. Man kunne høre høns klukke, skønt der ingen høns var. I gården så Anna en kæmpe tudse, der gik på to ben – men da hun ville vise den til naboer, var den forsvundet. Hans observerede, at han ofte følte en trykken på ryggen, som om noget tungt og usynligt sad der. Deres datter fortalte om en mystisk, sort mand, der kommer frem i mørket. Familiens plejesøn, Jacob, var flere gange som besat – med opspilede, rædselsagne øjne blev han en gang trukket ud af huset af en usynlig magt og hængt suspenderet i luften midt i gårdspladsen.

Uhyggen tog til, og man begyndte at mistænke trolddom. Hvem kunne mon stå bag?

Johanne Thomesis, der boede i Bygårdsstræde overfor Torvet 2, blev den første, der blev anklaget for hekseri i forbindelse med sagen. Johanne havde tidligere, i 1602, været anklaget for hekseri, men var den gang sluppet med skrækken. Så let gik det ikke denne gang. Johanne blev dømt skyldig og brændt på bålet i august 1612, fire år efter familien Bartskær først oplevede rædslerne i deres hjem.

Sagen var dog langt fra slut. Køge Huskors, som den skrækkelig sag senere blev kendt, raserede frem til 1615, hvor den endelig aftog. 16 kvinder blev anklaget for trolddom i sagens løb – kun én slap med livet i behold.

Køge Huskors blev den af de største hekseprocesser i Danmarks historie og tiltræk sig opmærksomhed både indenrigs og udenrigs. I Tyskland udgav man en bog om sagen, Vatikanet udfærdigede en rapport og herhjemme skrev Ludvig Heiberg vaudevillespillet ”Kjøge Huuskors”.

I dag kan man på østsiden af Torvet 2 se en mindeplade for sagen. Den blev opsat i 1911, 300 år efter sagen raserede.

BONUS: Et huskors, som man kalder denne sag, henfører til en plage på et hus. Det kan f.eks. være vilde børn eller en sur husbond. I denne historie er plagerne dog lidt mere overnaturlige, nemlig trolddom.
____

I forbindelse med Hekseudstillingen, som åbner 27. juni på Køge Museum, kan du hele næste måned læse små glimt af sagen her på Køge Arkivernes Facebook-side. Udstillingen er lavet af Museum Sydøstdanmark og Køge Arkiverne og indeholder originale værker af Jim Lyngvild.